Udviklingen i Libyen optræder en gang imellem i nyhedsstrømmen. Den krig, som begyndte i marts 2011, er endnu ikke afsluttet. Tværtimod er stridighederne blevet optrappet gennem det sidste år, og flere og flere udenforstående parter blander sig i magtkampen i det olierige land.

Den blodige indgriben handlede aldrig om demokrati og frihed eller om at beskytte civile. Det handlede om Frankrigs, Storbritanniens og USA's og forældede golfstat-regimers interesser.
Khaled Kaim, ​tidligere libysk viceudenrigsminister

I mediernes beretninger beskrives Libyens to dominerende magtblokke således:

På den ene side står den FN-støttede enhedsregering med base i hovedstaden Tripoli i det vestlige Libyen. Enhedsregeringen ledes af præsident Fayez al-Sarraj, og den indgår i det Muslimske Broderskab. al-Sarraj støttes blandt andet af Tyrkiet, Qatar og USA.

På den anden side findes parlamentet i Tobruk i det østlige Libyen og Libyens Nationale armé (LNA) ledet af den sekulært orienterede general Khalifa Haftar. LNA støttes af blandt andre Egypten, Rusland, Frankrig og Forenede Arabiske Emirater.

Khaled Kaim, Libyens tidligere viceudenrigsminister i Libyen, er dog ikke enig i denne beskrivelse.

– Billedet er meget kompliceret. Libyen er meget splittet. De forskellige, bevæbnede militsers loyalitet skifter, og nogle kan vende 360 grader. Og begge parter – enhedsregeringen i Tripoli og general Haftar i øst – baserer deres styrker på tidligere officerer og soldater i den libyske hær, militser, lejesoldater og såkaldte islamister.

Khaled Kaim sad i den regering, som blev ledet af Muammar Gaddafi, og som blev væltet i 2011 af NATO, Golfstaterne og libyske oprørere.

– Jeg varetog mine pligter frem til august, 2011, da Tripoli faldt i NATO's og dets allieredes hænder, fortæller Khaled Kaim.

Han var da blevet et kendt navn i internationale medier og blandt politiske ledere i Vesten. Khaled Kaim forsøgte at gøre opmærksom på civilbefolkningens lidelser, som fulgte af NATO-bombardementerne, og han understøttede de initiativer til en fredelig løsning, som blev taget inden angrebet og under krigens første måneder.

Da Proletären får kontakt med Khaled Kaim i juli 2020 er der gået godt ni år, siden angrebet blev sat ind. Han har ikke haft nogen officiel stilling siden regimeskiftet, og han er heller ikke medlem af nogen libysk, politisk organisation. Men han er fortsat engageret i at forsøge at bidrage til en bedre fremtid for Libyen og dets folk.

– Undskyld forsinkelsen. Jeg blev holdt fast i et møde med eksil-libyere, siger han ved en af vore aftalte samtaler. Interviewet foretages både skriftligt og mundtligt.

I krig på en løgn

Khaled Kaim fortæller, at han af og til rejser tilbage til Libyen, men at han har sin base uden for hjemlandet. På grund af coronarestriktioner har han i månedsvis været låst fast i et af de lande, som er dybt involveret i konflikten.

I oktober 2011 kaldte NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen Libyen-operationen for ”en af de mest succesfyldte i NATO's historie”. Hvad mener du om det, som skete det år?

– Det, som skete i Libyen i 2011, var noget helt andet, end det de politiske ledere og medier i Vesten fortalte. Den politiske kampagne, inklusive dæmoniseringen af Gaddafi, og den misinformationskrig, som kom før angrebet, blev gennemført for at opnå to formål. Regimeskifte og en strategisk tilstedeværelse i regionen, svarer Khaled Kaim.

– Den blodige indgriben handlede aldrig om demokrati og frihed eller om at beskytte civile. Det handlede om Frankrigs, Storbritanniens og USA's og de forældede golfstat regimers interesser.

Han beskrivelse af hændelsesforløbet burde ikke være kontroversiel.

Allerede i september 2016 offentliggjorde det britiske underhus’  udenrigspolitiske udvalg en rapport, som satte spørgsmålstegn ved mange af Libyenkrigens ”sandheder”. Den understreger, at de påstande, som fremføres for at begrunde NATO-angrebet i marts 2011, som at Libyens leder, Gaddafi, beordrede hæren til at massakrere civilbefolkningen i byen Bengazi, var grebet ud af luften. Der fandtes ingen beviser for eller efterretninger om, at det virkelig var sket.

Desuden siger rapporten, at der blandt de libyske oprørere, som fik støtte fra Vesten, fandtes ekstreme islamister og grupper med forbindelser til al-Qaeda.

– Invasionen har medført, at IS, al-Qaeda og lignende grupper har etableret sig, ikke bare i Libyen, men i hele regionen. Den har også ført til våben- og menneskesmugling, og vi hører ovenikøbet om slavemarkeder.

Da NATO afsluttede indsatsen i efteråret 2011, talte NATO-chefen Fogh Rasmussen om ”et nyt Libyen, baseret på frihed, demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og forsoning”. De smukke ord havde intet med virkeligheden at gøre.

– Invasionen forvandlede Libyen til en kollapset stat, siger Khaled Kaim. Det var invasionen, som lagde grunden til den armod, folket nu lever i.

Han fortæller om plyndringer og ødelæggelse af infrastrukturer og om statslige institutioner, som ikke fungerer længere. Den gratis uddannelse og omsorg eksisterer ikke længere. El-afbrydelser og utilstrækkelig vandforsyning er hverdag. Og det såkaldte demokrati giver den tidligere minister ikke meget for.

– Der var en kun en lille minoritet af det libyske folk, som deltog i valget i 2012 og 2014. Invasionen har ført landet ud i opdeling og tyranni. Parlamentsmedlemmerne bliver siddende, selvom deres mandat er udløbet, og vi har to ikke-valgte regeringer.

Det er ikke i vores interesse at udenlandske magter skal etablere militær tilstedeværelse i Libyen af hensyn til deres strategiske interesser.

De seneste års stridigheder har medført store og dramatiske omvæltninger i landet. Ved årsskiftet var det lykkedes for general Haftars LNA styrker at erobre store dele af det vestlige Libyen og endda at vinde kontrol over visse dele af Tripolis forstæder.

Udenlandske aktører

Haftars succes fik Tyrkiet til at optrappe sin militære støtte til den trængte regering i Tripoli. Tusindvis af bevæbnede mænd fra syriske ekstremistiske grupper blev fløjet til Libyen og blev sat ind i kampen mod Haftar og LNA.

Desuden bliver også Haftar anklaget for at anvende lejesoldater, omend fra et privat russisk sikkerhedsfirma.

I begyndelsen af juni stod det klart, at den tyrkiske støtte havde givet resultater. Haftars styrker blev tvunget til at trække sig tilbage mod øst. Og pludselig var det Tripoli-regeringeni, som truede med at indtage Haftars vigtigste bastioner såsom havnebyen Sirte og de nærliggende oliekilder.

Så valgte Tyrkiets vigtigste modstander i regionen, Egypten, at markere sin utilfredshed. Den 20. juli godkendte det egyptiske parlament, at der blev sendt tropper til Libyen til støtte for general Haftar.

Noget som yderligere har øget spændingerne er, at Tyrkiet har indgået en aftale med Tripoli-regeringen om at bore efter olie og gas i et omstridt område i det østlige Middelhav. Det ophidser Grækenland og Cypern, hvis grænser går præcist ved de planlagte boringer.

Khaled Kaim påpeger flere gange, at han ikke tager stilling for nogen af Libyens to regeringer. Han er ligeså afvisende overfor både de regionale og de internationale aktørers militære indblanding.

– De vil føre deres krig og forfølge deres interesser i Libyen på bekostning af vores blod og lejesoldaternes blod. Libyen burde kæmpe for at skabe fred og stoppe blodsudgydelserne. Det er ikke i vores interesse, at udenlandske magter skal etablere militær tilstedeværelse i Libyen for deres strategiske interessers skyld.

Findes der en vej til fred?

Khaled Kaim retter en skarp kritik af FN i almindelighed og  FN's Libyenmission, UNSMIL. En bureaukratisk og uproduktiv organisation, som har begået mange fejl og blandet sig i libysk politik i stedet for at fungere som fredsmæglere, mener han. Løsningen er, at FN fokuserer på at formidle og mægle for fred. Og at forberede demokratiske parlaments- og præsidentvalg.

At der i 2011 fandtes en stor, opsparet misfornøjelse i Libyen med det daværende system og styret er åbenbart. Gennem sine år som minister var Khaled Kaim selv kritiker af både de politiske veje og af visse af sine kollegers manglende indsats mod korruption. Han fremførte først og fremmest kritikken internt, men også i en del interviews, efter at krigen var startet.

Khaled Kaim påpeger, at der samtidig var mange libyere, som stod bag Gaddafi og den grønne revolution.

Hvor er alle disse Gaddafi-tilhængere i dag? Findes der nogen bevægelse, som samler dem som en fælles, politisk kraft i Libyen?

– Gaddafi, lederen, blev dræbt af NATO, og ingen har påtaget sig rollen som hans efterfølger. De, som blev betragtet som loyale mod Gaddafi i 2011, kom fra forskellige dele af samfundet, de tilhørte ikke bare en bestemt klan eller politisk bevægelse. I dag findes der tidligere regeringsembedsmænd, som samarbejder med Tripoli regeringen, og du finder dem også i regeringen i øst.

– Jeg ser ingen politisk bevægelse, som kan sige, at den repræsenterer arven fra Gaddafi. Men støtten er ikke forsvundet, den findes stadig, afslutter Khaled Kaim. 

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen