Samtidig med at regeringen herhjemme lægger op til endnu flere private toge, blæser vindene den stik modsatte retning i Storbritannien.

I Danmark bør I spørge jer selv, om I ønsker at togdrift skal være et middel til privat profit eller en offentlig service.
Ian Taylor, trafikforsker

I dag har kampagnen "Action For Rail" vind i sejlene. Den er bygget op om to simple krav: Togdriften samt skinner og signaler skal tilbage på offentlige hænder. 

>> LÆS OGSÅ: Action For Rail

Det var den daværende, konsevative britiske regering, som i perioden 1994 til 1997 splittede den britiske jernbanesektor og det statsejede togselskab British Rail op i næsten 100 små bidder og solgte dem til private firmaer.

Kampagnen for at retanionalisere togdriften bliver blandt andet støttet af to af de største transportarbejderforbund, RMT og TSSA, Storbritanniens største fagforening, Unite samt det britiske LO, TUC. 

Presset fra fagforeninger og passagerer har betydet, at det britiske arbejderparti Labour nu kræver en renationalisering af de britiske jernbaner. 

Et dyrt bekendtskab

Labour har sat trafikforsker Ian Taylor til at udarbejde en plan for, hvordan de britiske jernbaner igen kan komme på statens hænder. Trafikforskeren står bag en række rapporter, som går i dybden med konsekvenserne af de britiske jernbane-privatiseringer.

– I Danmark bør I spørge jer selv, om I ønsker, at togdrift skal være et middel til privat profit eller en offentlig service. I Storbritannien er statens udgifter til jernbanen mere end fordoblet siden privatiseringen – uden at jernbanen er blevet dobbelt så god, siger Ian Taylor til Arbejderen.

De britiske erfaringer med mere end tyve års privat togdrift står i skarp kontrast til transportminister Ole Birk Olesens løfter om, at privatisering og førerløse S-toge vil betyde "bedre og billigere S-togsdrift".

>> LÆS OGSÅ: DSB på slagtebænken

Løfter om billigere tog var de samme i Storbritannien forud for privatiseringen. Men sådan er det ikke gået. Tværtimod. Det er dyrere end nogensinde før, at køre i tog, påpeger rapporten "The Four Big Myths of UK Rail Privatisation", som kampagnen Action for Rail står bag.

Siden privatiseringerne i 1995 er billetpriserne steget 117 procent. Det har ført til bugnende pengekasser i de private togselskaber, men det har ikke betydet flere investeringer i jernbanen. Mere end 90 procent af investeringerne i togdrift bliver i dag foretaget af det statsejede Network Rail, der ejer og vedligeholder de britiske skinner og signaler.

Den britiske stats udgifter til at drive jernbane er mere end fordoblet – fra 2,4 milliarder pund om året i perioden fra 1990 til 1995 (før privatiseringen) til 5,4 milliarder pund om året i perioden 2005 til 2010. 

Aben sendes rundt

Mens billetpriserne stiger, bliver der scoret profitter som aldrig før i de private togselskaber, der har overtaget driften. Alene i 2014 udbetalte de private togselskaber 222 millioner pund i udbytte til sine ejere – en stigning på 21 procent i forhold til året før.

I januar sidste år samledes vrede borgere på mere end 100 stationer over hele Storbritannien for at protestere over, at regeringen – endnu en gang – ville sætte billetpriserne op. 

– Taksterne er steget langt mere end lønningerne og inflationen i resten af samfundet. De britiske takster er blandt de højeste i EU, påpeger Ian Taylor.

Samtidig bliver der brugt store summer i den privatiserede jernbanesektor på at skyde skylden på andre, og dermed forsøge at undgå at betale erstatning til passagererne. De private togfirmaer har ansat 300 såkaldte "delay attribution officers", der skal forhindre, at passagerer, der klager over forsinkede tog, får erstatning.

– De private firmaer forsøger altid at give skylden videre. Passagererne får ofte at vide, at et forsinket tog skyldes andre togselskaber eller problemer med skinner og signaler, og at de derfor må klage til andre. Passagererne bliver tabere i dette system med en masse firmaer, der alle skyder skylden på hinanden, og ingen står til ansvar, forklarer Ian Taylor.

Samtidig er der sket et fald i antallet af fastansatte indenfor togdrift, mens flere og flere ansatte – især indenfor rengøring og vedligeholdelse – bliver løstansat. Det har ført til forringelse af løn- og arbejdsforhold for de ansatte. 

Fordele ved offentlige tog

Transportforskeren er ikke i tvivl om, at der er en række fordele ved, at staten tager togdriften tilbage på offentlige hænder.

– Det vil stoppe strømmen af offentlige penge, der er øremærket til jernbanen, men ender i lommerne på aktionærer og ejere i de private togfirmaer. Fordelen for skatteyderne og passagererne er, at de offentlige investeringer bliver brugt på investeringer i bedre tog og skinner i stedet for at gøre aktionærerne endnu rigere.

>> LÆS OGSÅ: Brexit baner vejen for offentlig togdrift

Storbritannien har tidligere taget kontrollen og ansvaret for den kollektive transport tilbage på offentlige hænder.

Få år efter at private selskaber overtog ansvaret for skinner og signaler blev Storbritannien ramt af en række alvorlige dødsulykker på jernbanen. De private firmaer havde forsømt at vedligeholde jernbanenettet.

I 2002 blev de private firmaer i Railtrack-selskabet, der ejede og stod for vedligeholdelsen af skinner og signaler, smidt på porten. I stedet blev der oprettet et offentligt ejet selskab – Network Rail – og infrastrukturen kom igen under statens kontrol.

– De private firmaer i Railtrack kørte infrastrukturen i sænk for at sikre sine profitter. Det førte til en række alvorlige ulykker. Staten måtte pumpe store summer ind for at redde infrastrukturen og købe skinnerne tilbage på offentlige hænder. Det offentlige selskab sidder nu tilbage med en gæld på 50 milliarder pund.

>> LÆS OGSÅ: EU kræver liberalisering af al togdrift