Kinas hurtige økonomiske udvikling i de seneste år bliver ofte kaldt “mirakuløs”. Der tales hyppigt i akademiske debatter om “Beijing-konsensus” eller om “den kinesiske model”.

Men som vi har skrevet andetsteds, er “teoretiske problemer vedrørende selve eksistensen, indholdet af og fremtiden for den kinesiske model” begyndt at dukke op. Det centrale spørgsmål er altså, hvilken økonomisk teori og strategi der ligger bag dette “mirakel”.

Det offentlige ejerskabs centrale rolle skal sikres, sådan at den statslige sektor er dominerende i økonomien.

Kinas model er både blevet beskrevet som en form for nyliberalisme og som en ny slags keynesianisme. I modsætning til disse standpunkter vil vi hævde, at landets nylige store udvikling er skabt af teoretiske fremskridt indenfor den politiske økonomi, udviklet i Kina, mens de hovedproblemer, der har fulgt Kinas udvikling, afspejler skadelig indflydelse fra Vestens nyliberalisme.

Præsident Xi Jinping har understreget behovet for at opretholde og udvikle en marxistisk politisk økonomi for det 21. århundrede, tilpasset Kinas behov og ressourcer. Med udgangspunkt heri fremhævede udtalelsen fra Centralkomitéen i Kinas Kommunistiske Partis konference om Kinas økonomi i december 2015 vigtigheden af otte hovedprincipper for en “socialistisk samfundsøkonomi med kinesiske karakteristika”.

Disse principper og deres anvendelse diskuteres i det følgende sammen med nogle bemærkninger om forskellige udlægninger af dem blandt kinesiske intellektuelle. Vi håber dermed at klarlægge den officielle teoretiske model bag Kinas økonomiske “mirakel” med de ord og begreber, der anvendes i dagens Kina.

1. Bæredygtighed, anført af videnskab og teknologi

En af den marxistiske politiske økonomis grundforudsætninger er, at produktivkræfterne i sidste ende bestemmer produktionsforholdene, og at de to skaber en konstant dialektik, som præger samfundets overbygning af ideologi, love og politiske institutioner. Samtidig vil de produktionsforhold, der slår igennem på ét trin af udviklingen, til sidst blive til lænker for udviklingen af andre produktionsmåder. Inden for denne proces er produktivkræfterne de mest revolutionære og aktive, mens menneskene, der hele tiden udvikler mere avancerede teknologier og organisatoriske metoder, er produktionens drivkraft.

Vi bør lære af fortidens fejlslagne reformer af den statslige sektor, som tillod en snæver elite at samle enorme formuer gennem misbrug af midler.

I dag inddrager udviklingen af produktiviteten tre essentielt væsentlige elementer: arbejdskraft, værktøjer/arbejdsmaskineri og materialer såvel som tre interaktive elementer: videnskab/teknologi, ledelse og uddannelse. Blandt disse elementer er det ofte videnskab og teknologi, der driver de afgørende forandringer, som går forrest i produktivkræfternes udvikling.

Princippet om bæredygtighed, anført af videnskab og teknologi, er afgørende for studiet af Kinas økonomiske politik. Dette princip understreger, at socialismen i sine første stadier har som sin vigtigste mission at frigøre og udvikle produktivkræfterne. Som økonomisk model har socialismen brug for et vist niveau af materiel og teknologisk udvikling i sin basis. Dette princip understreger, at befolkningstilvækst, udnyttelse og allokering af ressourcer og miljøet gensidigt skal støtte og understøtte hinanden.

I praksis betyder det ifølge Kinas officielle rammebeslutninger, at der opbygges et “tre-types samfund”: Et “kvalitetsforbedret samfund” der opnås gennem at kontrollere og mindske befolkninger, et “effektivitetsforbedret samfund” opnået gennem bevarelse af ressourcer og et “miljømæssigt beskyttet og fremdrevet samfund”. I alle disse samfundstyper er der brug for konstant innovation som bevægelseskraft.

I dag er det særligt vigtigt at lægge vægt på bæredygtig innovation. Det “flaskehalsproblem”, der begrænser Kinas økonomiske og sociale udvikling, er manglende drivkræfter for innovation og mangel på nye kræfter. Fra 1998 til 2003 var Kinas højteknologiske produktion ikke alene stærkt afhængig af importerede materialer, den var også stort set styret af udenlandske virksomheder og investorer. For eksempel udgjorde virksomheder, der var afhængige af udenlandske investeringer, i 2003 cirka 90 procent af landets eksport af computere, komponenter og tilbehør og 75 procent af eksporten af elektronik- og telekommunikationsudstyr. Siden da har den kinesiske regering været mere opmærksom på innovationspolitikken.

De kinesiske virksomheder og økonomien generelt kan kun udnytte de kommercielle fordele ved mærkevarer og de tekniske forspring på visse felter og møde de internationale tekniske standarder for eksport, hvis ophavsrettigheder beskyttes på alle niveauer.

Som forholdene er i nutidens “nye normal” for det økonomiske klima, kan vi kun imødegå forskellige risici, løse vanskelighederne med overskudskapacitet, opnå en strukturel forbedring af økonomien og holde trit med verdens videnskabelige og teknologiske fremskridt, hvis vi magter innovationen, den primære drivkraft for udvikling. Kun hvis vi gør innovation til hovedopgaven, når udvikling skal fremmes, og bruger den til at forandre eksisterende kræfter, skabe nye kræfter, revitalisere gamle og skabe betingelser for at der konstant opstår nye, kun i det tilfælde kan vi indbygge stærke drivkræfter i en bæredygtig udvikling af økonomi og samfund.

Vi bør forlade de gamle tanker, som hyppigt dukker op i den kinesiske økonomiske diskurs, som for eksempel: “Det er ikke så godt at producere som at købe – og det er endnu bedre at leje”, “vi bruger markedet til at skaffe os teknologi” og så videre. I stedet skal vi tage fat på udfordringen med original innovation, integreret innovation og reinnovation, ligesom vi må tage fat på, hvordan man indfører og opsuger innovation i økonomien. Der bør etableres et tredelt system, som kombinerer stat, marked og teknologi, således at økonomisk “spontanitet” bliver gjort til “atomisering”.

I denne proces er vi nødt til helt at forstå den “bestemmende indflydelse”, som videnskab og teknologi har, og vi bør – på strategisk niveau – anerkende vigtigheden af, at videnskab og teknologi styrer ressourcefordelingen.

2. Produktionen målrettes til at forbedre folkets levevilkår

Et af den politiske økonomis principper er teorien om selve produktionens formål.

Under kapitalismen er det umiddelbare og det endelige formål med produktionen at akkumulere så megen privat merværdi eller privat profit som muligt, og produktionen af brugsværdier er indrettet på at skabe privat merværdi eller privat profit. Dette er en basal forskel på kapitalismen og socialismen. Under kapitalismen, der drives for de fås profit, sker akkumulationen på verdensplan, mens flertallet af verdens menneskemasser styrtes ud i fattigdom.

I modsætning til denne model er både det direkte og det endelige formål med produktionen under socialismen at opfylde hele folkets materielle og kulturelle behov. Produktionen af nye værdier og fælles merværdi tager sigte på at skabe brugsværdier som afspejler, at dens målsætninger er “for folket” og handler om folkets levevilkår.

Den særlige kinesiske socialismes politiske økonomi bør følge princippet om at organisere produktionen, så man øger levestandarden og opfylder folkets behov. Dette princip betoner, at hovedmodsigelsen i socialismens tidligste stadie er den mellem folkets stigende materielle og kulturelle behov og produktionsapparatets tilbageståenhed. Dette misforhold kan kun afhjælpes gennem en hurtig og stabil udvikling af produktionskapaciteten: Dette er socialismens hovedopgave i dens første faser.

Denne udvikling må være koncentreret om folket med kollektiv velstand som overordnet målsætning. Vores mål må være et samfund, hvor alle bidrager til opfyldelsen af menneskelige behov efter evne, og hvor alle har adgang til de materielle, sociale og åndelige ressourcer, de har brug for for at nå den fulde udvikling af deres menneskelige potentiale – naturligvis i samklang med det, der er nødvendigt for at sikre økologisk bæredygtighed.

At sige, at “forbedring af folkets levevilkår er det samme som udvikling”, er en måde at udtrykke målet med socialistisk produktion og økonomisk udvikling. Vi bør fortsætte med at gøre den økonomiske udvikling til vores hovedopgave og insistere på den strategiske idé om at tillægge den økonomiske udvikling størst vigtighed. Vi bør efterstræbe innovation som en forudsætning for denne forandring og derigennem fremme Kinas udvikling og føre den til højere niveauer.

Men alfa og omega i at udvikle produktionen og økonomien er at forbedre folks levevilkår, og vi bør derfor sætte os det mål at bygge et samfund, der er velstående hele vejen rundt. Enhver plan for at forbedre folks levevilkår bør stræbe efter at opfylde syv kriterier: Formue- og indkomstfordeling, afskaffelse af fattigdom, beskæftigelse, boliger, uddannelse, sundhed og social sikkerhed. Under “den nye normals” forhold med langsommere vækst og mindre handel på hjemmemarkedet må disse kriterier opfyldes gennem samordning af den økonomiske og den sociale udvikling.

Det er en uendelig opgave at forbedre folkets levevilkår, og der dukker hele tiden nye udfordringer op. Vi bør opstille mere målrettede og direkte mål for arbejdet og hjælpe det arbejdende folk til som en helhed at løse sine vanskeligheder og fremme deres velbefindende via lovgivning og civilsamfund. Vi bør vurdere vores handlingers indflydelse på levestandarden realistisk og sikre, at den offentlige sektor udgør et troværdigt “sikkerhedsnet”.

3. Offentligt ejerskab skal være dominerende

Den grundlæggende spænding mellem en stadigt mere samfundsmæssig produktion og et privatkapitalistisk ejerskab afføder andre modsigelser og kriser. Disse omfatter konflikten mellem private virksomheders styring og planlægning og markedets kaos, misforholdet mellem produktionens uendelige ekspansion og den relative mangel på real efterspørgsel samt periodiske bobler, børspanikker og recessioner.

Den ulige fordeling af indkomster og formuer er i dag den største hindring for den kollektive velstand.

De klassemodsætninger, som disse modsigelser afføder, har historisk set inspireret massebevægelser til at udskifte den private ejendomsret til produktionsmidlerne med samfundseje.

Moderne kinesisk politisk økonomi holder fast i et ejendomsretsprincip, hvor offentligt ejerskab er dominerende. I forbindelse med den relativt lave produktivitetsvækst under socialismens tidlige stadier har økonomisk udvikling krævet, at det dominerende offentlige ejerskab udvikler sig sideløbende med et forskelligartet privat ejerskab: “Indenlandske og udenlandske private virksomheder udvikles under forudsætning af den offentlige økonomis kvantitative og kvalitative forrang”. Dette princip understreger behovet for konstant at styrke og udvikle den offentlige økonomi, imens man også opmuntrer udviklingen af private sektorer i økonomien og sikrer, at alle former for ejerskab udligner hinandens svagheder gennem fælles fremstød og koordineret udvikling.

Ikke desto mindre skal det offentlige ejerskabs centrale rolle sikres, sådan at den statslige sektor er dominerende i økonomien. Dette er den institutionaliserede garanti for alle de kinesiske folk – at de vil få del i udviklingens frugter – så vel som en vigtig garanti for at styrke partiets ledende rolle og for at fastholde det kinesiske socialistiske system.

Princippet understreger en grundlæggende forskel på den socialistiske økonomi og det moderne kapitalistiske økonomiske system, hvor privat ejerskab dominerer. Hvis vi håndterer det ordentligt, kan offentligt ejerskab ikke kun have en organisk integration med markedsøkonomien, men også opnå større retfærdighed og effektivitet end privat ejerskab. Samtidig bør vi også kunne se klart, at verden i øjeblikket stadig er opdelt i nationalstater, og at statsligt ejerskab stadig er en passende form for socialistisk ejerskab.

I denne tid bør vi lade os styre af den idé, at den statslige sektor udgør den socialistiske økonomis fundament, og at målet med reformer med blandet ejerskab ikke er at undergrave de statsejede virksomheder, men at styrke dem. Vi bør lære af fortidens fejlslagne reformer af den statslige sektor, som tillod en snæver elite at samle enorme formuer gennem misbrug af midler.

Vi er nødt til at fokusere på at udvikle tovejs-blandet ejerskab, hvor staten ejer kapital-holdingselskaber. De kinesiske landsbyers kollektive og kooperative model har brug for yderligere investeringer. Der må indføres nye politikker, som kan øge den offentlige økonomis vitalitet, konkurrenceevne og risikovillighed. Staten bør styre og regulere private virksomheder både her og i udlandet og ikke kun støtte dem for at høste deres goder og minimere deres negative effekter. Kina bør opmuntre og lede de private virksomheder til at implementere reformer, så arbejderne kan købe aktier til gavn for både arbejde og kapital, og så vi opnår kollektiv velstand.

4. Arbejdskraften har førsteret i indkomstfordelingen

I enhver kapitalistisk økonomi bliver lønarbejderne kun betalt for brugen af deres arbejdskraft, ikke for værdien af de varer, de producerer. Under disse forhold afspejler den løn, en arbejder får, hans/hendes stilling og præstation. Selv om faglig organisering i nogle sektorer af den kapitalistiske økonomi kan begrænse udbytningsraten og give det indtryk, at goderne fordeles ligeligt, så er den overordnede magt stadig placeret hos arbejdsgiverne og den private ejendom.

Fordelingen af goder i den socialistiske kinesiske økonomi bør være styret af arbejdskraftens behov, ikke kapitalens. Vi bør kæmpe mod udbytning og polarisering. Indkomstgabet skal overvindes, og en øget indkomst for alle borgere bør følges med økonomisk vækst og større arbejdsproduktivitet. Det er afgørende at etablere en sund, videnskabeligt funderet mekanisme til både at fastsætte lønniveauet og hyppigt at øge det.

Vi bør føre den idé ud i livet, at folket kun kan bibringes forståelse for det fælles gode i det økonomiske udviklingsprojekt, hvis der skabes effektive institutioner, som sikrer, at frugterne af Kinas vækst fordeles ligeligt. Vi er nødt til at styrke udviklingens momentum og fremme folkets enhed, idet vi stille og roligt nærmer os en kollektiv velstand. Samfundets produktion kan kun ske sundt og stabilt, og det socialistiske systems overlegenhed kan kun realiseres, hvis ressourcefordelingen har fokus på kollektiv velstand.

Vi holder fast i, at udviklingen skal deles, primært på grund af problemerne om folks levevilkår og den kollektive velstand – og af disse problemer er fordelingsproblemet det største. Faktisk er den ulige fordeling af indkomster og formuer i dag den største hindring for den kollektive velstand. Vi har set et stort fald i arbejdslønnens andel af bruttonationalproduktet – fra omkring 53 procent i 1990 til 42 procent i 2007. Den voksende “reservearme” på arbejdsmarkedet, adskillelsen af arbejdsmarkedet og enorme privatiseringer af statsejede virksomheder har svækket arbejderklassens magt og solidaritet væsentligt.

I dagens Kina er ulighederne både store og voksende i forhold til ejendom og indkomst. Den nationale gini-koefficient er højere end USA's. Den rigeste én procent af de kinesiske familier kontrollerer en tredjedel af alle kinesiske husstandes formuer, samme andel som i USA. Vi bør bemærke, at den primære målestok for polariseringen mellem rige og fattige ikke er lønindkomster, men formue, det vil sige familiernes nettoaktiver.

I de sidste ti år har officielle dokumenter understreget vigtigheden af at “komme over indkomstgabene”, men det har vist sig at være kontroversielt. Nogle artikler roser endda i almindelighed de rige for at være lokomotiver for den økonomiske vækst og sociale rollemodeller, som derfor fortjener en uforholdsmæssig stor andel af samfundets rigdom. Denne populære, men ødelæggende idé fastholder, at det nuværende gab mellem rige og fattige er en fortærsket sag, som ikke har noget at gøre med udviklingen af ikke-offentlig økonomi i stor skala, og at det reelle problem nu er den såkaldte mellemindkomstfælde.

I virkeligheden er det de nyliberale, der har opfundet “mellemindkomstfælden” og trukket de latinamerikanske lande ind i den. De har også bidraget til at kaste højindkomstøkonomier som USA, Japan og EU ud i en finansiel krise og efterladt lavindkomstlande som i Afrika syd for Sahara nedsunket i langsom udvikling i lang tid. Økonomen Mylene Gaulard skriver:

“Kinas økonomiske vækst er stilnet af siden 2002. Mange undersøgelser om “mellemindkomstfælden” kikker nu nøje på, om Kina vil kunne slutte sig til gruppen af lande med et højt BNP per indbygger. Størstedelen af forskningen tilskriver “fælden”, at lønudgifterne stiger – helt præcis lønomkostningerne per produceret enhed, hvilket svækker den internationale konkurrenceevne. Men da stigningen i lønudgifter ikke synes at være så risikabel som faldende kapitaleffektivitet, bør vi snarere vende os til den marxistiske analyse for at få en bedre forståelse af dette spørgsmål.”

Kina bør følge Deng Xiaopings anvisninger, som han gav sidst i 1900-tallet for at løse problemerne med afstanden mellem rige og fattige og for at opnå kollektiv velstand ved at udvikle en mekanisme for indkomst- og formuefordeling, baseret på arbejdskraftens førsteret.

5. Markedsmekanisme styret af staten

Det kapitalistiske markeds anarkiske karakter og den enkelte kapitalists behov for innovation for at mindske lønudgifterne fører til periodiske overproduktionskriser, som rammer arbejderne hårdest. Sådanne kriser kan være korte eller langvarige afhængigt af, hvor mange “ikke-markedsmæssige” faktorer der indgår, især monopoliseringsgraden. I en kapitalistisk markedsøkonomi hviler dette forhold mest på spontane tilpasninger, og statens regulerende rolle er relativt begrænset.

Den rigeste én procent af de kinesiske familier kontrollerer en tredjedel af alle kinesiske husstandes formuer, samme andel som i USA.

I modsætning hertil styres markedet af staten i den kinesiske socialistiske økonomi, ikke omvendt. Marta Harnecker mente, at der ikke kan findes nogen socialisme uden kollektiv planlægning, ikke kun fordi den kapitalistiske produktions anarki må afskaffes, men også fordi samfundet kun kan fordele arbejdets frugter rigtigt gennem massernes inddragelse. De medvirkende i den kollektive planlægning skifter i tråd med de forskellige niveauer af samfundseje. Dette “statsstyrede markedsprincip” understreger, at et socialistisk samfund godt kan udvikle en markedsøkonomi på en planmæssig og velafstemt måde, og at markedets fundamentale rolle i ressourceallokeringen skal udøves under statens tilsyn.

Når vi giver markedet en bestemmende rolle i allokeringen, samtidig med at statens rolle skal styrkes, må vi bruge alle muligheder for at modvirke uperfekte markedsmekanismer, statslig overregulering og svigtende offentligt tilsyn. For at gøre det skal vi fremme markedsorienterede reformer, som væsentligt mindsker statens direkte allokering af ressourcer og lade markedsmekanismen allokere gennem priser og konkurrence, så vi får den største effektivitet.

Statens opgaver er hovedsageligt at opretholde en stabil makroøkonomisk politik, styrke den offentlige infrastruktur, sikre fair konkurrence, styrke tilsynet med markedet, fremme kollektiv velstand og rette eller kompensere for markedsfejl.

Vi bør fortsat stræbe mod at forene det grundlæggende socialistiske system med markedsøkonomien. På den måde kan vi få fuldt udbytte af begge aspekter. Det skal siges, at markedets selvregulerende love spiller en afgørende rolle i den generelle allokering i Kinas økonomi, men de fungerer ikke desto mindre anderledes end på kapitalistiske markeder.

I en kapitalistisk økonomi bestemmer markedsøkonomien allokeringen af ressourcer. Men under en socialistisk økonomi bruger staten priskontrol, subsidier, rationering og andre politikker til at sikre, at ressourcerne fordeles passende og efter planen. Derfor skal markedets bestemmende rolle integreres bedre i statens planer. Vi bør udnytte markedets fordele, samtidig med at vi retter mangler i både statens og markedets egne reguleringsmekanismer i en to-sporet tilgang. Naturligvis kan statens regulering være stærkere og nå længere indenfor områder som lovgivning, finanspolitik, administration og etik, end den kunne i en kapitalistisk markedsøkonomi, fordi den indenfor den kinesiske socialistiske markedsøkonomi bygger på det statslige ejerskabs førsteret.

Den kinesiske økonomis enestående præstationer i de seneste årtier er et overbevisende bevis for statens bedre muligheder for at styre udviklingen.

Vi bør fastholde, at der er objektivitet i statens programlægning, planlægning og regulering, og afvise påstande om, at begreber som “statsreguleringslove”, “planlove” og så videre ikke gælder, alene fordi de muligvis kan rumme menneskelige fejl. For hvis man antager det argument, så må man også vedgå, at markedets aktiviteter også rummer en menneskelig faktor – derfor er markedsrelaterede begreber som “markedets selvregulering”, “værdiloven” med mere lige så ugyldige.

I sidste ende er markedet styret af menneskelig adfærd. Menneskers handlinger i markedet styrer virksomhederne, varens art, prisen og konkurrenceforhold. Dermed er altså både markedets love og statens reguleringer i både form og indhold baseret på menneskers handlinger. God og effektiv mikro- og makroøkonomi fordrer, at alle arbejdere i virksomhederne og staten stræber efter, at deres individuelle bidrag passer ind i de objektive økonomiske aktiviteter, som mennesker deltager i.

6. Hurtig udvikling med højt output

Den optimale økonomiske vækstrate bør tilstræbe at maksimere det økonomiske output. En relativt lav vækstrate med utilstrækkelig ressourceanvendelse hæmmer den fulde beskæftigelse, akkumulering af velstand og offentlig velfærd. Men en højere vækstrate med ekstensiv snarere end intensiv ressourceanvendelse er lige så ødelæggende for den økologiske bæredygtighed og en retfærdig fordeling af goderne.

Efter tredive års næsten uafbrudt vækst er Kina gået ind i en ny fase, som vi kalder “den nye normal”.

Den optimale vækstrate bør tilstræbe at maksimere det økonomiske output. For enhver målestok, der er baseret på bruttonationalproduktet, er det dog nødvendigt med en dialektisk analyse. Hvis man alene ser på bruttonationalproduktet, er målet utilstrækkeligt: Vi må ikke kun fokusere på vækst for vækstens egen skyld, men også på, hvilken slags vækst vi fremmer, i hvilke områder og med hvilke omkostninger.

Den kinesiske økonomi bør prioritere output over udviklingstempo. Fra 1980’erne til 1990’erne var økonomisk vækst regeringens topprioritet, og bruttonationalproduktet blev firedoblet i den periode. I 2020 forventes bruttonationalproduktet og bruttonationalproduktet per indbygger at være fordoblede siden 2010.

Fra 2013 – efter tredive års næsten uafbrudt vækst – er Kina gået ind i en ny fase, som vi kalder “den nye normal”. Væksttempoet er langsommere, og Kinas økonomi forandres fra en ekstensiv højvækst-model til en høj-output-model. For at opnå stabil økonomisk vækst bør vi lægge vægt på strukturreformer på økonomiens udbudsside. Hovedårsagerne til det stigende nedadgående pres på den kinesiske økonomi er, at vi har undladt at reformere de strukturer, som er nødvendige for lange perioder med ekstensiv vækst, og som forudsætter råvarer, ressourceforbrug og et lavt innovationsniveau.

Ændringer i den økonomiske situation både hjemme og i udlandet kræver en hurtig opgradering af den kinesiske økonomi fra hurtig udvikling til høj-kvalitets-udvikling. Det kinesiske arbejdsmarked bør forandres hen imod en højere grad af arbejdsdeling med en mere fleksibel struktur.

7. Balanceret udvikling med strukturel koordinering

Et af principperne for Kinas økonomiske udvikling er loven om proportional fordeling af det samfundsmæssige arbejde (“proportionalitetsloven”), som styrer den modgående bevægelse mellem samfundets produktion og efterspørgsel og behovet for at koordinere udviklingen for hele den nationale økonomi. Loven forudsætter, at det samlede samfundsmæssige arbejde fra mennesker, værktøj og materialer skal fordeles proportionalt efter efterspørgslen, således at der opretholdes en strukturel ligevægt mellem økonomiens forskellige brancher og sektorer.

Output og efterspørgsel opretholder en dynamisk ligevægt i den samfundsmæssige reproduktionsproces ved at maksimere produktionen og minimere forbruget af arbejdskraft. Økonomiens generelle strukturelle koordination afspejles i en stigende rationalisering og forfinelse af den industrielle infrastruktur, udenrigshandelen, virksomhedsledelse, teknologisk innovation med mere.

Dette princip om koordineret strukturel ligevægt er afgørende for nutidens kinesiske samfundsøkonomi. Det er en del af Kinas overordnede målsætning om at styrke udviklingen af Kinas industri fra lav-til-middel niveau til et middel-til-højt niveau. I sammenhæng med den tiltagende modernisering bør ligevægten opretholdes inden for og imellem den primære, sekundære og tertiære sektor.

De økonomiske strukturer i provinser, byer og regioner bør være mangfoldige, og udenrigshandelen bør inddrage både flere nye og højteknologiske produkter og kinesiske mærkevarer. Store kinesiske virksomheder og koncerner bør beholde den største markedsandel i sameksistens med mindre firmaer og med udenlandske firmaer. Hvad angår højteknologiske produkter, bør andelen af kinesisk ejede kerneteknologier, patenter, varemærker med mere øges. Udbud og efterspørgsel bør opretholde en dynamisk ligevægt på markedet, hvor udbuddet holdes lidt højere end efterspørgslen. Den økonomiske udvikling skal tjene realøkonomien, og den virtuelle økonomi bør ikke overudvikles. Industrialisering, informatisering, urbanisering og landbrugets modernisering bør ske koordineret.

Indtil videre må vi tilpasse vores teorier, retningslinjer og politikker til den økonomiske “nye normal”. Vi skal fokusere på strukturreformer, der styrker udbudssiden, mens vi også moderat forøger den samlede efterspørgsel og reformerer hovedsektorer i økonomien med særligt sigte på at mindske overflødig strukturel kapacitet.

Vi bør nedskalere kapaciteten og beholdningerne, konsolidere virksomhedernes balance og fremme innovation for at mindske omkostninger og styrke de svage led. Der skal også ske forbedringer i forsyningskædernes kvalitet og effektivitet og i investeringernes effektivitet. Det er endvidere vigtigt at øge tempoet i udviklingen af økologisk sunde energikilder og at øge momentum i den bæredygtige vækst.

Vi bør skille os af med den udbredte misforståelse, at hvis vi blot fjerner det økonomiske overskud, der skabes af administrativ indblanding, så vil markedsgørelsen skabe en for stor produktionskapacitet og et produktionsoverskud, der automatisk udligner sig selv uden statens indgreb. Denne nyliberale fejltagelse og dens konsekvenser er ikke kun hovedårsagen til den store strukturelle overkapacitet i Kinas økonomi – den strider også imod ånden i den kinesiske socialisme.

8. Økonomisk selvstændighed og åbenhed

Et sidste princip er at åbne økonomien for handel og investeringer. Ifølge dette princip er en åbning godt for økonomien både ude og hjemme, den støtter optimering af ressourceallokeringen og et bedre samspil mellem industri og teknologi.

Vores mål må være et samfund, hvor alle bidrager til opfyldelsen af menneskelige behov efter evne, og hvor alle har adgang til de materielle, sociale og åndelige ressourcer, de har brug for – naturligvis i samklang med det, der er nødvendigt for at sikre økologisk bæredygtighed.

Åbningen af økonomien bør i sin udstrækning og dybde blive implementeret fleksibelt, og så den kan tilpasses de komplekse og skiftende forhold i den nationale og globale økonomi. I betragtning af de risici og usikkerheder, der er indbygget i de ulige forhold (mellem lande og andet), bør udviklingslande være særligt omhyggelige med deres strategier og taktikker for at åbne økonomien.

En socialistisk samfundsøkonomi med Kinas træk bør derfor fokusere på princippet om økonomisk selvstændighed. Kina bør insistere på statens politik om en to-vejs åbning, som integrerer indenrigs- og udenrigspolitikken, og udvikle en åben økonomi på et højere niveau ved at drage fordel af både hjemme- og eksportmarkederne.

Det betyder, at handelspolitikken skal skræddersyes til at finde og udnytte gensidigt fordelagtige handler, samtidig med at Kinas udvikling sikres, og den nationale sikkerhed aktivt beskyttes mod risici. Det kræver en politik, som lægger lige stor vægt på udenlandske input og output i økonomien, såvel som “fordele ved at komme sent ind” og “fordele ved at være pionerer”. Vi bør opbygge internationale virksomheder, baseret på de “tre kontroller”: Den kinesiske side kontrollerer aktierne, kerneteknologierne og de tekniske standarder samt varemærker. Samtidig er det vigtigt ikke at falde i de traditionelle “fælder om komparative fordele”, men i stedet handle efter teorien og strategien om selvstændige fordele gennem intellektuelle rettigheder.

I den nærmeste fremtid bør vi fokusere på at åbne forskellige regioner for udlandshandel og i den forbindelse udnytte deres særlige områder og undgå, at regionerne nyttesløst konkurrerer med hinanden om den samme handel – særligt, når den tydeligvis passer bedre til nogle regioner end til andre. Kina bør få det bedste ud af sin import og eksport; undgå at importere produkter, der lige så godt kunne produceres indenlands, og at eksportere produkter, der er utilfredsstillet efterspørgsel efter herhjemme.

Det vil også være vigtigt at øge den internationale fordeling og få mest muligt ud af udlandets ekspertise og teknologi i forbindelse med vores udvikling af international produktionskapacitet og fremstilling. Der er behov for at forhandle om frihandelszoner og investeringsinfrastruktur. Kina er i det hele taget nødt til at spille en stærkere rolle i den globale økonomiske styring.

En yderligere udfordring består i at få kinesiske investeringer i udlandet til at give et optimalt udbytte. Dette gælder lige så meget for Kinas valutareserver. I denne henseende er det vigtigt at lære så hurtigt som muligt af de udviklede landes erfaringer, for eksempel fra Japans, Sydkoreas og USA’s samhandel med andre lande.

Man skal undgå problemet med at “halshugge” fusioner, når vækstvirksomheder og udenlandsk industri prøver at komme ind på det kinesiske marked. Kina må forpligte sig til at forblive åbent overfor udlandshandel for at kunne udvide og uddybe kvaliteten af og væksten i landets økonomiske output.

”One Belt, One Road”-initiative er en nøglekomponent i denne strategi. Dette enorme investeringsprojekt må gå hånd i hånd med at udvikle en ny global finansiel arkitektur, sådan som den fremtræder i institutioner som den asiatiske infrastrukturbank og Silkevejs-fonden. Disse institutioner er banebrydende resultater indenfor det overordnede projekt med at styrke og fastholde Kinas økonomiske succes.

Artiklen er oversat af Arbejderen fra Monthly Review, januar 2017, hvor den kan læses med alle noter og fodnoter. Den har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2020.