29 Aug 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protest mod Israels bombninger

43 palæstinensere er dræbt

Protest mod Israels bombninger

Der er indkaldt til demonstration på torsdag i København i protest mod det israelske hævntogt mod palæstinenserne.

Begravelse i Gaza af et af medlemmerne af al-Kaware familien. En far og hans seks unge sønner blev alle er dræbt af israelske bomber.
FOTO: Thomas Coex / AFP Photo / Scanpix
1 af 1

De seneste døgn har Israel kastet over 400 bomber over Gaza. Ifølge DR er mindst 43 palæstinensere blevet dræbt af israelerne i den konflikt, der startede efter, at tre israelske drenge blev bortført den 12. juni. De blev siden fundet dræbt.

Derudover er 370 såret.

At dræbe hele familier er folkemord begået af Israel mod vores palæstinensiske folk.
Mahmoud Abbas, palæstinensisk præsident

Israel planlægger at indkalde 40.000 soldater fra reserven og opmarchere dem ved grænsen til Gaza. Ledende israelere udtaler, at de vil udslette Hamas en gang for alle.

I solidaritet med palæstinenserne er der nu indkaldt til demonstration i København torsdag den 17. juli klokken 17. Demonstrationen går fra Israels Plads ved Nørreport Station via Nørrebrogade til Nørrebro station. Undervejs er der taler, kampråb og musik.

Demonstrationen støttes blandt andet af organisationerne Pal-ung, Boykot G4S, Free Gaza, Human Rights March og Palæstina-Initiativet.

Kritik af folkemord

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, kalder Israels andel i konflikten for folkemord.

- Det er folkemord. At dræbe hele familier er folkemord begået af Israel mod vores palæstinensiske folk, sagde han ifølge DR på et krisemøde i byen Ramallah.

Den vurdering deler formanden for Kommunistisk Parti Jørgen Petersen.

-Det er absurd, at den danske regering fortsat forholder sig tavs. Den israelske regering indkalder 40.000 soldater og truer med endnu engang at rykke ind i Gaza. Hver gang, det er sket, er antallet af dræbte og sårede palæstinensere eksploderet. Den danske regering må fordømme Israel og kræve en øjeblikkelig våbenhvile, siger Jørgen Petersen.

- Danske medier forsøger stadig at fremstille det som en konflikt mellem to ligeværdige parter, men det, vi oplever, er en illigitim besættelsesmagts mord på en civil befolkning. Den israelske krisgmaskine er udrustet med den mest moderne våben og beskyder Gaza fra både luften og fra havet. Palæstinenserne har ingen mulighed for at flygte, tilføjer han.

Ønske om splittelse

Jørgen Petersen understreger, at konflikten ikke handler om de tre myrdede israelske drenge. De benyttes som anledning til at forsøge at spænde ben for den skrøbelige fredsproces og skabe splittelse blandt palæstinenserne. 

For nylig er de to største palæstinensiske fraktioner, Fatah og Hamas, blevet enige om at danne en samlingsregering frem til et valg. Fatah regerer på Vestbredden og Hamas i Gaza. Aftalen om en samlingsregering skal afslutte mere end syv års politisk splittelse mellem Fatah og Hamas. 

- Den israelske regering har raset mod den aftale, og vil gøre alt for at slå en kile ind mellem Hamas og Fatah, vurderer Jørgen Petersen. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. jul. 2014 - 06:09   10. jul. 2014 - 06:11

Palæstina

ur@arbejderen.dk