De store øreringe og smykket om halsen klirrer om kap med lyden af tasterne på mobilen.
En af Latinamerikas mest kendte skikkelser når lige at sende en sms til hjemlandet, inden Arbejderen taler med hende om krig og fred i Colombia - et land plaget af 48 års konflikt.
- Ja, jeg tror på det. Jeg er positiv omkring de kommende fredsforhandlinger mellem regeringen og oprørsbevægelsen FARC, selvom det hele ser noget usikkert og sløret ud. Mit håb er først og fremmest, at vi som samfund kan rejse os, siger Piedad Córdoba.
Piedad Córdoba, med rødder i den afro-colombianske befolkning, er leder af fredsbevægelsen og oppositionen i Colombia. Hun er i Danmark som led i en international turné, der også har ført hende til blandt andet Italien, Belgien, Spanien og Sverige. Formålet er klart. Det handler først og fremmest om at skabe en bæredygtig fred. Dernæst handler det om at gøre verden opmærksom på, at der findes et reelt alternativ til de magtfulde konservative kræfter i Colombia.
Piedad Córdoba emmer af statskvinde, da hun stolt fortæller om alternativet, der bærer navnet "La Marcha Patriótica" - den patriotiske march. "La Marcha", som den politiske græsrodsbevægelse bliver kaldt i daglig tale, har et slogan, som i disse dage tænder håb i mange colombianere:
"For den anden og definitive uafhængighed". Der er tale om en historisk uafhængighed - først fra den spanske krone - og hvis det står til La Marcha: En fremtidig uafhængighed fra USA's dominans og den nyliberale samfundsmodel.
- Vi er antikapitalister
- Sloganet handler om de principper, vi forsvarer: Vi er anti-imperialister, vi er anti-kolonialister, og vi er helt klart anti-kapitalister, siger Piedad Córdoba, der med sin karakteristiske hovedbeklædning, smykkerne og den blå neglelak næsten lyser op mod den kontorhvide baggrund, der omgiver hende.
I april i år vedtog La Marcha, efter mange måneders folkelig debat i hele landet, et 12-punkts program, og på sigt er det bevægelsens mål at vinde regeringsmagten gennem demokratiske valg.
Og meget tyder på, at La Marcha Patriótica skaber en vis nervøsitet blandt magthaverne i Colombia. Partiets ledere, medlemmer og aktivister oplever en hård undertrykkelse fra den colombianske stats side, og flere af bevægelsens medlemmer og aktivister er blevet myrdet. Magthavernes nervøsitet skal også ses i lyset af den massive mobilisering, som La Marcha står bag, og som adskiller bevægelsen fra de traditionelle partier.
- Der er godt og vel 2200 organisationer, der står bag os og det politiske program, som vi foreslår. Der er menneskerettighedsgrupper, kvindeorganisationer, de oprindelige folk er repræsenteret, politiske partier, herunder det kommunistiske parti, og hele studenterbevægelsen, støtter aktivt op, forklarer Piedad Córdoba.
Córdoba ved, hvordan det føles, når den colombianske stat med sit net af paramilitære grupper ikke ønsker ens tilstedeværelse. Hun har modtaget et hav af dødstrusler og har været udsat for to attentatforsøg. Og i 1999 blev hun bortført af den højreradikale paramilitære gruppe AUC. Hun blev senere frigivet, men hun og hendes familie flygtede til Canada. 14 måneder senere vendte hun tilbage til Colombia og det politiske arbejde.
Staten har retsforfulgt hende for at have bånd til FARC, og i 2010 blev hun frataget sin senatorpost og forbudt at deltage offentligt i politik, fordi hun beskyldte tidligere præsident Álvaro Uribe for at være i ledtog med de paramilitære.
Krigen og kapitalismen
I næsten 50 år har skiftende regeringer og paramilitære grupper været i væbnet konflikt med de marxistiske oprørsgrupper FARC og ELN - kun aflyst af våbenhvile og fredsforhandlinger, som alle er brudt sammen. Ifølge Piedad Córdoba er et politisk skifte ikke kun i Colombias interesse. Fordi med et systemskifte vil der komme mere fokus på en varig fred.
Og freden er vigtig for hele det latinamerikanske kontinent, ligesom den demokratiske venstredrejning, som regionen har oplevet de sidste mere end 10 år, har været det, forklarer Córdoba.
- Krigen er først og fremmest et udtryk for, at udenlandske interesser er på spil. I dag ser vi en form for ny-kolonisering med USA i spidsen. Og det er ikke noget, som landet har brug for. Krigen invaliderer os, og den gør os til slaver, siger Piedad Córdoba til Arbejderen.
La Marcha vil gøre op med den nyliberale økonomisk politik, som den nuværende Santos-regering står for, og som - ifølge Córdoba - ikke har ført noget godt med sig.
- Vi foreslår en økonomisk model, som først og fremmest tager sit udgangspunkt i, hvad befolkningen har af behov for. Vi ønsker en reel forandring, siger Piedad Córdoba.
Om den reelle forandring kommer, vil fremtiden vise. Mange colombianere holder vejret og håber på freden. Imens kæmper Piedad Córdoba videre for freden. Næste store udfordring bliver de første fredsforhandlinger mellem FARC og regeringen i 10 år, som finder sted i Oslo den 15. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278