50 år efter den arabisk-israelske krig i juni 1967 har vi nye materialer til at forstå årsagerne og påvirkningen af den skelsættende krig – og et meget bedre historisk perspektiv.

Etnisk udrensning er hovedmidlet for at ændre Palæstina til en jødisk stat.

Den almindelige fortælling, der stadig hersker i Vesten, er delt i to tvilling-myter. Én myte er, at krigen blev pålagt Israel. Den anden myte er, at Israel – efter dets knusende sejr – var villige til at opnå fred med alle arabiske lande og palæstinenserne.

Den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 var en ulykke i verdenshistorien, som Israel var heldige nok til at udnytte. Siden fødslen af Israel i 1948 følte landets politiske og militære elite, at landet havde tabt en værdifuld mulighed til at skabe en jødisk stat i hele det historiske Palæstina på et tidspunkt, hvor de havde den militære styrke til at gøre det.

Det har siden dengang eksisteret en stærk militær og politisk lobby i Israel, som har arbejdet for besættelsen af Vestbredden (og i mindre grad Gaza). Lobbygruppen er magtfuld, og baseret på min egen forskning i Israels rigsarkiver lykkedes den næsten med at overbevise regeringen om at tage disse områder med magt i 1958 og 1960.

Israel gik vidende og velforberedt i krig i 1967 og havde længe før det overvejet at besætte Vestbredden og Gaza

Truslen sammen med Israels arbejde om at ændre Jordanflodens løb fik Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser til at sende styrker til Sinai-halvøen (som han gjorde igen under krisen i 1967). Truslen om et israelsk angreb på Syrien og Jordan i 1967 bliver bagatelliseret i Vestens historieskrivning, der beskriver Nasser som en uansvarlig leder, der førte sit land mod en sikker katastrofe.

En gennemgang af dokumenterne fra Israels rigsarkiver og datidens medier gør det mulig at se, hvordan Israel var forberedt på en hurtig overtagelse af Vestbredden og Gaza. Dette er ikke overraskende. Israel havde allerede systematisk militær kontrol over et stort antal palæstinensere siden 1948, som let kunne overføres på en anden gruppe palæstinensere.

En pålagt krig

Den israelske regerings beslutninger efter krigen i 1948 styrker indtrykket af, at statens lederskab ledte efter den næste mulighed for at udvide den jødiske stats geografiske område.

Krigen var en fortsættelse af den zionistiske besættelse af Palæstina siden 1882.

Israels adfærd kan bedre forstås, hvis vi accepterer den akademiske definition af zionisme som bosætter-kolonialisme og Israel som en kolonialistisk stat. Den definition er også egnet til at se zionisme som en ideologisk bevægelse, der skubbede europæerne (der var utrygge i Europa) til at bosætte sig i områder langt væk – i søgen efter ikke kun et hjem, men et hjemland.

Den søgen mødte en urbefolkning, der ofte blev udsat for folkemord udført af bosætternes hænder. I Palæstina var og er etnisk udrensning og adskillelse (hafrada på hebraisk) hovedmidlet for bosætter-projektet i håbet om at ændre hele Palæstina til en jødisk stat.

 

Som den anerkendte akademiker indenfor bosætterkolonialisme Patrick Wolfe skriver, så er bosætter-kolonialisme en "struktur" og ikke en "hændelse". Altså skal krigen i 1967 og kølvandet af den ses som en direkte fortsættelse og konsekvens af den zionistiske kolonisering af Palæstina siden 1882 og den palæstinensiske nakba (katastrofe) i 1948.

Israel gik vidende og velforberedt i krig i 1967 og havde længe før det overvejet at besætte Vestbredden og Gaza.

Den anden myte er den konstante israelske søgen efter fred, der også udfordres af, det vi nu ved med de nye beviser. Den nuværende israelske strategi for Vestbredden og Gaza burde ses i en bredere kontekst af nogle nøglebeslutninger taget umiddelbart efter krigen.

Urbefolkninger accepterer aldrig opdeling af land som erstatning for frihed.

Det var en markant forskel på måden, den israelske politiske elite så Vestbredden og Gaza på den ene side – og den egyptiske Sinaihalvø og de syriske Golanhøjder på den anden. Fra det øjeblik krigen endte blev det kendt, at de to første områder ikke var åbne for forhandling, mens de to sidste blev betragtet som mulige handelskort for fremtidig fred.

Det tog krigen i 1973 at nå en aftale med Egypten – på trods af en intens jødisk kolonisering af det nordlige og sydlige Sinai. Fred med Syrien blev aldrig opnået, og der blev jødisk kolonisering efterfulgt af de jure annektering.

Lige efter krigen blev der afholdt en række møder, hvor Israels 13. regering tog beslutninger, der er blevet respekteret og fulgt af alle efterfølgende regeringer uanset politisk sammensætning.

Den første beslutning, der blev taget, var at beholde Vestbredden og Gaza under israelsk styre. Det var dengang som nu debat om, hvordan man bedst opnår dette mål. Valget stod mellem et direkte eller indirekte styre.

Den debat blev misforstået af mange udenforstående, som så det som en genuin debat mellem fred og krig blandt den israelske politiske elite. Denne misforståelse hjalp til med at definere Israel som det eneste demokrati i Mellemøsten, selv i mødet med det mest åbenlyse bevis på, at det ikke var det: En brutal besættelse af millioner af mennesker.

Med tiden lærte vi, at indirekte styre betød judaisering af dele af Vestbredden og Gaza. Regeringsdokumenter viser en beslutsomhed for at bevare Vestbredden under israelsk kontrol for altid og afgrænse Jordanfloden som Israels naturlige grænse. At beholde disse områder krævede nok en beslutning: Hvad skulle der ske med de millioner af palæstinensere, der boede der?

 

Der var seriøse forslag om at gentage masseudvisningen fra 1948, men det blev udelukket. Det blev besluttet, at palæstinenserne skulle få lov at blive (bortset fra områder i Jerusalem og ved Jordanfloden).

Denne anden beslutning udløste behovet for en tredje: Hvis områderne skulle styres af Israel, og palæstinenserne skulle forblive, hvad skulle deres fremtid være?

Løsningen var bevidst at nægte palæstinenserne ikke bare israelsk statsborgerskab, men statsborgerskab generelt, og dermed uden basale menneskerettigheder – noget, der stadig gælder i dag.

Land for fred

Den største udfordring var at indarbejde de tre beslutninger i verdensamfundet, specielt overfor Israels vigtigste allierede USA.

Den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 var en ulykke i verdenshistorien, som Israel var heldige nok til at udnytte.

Gennem FN krævede det internationale samfund, at Israel trak sig tilbage til grænserne fra før krigen i bytte mod fred (tydelig skrevet i FN's Sikkerhedsråds Resolution 242 og senere 338). Den israelske regering besluttede også at annektere Østjerusalem, der var et tydelig brud på FN's resolutioner.

Den annektering kunne have været stoppet, hvis USA ville blokkere den. USA's regering kritiserede beslutningen, men var villige til at se bort fra disse alvorlige brud på international lov. Det samme ser vi i holdningen til kolonialiseringen af Vestbredden og Gaza.

De tre beslutninger blev selve hjørnestenen i den israelske strategi for Vestbredden og Gaza. Med USA's og FN's samtykke skulle en angivelig "fredsproces" implementere princippet om "land for fred" – en paradeforestilling, der i virkeligheden medførte international immunitet for Israels strategi.

Den politiske elite – både på venstre- og højrefløjen – har holdt sig til den samme strategi siden 1967. Strategien blev indført lige efter krigen, og metoden påvirker fortsat millioner af palæstinensere i dag.

Den israelske politik mod de besatte områder vil fokusere på at bevare status qou – skabt af krigen i 1967.

Metoden bruger opdeling som et middel til kontrol og adskillelse og følger konceptet om bosætter-kolonialisme som en "struktur" og ikke en "hændelse". 

Palæstinenserne accepterede aldrig FN's oprindelige opdelingsplan, hvilket zionisterne faktisk gjorde, og dette er kendt som et bevis på palæstinensernes manglende vilje til fred. Men urbefolkninger accepterer aldrig opdeling af land som erstatning for frihed.

Opdelingen af separate jødiske og palæstinensiske områder blev brudt af zionisten Gush Emunim, som efter et imaginært bibelsk kort ledte bosætterne ind i hjertet af de palæstinensiske områder. Deres tilstedeværelse skabte arnesteder for fanatisme og vold, som gjorde palæstinenserne rundt om dem rasende.

Metoden er også den samme i forhold til  tilbagetrækkelsen af bosættelserne fra Gaza i 2005, der nu er belejret og "ghettofiseret": Opdeling og mere opdeling, at gøre de palæstinensiske områder mindre, at ændre Vestbredden til små enklaver, adskilt fra hinanden af veje, militærbaser og jødiske bosættelser.

Alt dette fra et undertrykkende regime, der fik den tidligere modtager af Nobels Fredspris, Desmond Tutu, til at sammenligne Israel med apartheid i Sydafrika.

Evig kontrol

Den israelske metode har tilpasset sig til ændrede omgivelser, især med Oslo-aftalen og med Hamas-regeringen på Gaza. Efter det første palæstinensiske oprør i 1987 var nogle af Israels politikere overbevist om at for at fortsætte opdelingen og beholde områderne, blev man nødt til at pacificere befolkningen og den globale offentlighed.

I et forsøg på at skabe et mere acceptabelt ansigt for koloniseringen fandt man en villig partner i den palæstinensiske befrielsesfront (PLO), hvilket skabte de "israelske kontrollerede" og "palæstinensisk kontrollerede" områder.

Fordi fred er "lige rundt om hjørnet", så er der ingen grund til at presse Israel. 

I praksis skabte aftalerne fra 1993 og 1995 de perfekte forhold for mere opdeling af Vestbredden – til sidst med opførelsen af apartheidmuren i 2003, der gjorde livet endnu mere uholdbart for palæstinenserne.

Bevægelse mellem de palæstinensiske områder er i dag nærmest umulig, og de palæstinensiske områder bliver daglig invaderet af israelske styrker på jagt efter aktivister.

Oslo-aftalen gjorde den israelske bosætter-kolonialisme endnu mere undertrykkende. Den har også ført til en klarere strategi for ikke kun at dele Vestbredden op, men for at officielt annektere de "jødiske" områder, som udgør over halvdelen af hele Vestbredden (det såkaldte "Område C").

Dette sidste slag mod oprettelse af en uafhængig palæstinensisk stat, der mødes med ligegyldighed af den politiske elite i Vesten, har skabt en vrede i det globale civilsamfund, som aldrig før er set, og som manifesterer sig i Boykot, De-invester og Sanktioner – BDS-bevægelsen mod Israel.

Bosættelses-projektet har også tilpasset sig til virkeligheden, der udspiller sig i Gaza. Opdelings-metoden fungerer ikke på så lille et område. Derfor valgt den daværende premierminister Ariel Sharon at give Gaza til den palæstinensiske selvstyre. Det virkede ikke efter planen.

Islamisterne i Hamas tog kontrollen, først efter et demokratisk valg, derefter med mere voldelige midler, dog uden, at det krævede en ændring i den israelske strategi. At brutalt reagere på Hamas' modstand mod "gettoifiseringen" af Gaza, en proces der grænser mod folkemord, er i tråd med den originale strategi fra 1967.

Den israelske politik mod de besatte områder vil fokusere på at bevare status qou – skabt af krigen i 1967. Det israelske lederskab finder løsninger på ændrede forhold uden at forlade bosætter-kolonialismens projekt om at fordrive palæstinenserne og beholde områderne under israelsk kontrol for evigt.

Fred om lidt

Det er værd at lægge mærke til, at den israelske befolkning fortsat tillader den politiske elites bosættelsespolitik til trods for den drastiske ødelæggelse offentlighedens billede af Israel i verden. Det reflekteres også i den lave prioritet, som besættelsen har under politiske valg.

Men konflikten er blevet løst i den israelsk offentligheds øjne: Der er en kamp mod Gaza, men det er en kamp mod "Islam" og ikke en del af den historiske konflikt. I de senere år har offentlige meningsmålinger vist, at det samme antal israelere støtter en to-stats løsning (eller en zionistisk version af den) eller fuld annektering af Vestbredden.

Kolonialiseringen af Palæstina har nu stået på i 50 år. Implementering af de tre beslutninger, som Israels 13. regering tog i juni 1967, foregik foran verdens øjne.

Årsagen til verdenssamfundets handlingslammelse er kompleks. Hvad, der er vigtigt, er, at verdenssamfundet – ledt af USA – accepterede en historie, der forsat giver Israels handlinger international immunitet.

Den historie er baseret på, at realiteten er midlertidig, og at en mulig løsning er reel og forestående. Denne opfattelse inkluderer, genuint eller kynisk, at Israels brud på menneskerettighederne stopper så snart "fred" er opnået.

Fordi fred er "lige rundt om hjørnet", så er der ingen grund til at presse Israel. Verden har gjort det mulig for Israel at skabe daglige "sandheder", der har gjort en mulig fredsproces og en to-statsløsning umulig.

Teksten er en forkortet version af et essay publiceret af The Cairo Review of Global Affairs i foråret 2017. Den er publiceret i Arbejderen efter tilladelse fra forfatteren og er oversat fra engelsk af Pål Velo.