Manglende uddybning af den revolutionære proces er en grund til, at valgsejren blev så snæver.
Sådan forklarer Carlos Aquino fra Venezuelas Kommunistiske Parti resultatet efter søndagens præsidentvalg i Venezuela, som overraskende blev vundet af Nicolas Maduro med kun 50,7 procent af stemmerne.
Det er en foreløbig analyse af situationen efter valget,og partiets ledelse skal samles for grundigere at vurdere situationen, understreger Aquino, der er medlem af partiets ledelse.
- Sandsynligvis er forklaringen på valgresultat, at der ikke har været en tilstrækkelig indsats for at uddybe den revolutionære proces i Venezuela. Tidligere har kommandant Hugo Chávez' stærke personlighed og hans store lederstyrke langt hen ad vejen kompenseret for denne mangel. At overvinde denne svaghed er nu set med vores øjne den opgave, som den revolutionære proces står overfor. Længe havde vi i præsident Hugo Chávez et stort symbol. Men vi er overbeviste om, at det venezuelanske folk er klar til under de nye betingelser at drive processen videre.
Var det Maduro eller var det i virkeligheden Hugo Chávez, der vandt valget?
- Søndagens valgsejr var en sejr for det venezuelanske folk. Sejren - selvom den er mindre end tidligere - betyder, at det venezuelanske folk fortsat vil spille hovedrollen i vort land. Befolkningen tager ikke kun del i valgene, men er hele tiden aktiv i udviklingen og formuleringen af vort lands politik. Vi er naturligvis bevidste om, at højrefløjen både i Venezuela og internationalt forsøger at stille spørgsmålstegn ved valgsejren.
Det er åbenlyst, at Nicolas Maduro ikke besidder den samme autoritet som Hugo Chávez. Hvordan vil den revolutionære proces forandre sig under de nye betingelser?
Befolkningen tager ikke kun del i valgene, men er hele tiden aktiv i udviklingen og formuleringen af vort lands politik.
Carlos Aquino, politbureaumedlem
- Allerede sidste år, mens præsident Chávez endnu levede, påpegede Venezuelas Kommunistiske Parti nødvendigheden af en kollektiv ledelse af de revolutionære processer. Vi har aldrig lænet os tilbage i tillid til kommandant Hugo Chávez' store troværdighed og lederevner. Og det samme gælder med en præsident som Nicolas Maduro i spidsen. En kollektiv ledelse er nødvendig for at sikre den revolutionære proces' kontinuitet.
- Præsident Maduro har erklæret sig rede til at tage skridt i retning af en sådan kollektiv ledelse og lovet at skabe plads til fælles diskussioner og udarbejdelse af en fælles politik for staten. Det er det første skridt, og det blev allerede påbegyndt under Hugo Chávez.
Militæret har længe spillet en vigtig rolle, og Hugo Chávez kom derfra. Hvordan vil forholdet mellem revolutionen og hæren udvikle sig?
- Det er et vanskeligt spørgsmål. Man skal forstå, at den militære struktur er en af de centrale søjler i staten, der i Venezuela ligesom tidligere har karakter af en borgerlig stat. Vi skal derfor forstå, at Venezuelas militær ikke - heller ikke når det tager tilnavnet "bolivariansk" - er et støttepunkt for en ny stat, idet denne nye stat endnu ikke er skabt. Klassekampen, som udfolder sig i alle dele af samfundet, foregår også inden for militæret. Under betingelserne med en revolutionær bevægelse, som vi nu oplever det i Venezuela, skærpes denne klassekamp.
- Derfor er det politisk-ideologiske arbejde inden for militæret helt afgørende for at vinde stadig større dele af militæret for de revolutionære forandringer. Vi er bevidste om, at militæret i vort lands historie har bidraget til de revolutionære forandringer. Derfor har vi et gunstigt udgangspunkt for at nå målene med arbejdet i hæren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278