Venezuelas fungerende præsident Nicolas Maduro står stærkt forud for valget om knap to uger.
54 procent af vælgerne svarer i en meningsmåling, at de mener Maduro er den bedste til at løse landets problemer. Kun 32 procent mener, at hans modkandidat Capriles Radonski er bedst.
Capriles kunne blive en rigtig god præsident.
Roberta Jacobson, viceudenrigsminister i USA
I meningsmålingen fra 18. marts svarer hele 64,7 procent af vælgerne, at de tror Maduro vinder præsidentvalget. Kun 22 procent tror, at oppositionens kandidat vinder, oplyser nyhedsbureauet Aporrea.org.
Nicolas Maduro går til valg på den samme politik, som Hugo Chávez blev genvalgt på den 7. oktober sidste år. Inden sin død havde Chávez da også anbefalet befolkningen at stemme på Maduro, hvis et valg skulle blive aktuelt.
Hans politik opsummeres i fem punkter:
- Øge fødevareproduktionen, industriealisere landet og mindske afhængigheden af olieeksport.
- Styrke folkemagten og mere kollektivt ejerskab til produktionsmidlerne.
- Venezuela som en drivkraft for et frit og forenet Latinamerika.
- Fremme en verden med flere magtcentre.
- Fokus på klima og miljø.
Desuden en videreførelse af de mange såkaldte missioner, som i dag er rammen om boliger til fattige, billigere fødevarer, uddannelse til alle, lægehjælp og mange andre initiativer, som har givet millioner af venezuelanere et bedre liv.
USA anbefaler Capriles
Oppositionens kandidat Capriles Radonski siger også, at han vil videreføre de fleste af disse 'missioner'. Han går imod al snak om socialisme, men siger, at han er inspireret af den politik, som Brasiliens tidligere præsident Lula førte.
Maduro og hans alliance, som samler det socialistiske parti, kommunisterne og en række andre progressive partier, minder om, at Capriles under sin tilforladelige overflade er en stærkt højreorienteret politiker med tætte bånd til USA, og at han spillede en central rolle under kuppet mod Chávez i 2002.
Den forbindelse har Washington bekræftet på mange måder. Helt åbenlyst, da USA's vicerudenrigsminister den 15. marts direkte anbefalede oppositionens kandidat:
- Capriles kunne blive en rigtig god præsident, sagde Roberta Jacobson, der viceudenrigsminister med ansvar for Latinamerika.
Jacobson har også udtrykt tvivl, om Venezuela er i stand til at gennemføre et demokratisk valg allerede den 14. april. Kritikken er blevet skarpt afvist af Tibisay Lucena, der er leder af Venezuelas valgråd (CNE):
- Vi tilbageviser på det skarpeste de naive udtalelser fra Mrs. Jacobson og hendes indblanding og disrespekt, siger Lucena.
Også fra USA's præsident bliver der udtrykt forhåbninger om en ny ledelse i Venezuela efter Chávez:
"Nu hvor Venezuela indleder et nyt kapitel i sin historie, ønsker USA at fremme en politik med demokratiske principper, en retsstat og respekt for menneskerettighederne", lød det fra Det Hvide Hus kort efter Hugo Chávez' død.
På vagt
Venezuelas regering er meget på vagt over for USA's forsøg på politisk undergravning og samarbejdet med højrekræfterne.
Samme dag, som Chávez døde udviste Venezuela to ansatte ved USA's ambassade i Caracas. De to havde holdt ulovlige møder med personer fra militæret, oplyser netportalen Venezuelanalysis.com.
Senest Venezuela protesteret til USA på grund af efterretninger om, at agenter planlægger et attentat mod oppositionens kandidat for at skabe uro.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278