Det blev en sort tirsdag for offentligt ansatte i Portugal og for landets pensionister. Begge grupper er i skudlinjen i den konservative regerings finanslov, som parlamentet vedtog tirsdag aften med 132 stemmer ud af parlamentets 230.
Finansloven skal barbere 3,9 milliarder euro af statsbudgettet, hvilket svarer til over 29 milliarder kroner.
Mens politikerne diskuterede regeringens udspil, strejkede og demonstrerede tusinder ude foran parlamentet og i en række andre portugisiske byer.
Selvom demon-strationen ikke ændrer afstemningen, er det vigtigt, at regeringen ved, at portugiserne er imod nedskæringerne.
Isabel Quintas, demonstrant
Finansloven vil ramme tusindvis på pengepungen. Alle offentligt ansatte med en månedlig indtægt på mere end 675 euro før skat, hvilket svarer til lidt over 5000 kroner, skal gå mellem 2,5 og 12 procent ned i løn, skriver BBC.
Alle offentligt ansatte får øget deres ugentlige arbejdstid fra 35 til 40 timer. Desuden mister de tre feriedage om året. Den konservative regerings vil ramme 80 procent af de offentlige ansatte, hvilket svarer til 600.000 portugisere.
Pensionister rammes
Også landets kommende og nuværende pensionister bliver ramt af nedskæringer. Regeringen hæver pensionsalderen med et år fra 65 til 66 år.
Pensionister med en månedlig pension, der er større end 4500 kroner, skæres ned med 10 procent. Endelig bliver ægtefællers pension indtægtsbestemt. Det vil sige, at pensionens størrelse vil afhænge af ægtefællens pension ifølge den russiske tv-station Russia Today.
Nedskæringerne skal imidlertid godkendes af Portugals forfatningsdomstol, der tidligere har underkendt regeringen og erklæret dens nedskæringspakker i strid med forfatningen. Dengang godkendte domstolen dog regeringens forslag om at hæve arbejdstiden med fem timer ugentligt.
Nedskæringerne kommer ikke bag på de offentligt ansatte, der allerede i starten af november strejkede og demonstrerede, da regeringen vedtog dem. Den 8. november nedlagde 70 procent af de offentligt ansatte arbejdet. Sygehuse og brandvæsen kørte med nødberedskab. Renovationsarbejderne og andre sektorer var også blandt de strejkende.
Metroarbejderne i hovedstaden Lissabon gennemførte to strejker tirsdag den 19. og torsdag den 21. november fra tidligt morgen til midt på formiddagen i protest mod regeringens finanslov.
Den 61-årige pensionerede offentligt ansatte Isabel Quintas deltog i demonstrationen foran parlamentet, selv om hun tvivler på, at regeringen vil lytte.
- Selvom demonstrationen ikke ændrer afstemningen, er det vigtigt, at regeringen og parlamentsmedlemmerne bliver klar over, at portugiserne er imod nedskæringerne, sagde Isabel Quintas ifølge Russia Today.
Ministerier blokeret
Tirsdagens protester var indkaldt af Portugals største LO, CGTP. Udover demonstrationen foran parlamentet blokerede omkring 200 demonstranter finans-, økonomi-, sundheds- og miljøministeriet. De vrede demonstranter krævede regeringens afgang.
Også under debatten mellem landets konservative regeringskoalition og oppositionen var der protester fra tilhørerpladserne.
Finansminister Maria Luis Albuquerque blev blandt andet afbrudt af demonstranterne med tilråb om at gå af, mens hun forklarede nedskæringerne:
- Finanloven for 2014 er et afgørende skridt for, at Portugal kan genvinde sin økonomiske selvstændighed, forklarede Alburquerque med henvisning til, at Portugal er underlagt strenge sparekrav fra EU, valutafonden IMF og EU's centralbank.
Portugal fik i 2011 et lån på 78 milliarder euro fra IMF og EU for at undgå en statsbankerot. Til gengæld skulle landets regering gennemføre omfattende offentlige nedskæringer. Finanslovens nedskæringer skal bringe Portugals underskud på statsbudgettet ned fra 5,5 procent af bruttonationalproduktet til fire procent.
Finansloven for 2014 er den tredje i rap, der rummer store nedskæringer og skattestigninger, som har ramt flertallet af portugiserne.
Portugals regering består af det konservative Socialdemokratiske Parti og Folkepartiet, der har 132 mandater. Oppositionen består af det socialdemokratiske Socialistpartiet, der har 74 mandater, Portugals Kommunistiske Parti, der har 14 mandater, Venstreblokken har otte mandater og de Grønne har to.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278