Havanna, 4. maj 2020

Det er en mærkelig tid, vi lever i.

Vi har netop passeret 1. maj, Arbejdernes Internationale Kampdag, som traditionelt er en mindedag, der stadig har stor betydning i Cuba, og som normalt manifesteres ved, at millioner af cubanere – på landsplan – samles ved de respektive byers Revolutionspladser.

Jeg har selv oplevet mange af dem.

Lige meget, hvad man eventuelt mener om Cuba, er man nødt til at forstå, at der – trods alle de økonomiske problemer, som landet har gennemlevet de sidste 30 år – stadig er en stor folkelig opbakning til Revolutionen.

 
En almindelig 1. maj på Revolutionspladsen i Havanna.

Men i år var selv 1. maj coronaramt. De store manifestationer var blevet aflyst, og i stedet blev dagen fejret med diverse TV-transmitteringer, og alle, der havde lyst, kunne fejre dagen ved at synge nationalhymnen ud mod gaden klokken 8 om morgenen.

Min gamle nabo overfor på 84 år havde hængt et skilt op med skriften ”Længe leve 1. maj”, samt en plakat af Lenin – med maske på! Han skulle jo nødig blive coronasmittet!

Min nabos hus den 1. maj.

Man mister jo lidt fornemmelsen af, hvad dag det er, når vi ikke har en dagsrytme med arbejde og skolegang, så nu har jeg tjekket kalenderen og kan se, at vi nu har levet under social isolation i over seks uger.

Ikke nogen gradvis åbning – endnu

Det er stadig samme radikale isolation, og man vil her på ingen måde være enige i den danske strategi med en gradvis åbning på et så tidligt tidspunkt, som man gør i Danmark og mange andre steder.

I min første beretning referede jeg til Che-citatet om, at ”ét menneskeliv er millioner gange mere værd end samtlige rigdomme i verden”. Så her løsnes ikke før, at covid er udryddet!

>> LÆS HENRIKS FØRSTE BERETNING: Hvordan er hverdagen i Cuba under Covid krisen

>> LÆS HENRIKS ANDEN BERETNING: ”Cuba med corona, mundbind og solidaritet”

Coronatilfældene bliver da også stadig færre. Forleden var der ingen coronadødsfald i et døgn, og i går var der registreret blot et enkelt dødsfald over 24 timer. For i dag er der registreret to døde på grund af coronavirus. I alt har der været 69 coronadødsfald i hele perioden.

Der blev registreret 19 nye coronatilfælde (ud af 1997 testede i går), så man nu er oppe på 1668 smittede siden de første tilfælde i midt marts.

Men nu er antallet af raskmeldinger langt større end nye smittede: Siden i går er 40 personer raskmeldt og sendt hjem. Ud af de i alt 1668 tilfælde i Cuba er 947 personer (eller 56 procent) erklæret raske igen.

Dette sker på et tidspunkt, hvor Cuba stadig skulle befinde sig på kurvens toppunkt for udbrud af coronasmitte.

Af de 19 nye tilfælde fra i går var 13 af dem smittet på grund af kontakt med allerede smittede, og 16 af de 19 smittede var stadig uden symptomer. Disse kan opspores, netop fordi man tester alle, der har haft kontakt med smittede.

Endnu en interessant information: Af de 19 nye coronatilfælde fra i går er 16 fra Havanna. De sidste tre var henholdsvis fra Havannas to naboprovinser Matanzas og Mayabeque samt en fra Santiago de Cuba.

 
En usædvanlig 1. maj i Havanna. Foto: Jorge Ricardo/Cubadebate

Bortset fra Havanna har de øvrige 14 provinser dage uden nye registrerede coronatilfælde, (det østlige Cuba har været næsten uden tilfælde i en uge), og det skyldes uden tvivl den radikale isolationspolitik, hvor selv offentlig transport er blevet indstillet. Og da meget få cubanere har bil, er mobiliteten meget lav nu med næsten total isolation imellem provinserne.

I danske medier kan jeg læse, at blot 243 personer er indlagt med coronavirus.

Herovre ser det tal helt anderledes ud: Her er p.t. 2744 personer indlagte.

Alle, der kan være smittede, indlægges

Hvorfor så dette høje tal, når man nu ”kun” har 721 aktuelt smittede? Dette skyldes atter livsfilosofien i den cubanske sundhedssektor. Alle, der er mulige coronasmittede, indlægges. Og da der går nogle dage, inden man har sikre testresultater, bliver man indlagt indtil resultat af prøve.

Et par af min kones veninder, som ligeledes arbejder på forskellige sygehuse, måtte igennem en sådan indlæggelse for nogle dage siden, men prøverne var negative, så de er atter hjemme.

Desuden er p.t. 6188 personer i hjemmekarantæne (330 færre end i går). Det høje tal kan skyldes flere ting, blandt andet tidligere coronasmittede der er blevet raskmeldte og er kommet hjem igen. Disse skal efterfølgende være i 14 dages karantæne sammen med deres samboende.

Derudover dækker tallet over folk, der på nogen måde kan relateres til smittede (eksempelvis familierelationer og venner til personer, der har været i kontakt med coronasmittede).

Forleden kunne man læse, at WHO roser den svenske coronapolitik – med relativt få restriktioner under coronakrisen – og at den bør være fremtidig model for at vende tilbage til et samfund uden lukninger.

Mange steder fra mærker man desperationen for at åbne op og få samfundsøkonomien i gang igen. Men er alt økonomi? Det er bemærkelsesværdigt, at Sverige har næsten 2500 coronadødsfald i et samfund med én million færre indbyggere end i Cuba, hvor kun 69 personer er døde af coronavirus.

I Cuba sættes det enkelte menneskes liv højt – ung eller gammel!

Dødsstatistikkerne for coronavirus viser tydeligt, at ældre og folk med dårligt helbred er de udsatte grupper, men har de ikke lige så meget ret til liv som unge, sunde og raske?

Et etisk spørgsmål – til USA

Det stiller uvilkårligt etiske spørgsmål.

Coronakrisen stiller også et andet vigtigt etisk spørgsmål: Kan sundhedssystemet være en kommerciel industri? Hvor mange fattige i USA er ikke udelukket for blot at blive testet? Millioner af illegale indvandrere i USA tør end ikke gå til lægen af angst for at blive deporteret ud af landet efterfølgende.

Det er en sundhedsmæssig bombe i den aktuelle situation, og kan det overhovedet kaldes et humant system, som end ikke formår at sikre grundforudsætningen for ethvert menneske, nemlig retten til livet – som også er et af rettighedskravene i FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948 (artikel 3).

I Cuba er sundhedssystemet gratis og universelt, hvorfor alle har adgang dertil.

Derfor er antallet af coronasmittede i Cuba også mere troværdigt end eksempelvis et land som USA, da mange dér ikke har råd til test og endnu mindre til behandling.

En klog græker

I den forbindelse er det værd at nævne Yanis Varoufakis, (den tidligere græske regeringsleder, Tsipras’ første finansminister der formåede at modstå EU-teknokratiet og finansverdenen med imponerende intelligens). Varoufakis skrev for nogle uger siden på sin hjemmeside følgende om coronakrisen:

”Our minds are still … longing for a return to normality …. Nothing could be worse than a return to normality! .... We can choose to walk trough it [covidkrisen], dragging the carcasses of our prejudice and hatred, our avarice, our data banks and dead ideas, our dead rivers and smokey skies behind us. Or we can walk through lightly, with little luggage, ready to imagine another world. And ready to fight for it.”

[Oversættelse: Vores sind … længes efter en tilbagevenden til normalitet …. Intet kunne være værre end en tilbagevenden til normalitet! .... Vi kan vælge at gennemleve det [covidkrisen], og slæbe vores 'lig i lasten' samt vores fordomme og had med os – herunder vores døde floder og forurenede himmel. Eller vi kan gå fremad med kun lidt bagage, klar til at forestille os en anden verden. Og klar til at kæmpe for den.]

 
Det kan være svært at gøre de daglige indkøb.

Mangelvaresituationen er alvorlig herovre.

Den anden dag cyklede jeg ind til centrum, hvor der er flere butikker og derfor større chancer for at handle ind. Herude, hvor vi bor, er flere butikker midlertidigt lukkede, hvorfor indkøb af selv basale varer kan være dybt besværligt og tage meget lang tid.

Jeg måtte sammenlagt stå i kø i cirka fire timer (fordelt på to butikker) for at handle ind. Det er meget hårdt med den varme, der er herovre nu, og med yderligere en times cykeltur i 32 graders varme var jeg sengeklar, da jeg nåede hjem.

 
En time på cykel i 32 grader og fire timer i kø.

Skolerne er stadig lukkede.

Det er tydeligt, at mine døtre trænger til at se deres kammerater igen.

Konflikterne bliver mere hyppige herhjemme nu. Men jeg synes, de har holdt godt ud, taget i betragtning at de har gået op og ned ad hinanden i seks uger uden bogstaveligt talt at have været udenfor lejligheden!

To piger og en telefon

Heldigvis har den store pige masser af skoleopgaver i løbet af dagen, og vi holder hende også fast på at bevare en skolerytme, så i løbet af dagen arbejder hun typisk med to boglige fag samt to musikfag.

Den lille (på fire år) er begyndt at snakke i telefon med en veninde fra børnehaven. De har tydeligt behov for at kommunikere. Samtalerne strækker sig let til en halv time, én gang om dagen(!), hvor der rendes rundt i hele huset, og de finder hver især male- og eventyrbøger frem, snakker løs og giver hinanden ”opgaver for” (… tydeligt at begge har større søskende i skolealderen!)

Med hensyn til skoleåbning er der offentliggjort forskellige former for skolestart, afhængig af hvilken institution og årgang man befinder sig på.

I min ældste datters tilfælde – hun går, som jeg tidligere har fortalt, på en specialskole med musik som speciale – er det bebudet, at når musikskolerne åbner igen, vil der for hendes årgang (6. klasse) være fire ugers ”genoptræning” og derefter fire uger til afsluttende eksaminer.

Eksamen kommer for Henriks store datter, men de ved endnu ikke hvornår.

6. årgang er sidste trin i grundskolen, så der er stopprøver for at komme i overbygningen (7. – 9. klasse).

Alt afhængig af hvornår skolerne så åbner igen, vil der derfra altså være to måneders skole.

Det betyder, at det bliver svært for os at planlægge den traditionelle sommerferie (juli og august) i Danmark, da der dels vil være skole ind i juli måned, dels er der ikke rutefly på nuværende tidspunkt fra Cuba til Europa. Og da det ikke vides, hvornår der genetableres flyforbindelser hertil, er den traditionelle sommerferie i Danmark nok aflyst for i år.