Om få måneder patruljerer et helt nyt korps af eliteudddannede og svært bevæbnede politifolk i gaderne i Honduras’ byer.
Navnet på korpset er »Tigres« – »Tigerne«.
Enheden på 200 mand bliver toptrænet af hæren i det mellemamerikanske land og er delvist underlagt forsvarsministeriet.
Dét skaber frygt for, at Honduras er ved at få endnu en højreorienteret dødspatrulje.
– Dette indebærer en militarisering af politiet, en tendens, der har været stærkt stigende i vores land på grund af politistyrkens enorme svagheder, siger sociolog Mirna Flores til nyhedsbureauet IPS.
»Tigres« bliver også trænet af instruktører fra Chiles berygtede politikorps Carabineros, der har et blodigt ry fra dagene under diktator Augusto Pinochet.
Pengene til projektet er skaffet af den interamerikanske udviklingsbank IAD med hovedsæde i New York. IAD er tilknyttet den USA-ledede Organisation af Amerikanske Stater (OAS).
Honduras oplevede i juni 2009 et kup mod landets folkevalgte præsident Manuel Zelaya, udført af hæren i samarbejde med landets godsejere og storkapitalen..
En kupregering rullede Zelayas reformer tilbage og og slog hårdt ned på protester imod kuppet.
Tal fra menneskerettighedorganisationen COFADEH viser, at over 300 mennesker er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker siden kuppet.
Mindst 34 medlemmer af oppositionen er blevet myrdet af dødspatruljer eller er »forsvundet«.
Men formanden for landets parlament, Juan Orlando Hernández, beroliger.
– »Tigres« bliver en højt uddannet elitestyrke, der får hi-tech-udstyr til at bekæmpe almindelig kriminalitet. Det, vi ønsker, er en hurtig reaktionsstyrke til at tackle usikkerheden. »Tigres« vil angribe alt.
Oppositionsmedlem af parlamentet Yuri Sabas oplyser til IPS, at regeringen tidligere skabte en anden eliteenhed, kaldet Cobras, som endte i kriminalitet.
– Senest udviklede en berygtet politienhed – kaldet »Den røde Bil« – sig til en ren dødspatrulje med »social udrensning« af unge bandemedlemmer fra 2003 til 2005, siger han til IPS.
Den 29. november er der parlamentsvalg. Modstandsfronten mod kuppet (FNRP) stiller op med valgpartiet LIBRE.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278