Tirsdag og onsdag den 3. og 4. december afholder NATO topmøde i London. Topmødet kommer efter markeringen af militæralliancens 70-års jubilæum i april.
Desværre ser mange NATO som en garant for freden. Faktisk er den en garant for krig.
Lindsey German, fredsaktivist
Topmødet vil starte med en middag for regeringschefer og forsvarsministre fra NATO-landene på det royale Buckingham Palace i London den 3. december.
NATO mere slagkraftig
Dagen efter vil deltagerne mødes på Grove Hotel i Hertfordshire, hvor selve topmødet foregår, fremgår det af NATO's hjemmeside, nato.int.
Her vil de diskutere en række emner, blandt andet hvordan NATO skal forholde sig til resten af verden og retningen for militæralliancens udvikling i de kommende år, skriver det britiske dagblad The Guardian.
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg sagde i sidste uge, at det er vigtigt at diskutere, hvordan NATO bliver mere slagkraftig.
– Vi vil træffe beslutninger, der viser, at vi fortsat tilpasser og moderniserer alliancen, sagde han ifølge NATO's hjemmeside.
Desuden forventer NATO på topmødet i London at anerkende rummet som et nyt "operationelt domæne" på linje med "luft, land, hav og cyberaktiviteter".
>> LÆS OGSÅ: Danmark deltager i stor NATO-øvelse
NATO's udenrigsministre mødtes allerede den 20. november for at forberede topmødet i London. Udenrigsministrene drøftede en "mere retfærdig byrdefordeling mellem de allierede landes forsvarsbudgetter" samt NATO's forbindelser med Rusland, våbenkontrol og konsekvenserne af "Kinas fremmarch".
Flere våben
Om "byrdeforelingen" skriver The Guardian, at London-mødet vil handle om den kritik, USA's præsident Donald Trump retter mod andre lande, som ikke lever op til målet om at bruge to procent af deres BNP på militæret. Præsidenten mener, at Europa ikke gør nok for egen sikkerhed.
USA's præsident har op til topmødet sendt ministre og diplomater på rundtur – ikke mindst til de 13 ud af NATO's 28 medlemslande, som endnu ikke har fremlagt en samlet plan for at leve op til USA's krav, heriblandt Danmark.
Søndag opfordrede USA's ambassadør i Danmark Carla Sands, at Danmark for eksempel køber flere F-35-kampfly. Forsvarsminister Trine Bramsen siger ifølge flere medier, at hun vil arbejde for både at øge Danmarks engagement og militærbudget.
Også forholdet til Arktis vil blive diskuteret på topmødet, forudser the Guardian. Fyens Stiftstidende mener at vide, at forholdet mellem Danmark, Grønland og USA vil blive et varmt "sideemne" på topmødet, hvor den danske statsminister Mette Frederiksen muligvis vil få et uofficielt møde med Donald Trump.
Donald Trump har op til topmødet for eksempel antydet, at USA ikke vil efterleve artikel 5, den såkaldte musketered i NATO, og at han vil trække USA's soldater hjem fra deres baser i Tyskland.
Samtidigt har Trump krævet, at de europæiske NATO-lande og især Tyskland betaler næsten hele prisen for sanktionerne mod Rusland.
Stor USA-militærøvelse
USA's militærudgifter var i 2018 600 milliarder dollars.
Næste år gennemfører USA militærøvelsen Defender Europe 20 fra februar til august. Den foregår i flere europæiske lande, og 18 udvalgte lande, heriblandt Danmark, er inviteret til at deltage. Under øvelsen vil man overføre 20.000 soldater fra USA til 10 lande i Europa.
Det er den største militærøvelse i Europa i 25 år.
I USA's fodspor
Lindsey German fra den britiske fredsbevægelse Stop the War Coalition udtaler til det britiske dagblad Morning Star, at hun egentlig har ondt af briterne, der har "lagt ryg" til tre Trump-besøg på bare 18 måneder.
– Desværre ser mange NATO som en garant for freden. Faktisk er det en garant for krig, siger hun.
Hun vurderer, at topmødet vil diskutere NATO's "krise", som hun formulerer det. Frankrigs præsident Emmanuel Macron beskrev for nylig NATO som en “hjernedød” alliance. Det har oprørt mange af hans NATO-allierede, blandt andre Mette Frederiksen herhjemme.
Lindsey German vurderer, at Macron i stedet for NATO ønsker at styrke en fælles EU-hær.
Sydkorea vigtig partner
Også lande udenfor NATO er blevet inddraget i aktiviteterne op til topmødet.
Den 21. november underskrev NATO og Sydkorea i øvrigt et nyt partnerskabsprogram om "praktisk samarbejde" om cyberforsvar, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og sikkerhed. Sydkorea er ikke medlem af NATO, men har siden Koreakrigen i 1950'erne arbejdet tæt sammen med USA, der har militære baser i landet.
NATO har i dag 42 partnerskabslande i Europa, Asien, Mellemøsten og Nordafrika, der deltager i militæralliancens øvelser og bidrager til NATO's militære missioner.
Landene er forpligtet til at forsvare hinanden, hvis et eller flere NATO-lande bliver angrebet.
Protester
Netop Lindsey German er en af talerne den 3. december i London i en stor demonstration mod NATO. Den er arrangeret af Stop the War Coalition, der har indgået samarbejde med CND (Campaign for Nuclear Disarmament).
Protesten foregår under parolerne "Nej til Trump – Nej til NATO" og vil gå fra Trafalgar Square til Buckingham Palace.
– Det er vigtigt, at vi rejser vores røst mod verdens største atomvåbenmilitære alliance, der kontrolleres af en af de mest hensynsløse amerikanske præsidenter i historien, udtaler lederen af CND, Kate Hudson.
Ifølge demonstrationsarrangørerne er NATO "aggressiv og ekspansionistisk".
– NATO spiller en farlig global rolle. Den er stadig til stede i Afghanistan 18 år efter USA's invasion og ekspanderer yderligere i Østeuropa, Mellemøsten og Latinamerika, advarer Kate Hudson.
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278