"Den eneste måde at komme til himlen er via vejen ud til lufthavnen", står der på en husmur i det centrale Tripoli, hovedstaden i Libyen ifølge det magasinet The Economist.

Desperationen og skuffelsen to år efter NATO's succefulde bombekampagne og oprøreres drab på landets præsident, Muammar Gadaff, er synlig overalt, beretter magasinet.

Også chefredaktøren på den London-baserede arabiske avis Al-Quds Al-Arabi, Abdel Bari Atwan, mærker skuffelsen.

"Libyen blev befriet af de mest sofistikerede og avancerede lande på kloden, i hvert fald efter vestlige kriterier. Nu er landet en lovløs, kaotisk stat med mordattentater, voldtægter og lynchninger".

Hovedstaden Tripoli havde i september ingen vand eller elektricitet i en hel uge.

Militser hærger

En håndfuld væbnede militser, der i 2011 stod sammen om at kæmpe sammen med NATO mod Gadaffi-regimet - dominerer og styrer gaderne. 

Dagligt er der kidnapninger, tortur, ulovlige fængslinger, snigmord, bombninger, razziaer og væbnet afpresning, en eksplosion af racisme, religiøs fundamentalisme og regionalisme, skriver dagbladet The Guardian.

Amnesty International beskrev allerede sidste år i sin World Report om groteske fængselsforhold med "overbelægning, utilstrækkelig mad og vand" samt "mishandlinger, herunder prygl og brug af elektriske stød."

Amnesty kunne allerede året før beskrive, at mellem en halv og en hel million sorte fremmedarbejdere i de libyske industrier og oliefelter – mange fra Etiopien, Mali, Chad og Vestafrika - blev forfulgt. De måtte lynhurtigt evakueres og tage hjem, fordi “oprørerne” var stærkt racistiske, fremgår det af Amnestys rapport. 

Også menneskerettighedgruppen Human Rights Watch beskriver, at der løbende er brugt tortur for at fremtvinge tilståelser eller som straf.

Ifølge professor i afrikastudier ved Syracuse-universitetet i New York, Horrace Cambell, er omkring 30.000 civile døde siden marts 2011.

En tiendedel af landet er ifølge tv-stationen Al-Jazeera i hænderne på styrker, loyale mod afdøde Muammar Gadaffi. Resten af landet er i opløsning på tværs af stammer og klaner.

Kampe mellem militser

Fredag blev mindst en person dræbt, og 12 blev torsdag såret i kampe mellem rivaliserende militser i byen, oplyser lægepersonale til nyhedsbureauet Reuters. 

De væbnede militser dominerer og styrer gaderne i mangel på en regering og sikkerhedsstyrker, som er respekteret i hele landet.

Mord på politikere og journalister er blevet normalt, beretter avisen Tripoli Times. Den 28. august blev oberst Yussef Ali al-Asseifar dræbt af uidentificerede mænd, der havde placeret en bombe under hans bil i Tripoli. Obersten havde været offentlig anklager i en række sager om mord og anholdelser.

De berygtede militser kom ikke mindst i fokus i oktober, hvor Libyens premierminister, Ali Zeidan, blev bortført af en milits, der først slap ham fri efter flere timer.

Optimist

Ali Zeidan, der blev indsat i august, efter at forgængeren Awadh al-Barassi var trådte frustreret tilbage fra posten, takkede ellers Vesten i en tale til FN's Sikkerhedsråd i marts i år for befrielsen og de nye tider i Libyen. - Jeg må takke alle vores samarbejdspartnere og allierede fra venligtsindede lande, der støttede os på forskellige måder. Takket være deres indsats og støtte, sejrede vi den 20. oktober 2011, sagde han ifølge UN News Service. Meget få journalister tror dog ifølge The Guadian, at Zeidan vil "overleve" politisk. Men der er ingen til at skrive om det, fordi næsten alle vestlige journalister har forladt Libyen,, skriver Abdel Bari Atwan. "NATO-bombardementet dominerede ellers forsiderne og var den primære nyhed på enhver vestlig og arabisk tv-station. Der var 24-timers dækning af den libyske befrielse, miraklet, og den store sejr, opnået med NATO's hjælp. I dag er det meget sjældent at finde en vestlig journalist dér - og endnu mere sjældent at læse en anstændig rapport om Libyen, og hvad der virkelig foregår dér".