05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rigmand bliver ny præsident i Paraguay

Højrefløjen fastholder magten

Rigmand bliver ny præsident i Paraguay

Venstrealliancen i Paraguay fik kun 3,3 procent, men anerkender valget af højrepolitikeren Horacio Cartes. Det samme gør Argentinas præsident Christina Kirchner. Paraguays isolation ser ud til at være slut.

Paraguays nyvalgte præsident Horacio Cartes, efter at han og datteren har stemt. Cartes-familien er en af Paraguays rigeste.
FOTO: Jorge Adorno/Reuters/ScanpixDenmark
1 af 1

Præsidentvalget i det sydamerikanske land Paraguay blev en stor sejr til landets traditionelle regeringsparti, det konservative Colorado-parti. Partiets kandidat Horaciao Cartes fik 45,8 procent af stemmerne. Partiet var ved magten i 60 år frem til 2008, hvor venstrealliancens kandidat Fernando Lugo vandt præsidentposten.

Nummer to ved søndagens valg blev det liberale partis kandidat Efraín Alegre med 36,9 procent, og først fjerdepladsen kom venstrealliancens kandidat Anibal Carillo med 3,3 procent.

Op til valget blev venstrealliacen splittet, idet et af alliancens partier trak sig ud, fordi dets formand, Mario Ferreiro, ikke blev alliancens præsidentkandidat.

I stedet stillede Ferreiro selv op og blev nummer tre med 5,7 procent.

Venstrealliancen, Frente Guasú, har anerkendt valget:

Venstrealliancen, Frente Guasú, er nummer tre i parlamentet.

"Vi tager til efterretning, at befolkningen i dag har valgt Horacio Cartes til præsident. Fra i dag åbner der sig en ny etape for Frente Guasú. Vi vil nu arbejde for at parlamentet bliver folkets stemme. Vi kan i dag fejre, at Frente Guasú er nummer tre i parlamentet", lyder det fra venstrealliancen ifølge avisen La Nacion.

Venstrealliancens tidligere præsident Fernando Lugo, der blev afsat ved et kup den 22. juni sidste år, stillede ved dette valg op til en plads i Senatet. Der forelå i går ikke oplysninger om, hvem der har vundet pladserne i parlamentets to kamre.

Kuppet medførte, at Paraguay blev suspenderet fra handels- og samarbejdsorganisationer som UNASUR og MERCOSUR.

Nu er Paraguay på vej tilbage.

Søndag aften ringede Argentinas præsident Christina Kirchner til Horacio Cartes og ønskede ham tillykke med sejren.

"Jeg udtrykker min lykønskning til befolkningen i Paraguay for en eksemplarisk valgdag. Og dertil det vigtigste: Vi længes efter jer i MERCOSUR... Jeres plads er dér sammen med alle os andre..." citerer Telesur fra Kirchners lykønskning.

MERCOSUR omfatter foruden Argentina, Brasilien, Uruguay og Venezuela samt Bolivia og Chile som associerede medlemmer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. apr. 2013 - 07:51   23. apr. 2013 - 08:00

Paraguay

se@arbejderen.dk