Situation omkring Syrien har mange elementer, som det er vanskeligt at overskue. Men den har ét altoverskyggende tema: olie og naturgas.

Syrien er ikke nogen stor producent af olie og gas, men landet ligger som et næsten uomgængeligt transitland for olien.

Den, der kontrollerer olien fra Mellemøsten har et absolut trumfkort i den globale økonomiske og politiske magtkamp. USA, Europa og Japan kan ikke leve uden adgang til Mellemøstens olie. Og Kina kan ikke leve med, at Vesten få total kontrol med regionens olie og gas, for så risikerer Kina vestlig afpresning for at få den energi, som landet behøver.

 Syrien ligger som et næsten uomgængeligt transitland for olien.

Dagligt transporteres der 17 millioner tønder olie gennem Hormuz-strædet i Den Persiske Golf. Det stræde kan Iran lukke i tilfælde af en konflikt. 17 millioner tønder olie er omkring halvdelen af den olie, der handles på det internationale marked og en fjerdedel af den daglige olieproduktion i verden. Ingen udviklede industrilande kan tåle at miste så store forsyninger med energi - mindst af alle de kriseramte, kapitalistiske økonomier i Nordamerika, Europa og Japan.

Oliens anden udvej

Det betyder, at det opgør med regimet i Iran, som Vesten med henvisning til mistanker om et ulovligt atomvåbenprogram i mange år har forberedt, det kan først blive en realitet, den dag Vesten har sikkerhed for, at Mellemøstens olie kan hentes ud ad en anden vej. Her er Syrien afgørende.

Det er kun muligt at føre en olie- og gasrørledning ud til Middelhavet gennem enten Jordan og Israel eller gennem Syrien.

De olieproducerende arabiske regimer kan af politiske grund ikke gøre sig afhængige af Israel, som de fleste af landene ikke anerkender på grund af folkelig modstand mod den zionistiske stat. Så er der Syrien tilbage.

Men Assad-styret i Syrien er i dag allieret med Iran og Rusland. Det er et af meget få lande i regionen, der er kritisk over for Israel - blandt andet fordi Israel har besat og annekteret de syriske Golan-højder, der både er frugtbare og som rummer store vandressourcer.

Regimeskifte

Derfor har Vesten interesser et regimeskifte i Syrien - et nyt styre, der er lydigt over for Vestens ønsker, og som kan huse livsvigtige olie- og gasrørledninger til Middelhavet.

Man ønsker at bryde Syriens alliance med Rusland, der i dag har sin eneste flådebase ved Middelhavet i Syrien, og dermed inddæmme Ruslands magt i regionen.

Vesten ønsker også at bryde Syriens alliance med Iran. Det vil svække Iran og bringe en krig mod dette land tættere på, og det vil give Vesten en klemme på Kina, som i dag køber meget olie og naturgas i Iran.