21 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Polsk domstol idømmer bøde til kommunistisk avis

Kommunister på anklagebænken

Polsk domstol idømmer bøde til kommunistisk avis

Redaktører på Polens Kommunistiske Partis avis og dets hjemmeside er blevet idømt en bøde på hver 1000 zloty, 1600 kroner, for at sprede totalitær ideologi, selv om domstolen to gange har frikendt dem for anklagen.

FOTO: Komunistyczna Partia Polski (KPP)
1 af 1

Den 17. marts idømte distriktsdomstolen i Daprowa Górnicza i det sydvestlige Polen en bøde på 1000 zloty, godt 1600 danske kroner, til hver af de tre redaktører på den kommunistiske avis Brzask og dens hjemmeside.

Anklagerne mod kommunister i Polen er ikke kun et lokalt fænomen.
Bartosz Bieszczad, Polens Kommunistiske Parti

Deres forbrydelse er ifølge dommen, at de har fremmet en totalitær ideologi, skriver Polens Kommunistiske Parti (PKP). Bøderne skal indbetales til en polsk fond for assistance til ofre for totalitære regimer.

Domstol under pres

Dommen kommer, selv om distriktsdomstolen allerede to gange har afvist anklagerne, men sagen blev genoptaget efter appeller fra anklageren. Og i den sidste behandling af sagen var dommeren ifølge PKP under pres fra en regional domstolen i byen Katowice.

Bøderne idømmes, på trods af at anklagen på visse betingelser er droppet, men de anklagede har endnu ikke set udskriften af dommen og dens præmisser.

De var nemlig ikke til stede i retten, da dommen faldt, fordi myndighederne har begrænset adgangen til retssalene i Polen på grund af coronaepidemien.

Nu overvejer både de anklagede, om bøden skal appelleres, fordi de som omtalt ikke er dømt, men blot har fået en bøde.

Dom følger EU-parlamentets resolution

Men PKP understreger dog, at uanset om de anklagede eller anklagerne appellerer bøden og et eventuelt udfald af en appelsag, så vil partiet kæmpe imod angrebene, til alle juridiske muligheder i landet er udtømt, skriver partiets formand Krzysztof Szwej.

PKP understreger, at distriktsdomstolens afgørelse ikke er udtryk for et særligt polsk problem. Den er blevet fremmet af en resolution, som EU-parlamentet vedtog i efteråret 2019.

>>LÆS OGSÅ: Italienske protester imod antikommunisme i EU-parlamentet

Resolutionen, der blev vedtaget med stort flertal, fordømmer totalitære regimer og ligestiller fascisme og kommunisme og er den seneste i rækken af antikommunistiske resolutioner i EU.

Den hævder tilmed: … "at Anden Verdenskrig, den mest ødelæggende krig i Europas historie, blev startet som en umiddelbar følge af den berygtede nazi-sovjetiske traktat om ikke-aggression af 23. august 1939, også kendt som Molotov-Ribbentrop-pagten, og dens hemmelige protokoller, hvorved to totalitære regimer, der delte målet om at erobre verden, opdelte Europa i to indflydelseszoner."

– Anklagerne mod kommunister i Polen er ikke kun et lokalt fænomen. De er en del af et angreb, som EU's institutioner direkte har rettet imod kommunister og arbejderbevægelsen i de tidligere socialistiske lande, siger Bartosz Bieszczad, talsmand for PKP, ifølge det britiske dagblad Morning Star.

– Polske kommunister anser forfølgelse på grund af politiske holdninger som en form for totalitarisme i sig selv, fortsætter han.

Han mener, at "den moderne kapitalisme bevæger sig farligt tæt på, hvad man forstår ved en totalitær statsform, især i lyset af hvor langt statens og virksomhedernes kontrol over samfundet er".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. mar. 2020 - 11:52   27. mar. 2020 - 09:27

Polen

mj@arbejderen.dk
Få artiklen læst op

Polens Kommunistiske Parti
  • Polens Kommunistiske Parti blev dannet i december 2002 i Dabrowa Górmicza, der ligger i det sydvestlige Polen, tæt på Katiwice.
  • Afholdte sin femte kongres i juni 2019.
  • Krzysztof Szwej blev valgt til partiets formand den 11. december 2010.
  • Udgiver avisen Brzask.
  • Partiets ungdomsorganisation hedder Komsomol.
  • Partiet kræver blandt andet adskillelse mellem den katolske kirke og staten, Polen ud af EU og NATO.
  • Er medlem af Europæisk Kommunistisk Initiativ.
  • I 2013 krævede Bartosz Kownacki fra det ultrakonservative regeringsparti PiS partiet forbudt for at fremme totalitarisme, men anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for anklagerne.
  • Fra 2015 til 2019 har distriktsdomstolen i Dabrowa Górmicza behandlet anklager mod partiet for at fremme totalitarisme i Brzask.
  • Den 18. januar 2019 blev avisen frikendt.
  • Den 17. marts 2020 blev tre redaktører fra Brzask hver idømt en bøde på 1000 zloty – godt 1600 kroner – for at have fremmet en totalitær ideologi.