Ugers voldsomme protester mod Sudans præsident Omar al-Bashir kulminerer i disse dage foran hærens hovedkvarter i Khartoum, hvor titusinder demonstranter har valgt at blive, indtil deres krav indfries.
Folket kræver Bashir-regimets fald, frihed, fred og retfærdighed. Denne revolution er alene folkets værk.
Fathi Alfadl, Sudans Kommunistiske Parti
Ifølge TV-stationen CNN lød kampråbene mandag igen og igen, "thawra, thawra" – revolution, revolution. Samtidig var der også sit-inn ved præsidentpaladset og forsvarsministeriet. Der går rygter om, at dele af militæret er ved at gå med demonstranterne, rapporterer den britiskeTV-station BBC.
Demonstranter opmuntret
Regeringsembedsmænd indrømmer, at 38 mennesker har mistet livet, siden uroen begyndte i december, men menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch hævder, at antallet er meget højere.
Demonstrationerne er de største folkelige protester, siden al-Bashir kom til magten i 1989 ved et et islamistisk støttet militærkup, skriver det britiske dagblad Morning Star.
Avisen vurderer, at protesterne i Sudan fik ekstra styrke i sidste uge, efter nyheden om at Algeriets præsident Abdelaziz Bouteflika har trukket sig fra præsidentposten.
Bouteflika blev tvunget til at gå af efter 20 år ved magten på grund af massive og vedholdende demonstrationer.
Kommunisternes i spidsen
På trods af dræbte demonstranter og undtagelsestilstand udtaler Sudans ældste politiske parti, Sudans Kommunistiske Parti (SCP) – der ifølge Morning Star spiller en ledende rolle i bevægelsen – at "folkenes sejrrige march fortsætter fremad imod dets endelige mål om at vælte regimet".
>> LÆS OGSÅ: Kommunist-formand arresteret i Sudan
I sidste uge udsendte 60 kommunistiske og arbejderpartier fra hele verden en støttehilsen til SCP og de, der protesterer mod præsident Omar al-Bashir. Partierne kræver, at styret løslader en af SCP's topfolk, Mohamed Mokhtar al-Khatib.
Også partiets talsmand, Fathi Alfadl, har været fængslet, men blev løsladt i marts. Den 75-årige talsmand er en velkendt politisk skikkelse i og uden for Sudan.
Alfadl repræsenterede senest SCP på det internationale møde for kommunistiske og arbejderpartier i Athen i november 2018.
Brødoprøret i Atbara
I et interview med den internationale nyhedsportal Peoples Dispatch kort efter sin løsladelse fortæller han om baggrunden for den omfattende protestbevægelse i Sudan.
– Da jeg sad i fængslet, fortalte en af vore partikammerater fra den nordsudanesiske by Atbara, hvor den første demonstration fandt sted i 19. december, at en gruppe arbejdere på markedet ikke kunne finde brød at købe. De begyndte at råbe "brød brød", og pludselig blev 10 demonstranter til flere hundrede og gradvist til tusinder, fortæller Fathi Alfadl.
Han tilføjer, at byen i tre dage blev kontrolleret af arbejderne, før sikkerhedspolitiet genoprettede kontrollen med byen. Men da havde protesterne allerede spredt sig til alle nordlige storbyer, og de nåede hovedstaden samt 70 andre byer den 25. december.
>> LÆS INTERVIEWET MED KOMMUNISTEN HER (engelsk)
Ifølge Fathi Alfadl var og er kravene de samme: "Regimets fald", "frihed, fred, retfærdighed" og "revolutionen er alene folkets værk". Han oplyser, at de protesterende har organiseret et nationalt råd, som skal koordinere protesterne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278