Den 44-årige palæstinensiske mand Samir Arbeed er indlagt på et hospital i Jerusalem efter at have været afhørt og tortureret af personer fra Israels interne efterretningstjeneste, Shin Bet.
Jeg opfordrer alle inter-nationale menneske-rettighedsorganisationer til hurtigt at gribe ind og redde min mands liv.
Noura Miselmani
Det siger hans advokater, efter at de fik lov til at besøge Samir Arbeed søndag aften klokken 22.30. Her fandt de palæstinenseren bevidstløs med brækkede ribben, blå mærker på hele kroppen og livstruende nyresvigt.
Tævede offeret
Hans hustru, Noura Miselmani, er forfærdet.
– Han var ved godt helbred, før han blev arresteret. Min mand led ikke af nogen sygdom, og hans helbred er forværret på grund af den tortur, han gennemgik, siger hun til nyhedsportalen middleeatseye.net, der kan fremvise et foto af Samir Arbeed.
Noura Miselmani tilføjede, at israelske specialstyrker slog hendes mand, da de arresterede ham foran hans arbejdsplads i byen al-Bireh i sidste uge.
>> LÆS OGSÅ: Israel truer med at smide leder af boykot-bevægelse ud
Under retssagen viste Samir Arbeed sine blå mærker på kroppen og fortalte dommeren, at han "lider" og ikke er i stand til at spise på grund af de tæsk, han fik under anholdelsen.
Alligevel besluttede den israelske dommer at give Shin Bet tilladelse til at "anvende ekstraordinære midler" under afhøringen af fangen, skriver det israelske dagblad Haaretz.
Shin Bet: Han fik det dårligt
Ifølge anklagerne fra Shin Bet var Samir Arbeed hovedarkitekten bag et påstået angreb mod en israelsk bosættelse på Vestbredden. Han skulle være medlem af en "terrorcelle" i PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), der planlagde angrebet på bosættelsen Dolev, hvor en person omkom.
Ifølge Shin Bet "fik lederen af terrorcellen" det dårligt under afhøringen. Han blev siden overført til hospitalet.
>> LÆS OGSÅ: Bosættere stormer muslimsk helligdom
I dag svæver han mellem liv og død, siger palæstinenserens advokater.
Overtræder torturkonvention
Sahar Francis, leder af Addameer, den palæstinensiske ngo for politiske fanger, udtaler, at tortur af tilbageholdte er ulovligt, og at enhver tilståelse, der er fremkommet under sådanne omstændigheder, er upålidelig og ikke bør tages i betragtning.

Sahar Francis.
– Hvad Samir gennemgik er en krigsforbrydelse i henhold til Rom-statutten, især da fangen som følge af torturen kom i kritisk tilstand inden for 48 timer, siger hun til middleeasteye.net.
Rom-statutten er det juridiske fundament for Den Internationale Straffedomstol.
>> LÆS OGSÅ: Sahar Francis: Dette er apartheid sat i system
Sahar Francis forklarer, at tortur under militærets afhøringer af palæstinensiske fanger er "ekstremt hyppig".
Hun kritiserer, at flere afgørelser fra den israelske højesteret tillader Shin Bet at anvende tortur som et middel til at fremtvinge tilståelser.
Amnesty følger sagen
Noura Miselmani bønfalder det internationale samfund om at gribe ind.
– Jeg opfordrer alle internationale menneskerettighedsorganisationer til hurtigt at gribe ind og redde min mand og hjælpe med at sikre hans øjeblikkelige løsladelse, siger Noura Miselmani.
>> LÆS OGSÅ: De beskytter Palæstinas børn
Arbejderen har spurgt menneskerettighedsorganisationen Amnesty International Danmark, hvad den agter at gøre. Her henviser pressechef Malene Haakansson til en aktuel udtalelse fra Saleh Higazi fra ngo'ens kontor i Mellemøsten og Nordafrika.
– Det er fuldstændig skandaløst, at brugen af tortur under forhør fortsat bliver sanktioneret af de israelske myndigheder – lige fra Shin Bet, fra domstolene og helt op til højesteret, siger han.
I 1999 besluttede Israels højesteret, at selv om tortur og anden mishandling generelt er forbudt, fik Shin Bet lov til at anvende såkaldt “fysiske forhørsmetoder”. Men kun i sager, der blev kaldt “tikkende tidsbomber”. Ovenikøbet bliver Shin Bet fritaget for straf eller efterforskning, skriver Amnesty International.
– I henhold til internationale traktater, som Israel er forpligtet til at overholde, kan brugen af tortur under ingen omstændigheder være berettiget. Denne sag afslører, at Israels påstande om, at dets retsvæsen opretholder menneskerettighederne, er rent humbug, slutter Saleh Higazi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278