De offentligt ansatte i Portugal er klar til at nedlægge arbejdet for at få rullet 40 timers ugen tilbage og få indført 35 timers arbejdsuge nu.
Regeringen har foreslået, at arbejdstidsnedsættelsen først sker til juli. Fagforeningerne kræver, at det sker nu.
Mandag i sidste uge mødtes den nytiltrådte socialdemokratiske regering med fagforeningerne for at afværge strejken, som er varslet til den 29. januar.
Løftet om at indføre 35 timers ugen i den offentlige sektor var et af socialistpartiets valgløfter, og regeringen har foreslået, at arbejdstidsnedsættelsen først sker til juli, mens regeringens støttepartier Venstreblokken, kommunisterne og de Grønne støtter fagforeningernes krav om, at det skal ske nu.
Arbejdstiden for de offentligt ansatte blev sat op til 40 timer om ugen i 2013 som en del af en aftale med EU og den såkaldte Trojka, som Portugal på det tidpunkt var underlagt. Regeringen er kommet til magten på løfte om at stoppe den nedskæringspolitik, som den tidligere højreregering har fortsat - også efter at aftalen med EU løb ud i 2014.
Selvom regeringen kun har siddet i knap syv uger, har den allerede gennemført en række af sine valgløfter.
Mindstelønnen er blevet hævet fra 505 euro om måneden til 530 euro, og der er lagt en plan for at hæve den gradvist til 600 euro i 2019. Den største faglige landsorganisation CGTP kritiserer dog regeringen for at have givet efter for arbejdsgivernes pres og lavet en studehandel, hvor arbejdsgiverne i takt med stigningen i mindstlønnen slipper billigere i sociale bidrag for de ansatte, som er på mindsteløn.
Også på en række andre områder har regeringen levet op til sine løfter skriver International Viewpoint.
Der forhandles om at rulle privatiseringen af flyselskabet TAP tilbage, mens privatiseringen af den kollektive transport i Porto og Lissabon er stoppet helt.
En ekstraskat, som den tidligere regering indførte, bliver helt fjernet for personer med indkomster under 801 euro og lettet for mellemindkomster.
Artiklen har været bragt på eufagligt.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278