Petros Muzuva er 36 år. Han kommer fra Zimbabwe, hvor han er gift og har tre børn. Den ældste er 12 år og den yngste er fem år.

I en uge har han rejst rundt i Danmark for at fortælle om sit arbejde i Afrika, hvor han hjælper bønder med at blive dygtigere og producere mere mad.

Hustru og børn må klare sig uden ham i Zimbabwes hovedstad - ikke kun mens Petros Muzuva er på besøg i Danmark:

Et ton majs fra USA sælges for under 100 dollars. Det kan den afrikanske bonde ikke konkurrere med.

- Min kone har en lille forretning i Harare, hvor hun laver og sælger peanutsmør, fortæller han, da Arbejderen møder ham i forbindelse med et foredrag på Nørrebro i København

Petros Muzuva har nu i over to år arbejdet tusinder af kilometer hjemmefra - i det vestafrikanske land Guinea Bissau.

Her er han projektleder. Han skal nu bruge sine erfaringer fra udvikling af landsbrugsproduktionen i Zimbabwe sammen med bønder i Vestafrika, der kæmper for at lægge sulten bag sig.

Jorden bliver ødelagt

- Et af de store problemer er, at jorden eroderer på grund af, at træerne forsvinder. Når den kraftige regn falder, så skylles de frugtbare jordlag væk, forklarer Petros Muzuva.

Han er opvokset i en bondefamilie i Zimbabwe og fik en uddannelse. Nåede på universitetet i Harare, hvor han studerede landbrug.

Det har han ikke brugt til selv at blive bonde på samme måde som sin far og mor, men til at blive organisator, der hjælper hundredevis af bønder med at producere mere, flere og bedre afgrøder.

Igennem nogle år har han været ansat i UFF/Humana People to People - i den lokale afdeling af organisationen i Zimbabwe.

Han har deltaget i arbejdet med at udvikle "Farmers Clubs" - altså klubber for Zimbabwes bønder - helt siden det første spadestik i 2004.

Først med træplantning og hurtigt derefter fik klubberne den form, og det indhold, som de har i dag.

250 bønder bliver samlet i en klub. Klubben bliver underopdelt i fem eller flere underklubber, hvor bønderne arbejder tæt sammen.

- Bønderne har hårdt brug for at lære om bedre dyrkningsmetoder, understreger Petros Muzuva.

Han præsenterer i tre ultrakorte hovedpunkter, det som det treårige program under Farmers Club går ud på:

Det første år skal bønderne lære mere dyrkning, det andet år skal de producere mere, og det tredje år skal de lære at passe på afgrøderne, så de rækker til tørtiden og derfor holder sulten fra døren hele året.

- De fleste har i dag kun mulighed for at spise et måltid om dagen - måske to, fortæller han, berørt ved erindringen om nøden og sulten.

Petros Muzuva fortæller, at der er mange andre organisationer, som arbejder med at fremme fødevareproduktion og landbrugsmetoderne i Zimbabwe og i andre lande i Afrika. Men han oplever, at den måde, som Humana People to People gør det på, er den bedste af de metoder han kender.

- Vi kræver, at projektlederen lever i det område, hvor medlemmerne af "Farmers Clubs" lever. Bønderne skal når som helst kunne gå hen til projektlederen og få svar på spørgsmål og hjælp til at løse et problem. 

Hos Humana deler projektlederen i høj grad levevilkår med de bønder, som han eller hun arbejder sammen med i klubben. Det er et samarbejde som skal sikre mad på bordet i alle familier hele året - og så hurtigt som muligt skal øge produktionen af fødevarer så meget, at der er noget at sælge af, så familien kan tjene penge til nødvendige indkøb og skolepenge.

- Projektledere i andre organisationer bor normalt i en by et stykke fra landbrugsprojektet, og der er ikke den samme kontakt - ikke den samme solidaritet i samarbejdet, oplever Petros Muzuva.

Selv har han som projektleder travlt.

- Jeg skal besøg cirka 20 bønder om ugen. Snakke med dem og hjælpe dem.

Og en gang eller to om måneden samler han dem til et fællesmøde. Her diskuterer man løsning af fælles opgaver.

Det kan være at skaffe et køretøj for at transportere afgrøder, æg og andet til markedet i byen. Det kan være at reparere en hullet vej. Det kan være at grave en brønd. Eller det kan være problemer med driften af det fælles "community processing center", som klubben medlemmer har. Her er der tærskeværk, kværn og andre maskiner, som bruges til at behandle høsten.

Det er noget der rykker med disse maskiner, til fælles brug, og Petros Muzuva tilføjer, at det frigør børnene fra at skulle hjælpe forældrene med meget arbejde, så de i stedet kan gå i skole.

Ved siden af 'møllen', som man måske kunne oversætte 'community processing center' til, ligger et andet hus. Det er et forsamlingshus med solpaneler på taget og derfor lys i pærerne når det er mørkt.

- Her er der undervisning om aftenen. Der er mange voksne som ikke kan læse, fortæller Petros Muzuva. Og så kan børnene også lave deres lektier i lyset, smiler projektlederen.

Landgrabbing

Petros Muzuva kender til problemet med, at store agro-industrielle virksomheder fra USA, Europa eller fra Kina køber jord i Afrika og trænger småbønderne væk fra jorden.

Det er en udvikling, som han meget beklager, men han glæder sig over, at Zimbabwe har en jordpolitik, som udelukker sådanne opkøb. Med den seneste jordreform er der fokus på at udvikle fødevareproduktionen i Zimbabwe på basis af små, men intensive landbrug, der giver et større udbytte.

- Jeg er overbevist om, at det er svaret på verdens fødevare- og sultproblemer, kommer det sikkert fra Petros Muzuva.

I Guinea Bssau, hvor han arbejder med landets småbønder har han ikke problemet med såkaldt 'landgrabbing' inde på livet. Men han ved, at regeringen i Guinea Bissau har solgt store jordområder i den sydlige del af landet, hvor udlændinge dyrker ris.

Ulige handel

Der skal tilsyneladende meget til at bringe den rolige afrikaner, Petros Muzuva i affekt, men når snakken falder på de rige landes dumpning af statsstøttede fødevarer på markederne i Afrika, bliver stemmen en kende skarpere.

- Det er unfair konkurrence, når Verdensbanken og IMF kræver, at landene i Afrika skal stoppe deres statsstøtte til bønderne for at få lån. For regeringerne i USA og Europa støtter deres landbrug, og så kan Afrikas bønder ikke leve af den pris, de kan få for deres produkter.

USA og EU yder direkte eksportstøtte til fødevarer, som derfor ender på markedet i Afrika til en pris, som er lavere end produktionsomkostningerne.

Petros Muzuva forklarer, at et ton majs fra udlandet sælges for under 100 dollars.

Men hvis en bonde i Guinea Bissau eller i Zimbabwe skal tjene noget på at sælge 1000 kilo majs, så skal prisen et stykke op over 100 dollars. Derfor er der i dag statstøtte til mange afrikanske bønder. Man landene bliver som nævnt presset til at stoppe støtten, når regeringerne forhandler om lån med IMF og Verdensbanken.

- De kalder det frihandel, men det er det jo ikke, lyder det fra Petros Muzuva. Det er særdeles negativt for målet om at udvikle og udvide fødevareproduktionen i Afrika.