Rusland og Kina er ved at nå til enighed om en aftale om salg af russisk naturgas til Kina.
Lederen af det russiske firma Gazprom, Alexej Miller mødtes den 9. april i Beijing med formand for China National Petroleum Corporation, CNPC, Zhou Jiping.
Basisprisen er det eneste problem, der mangler at blive løst
Arkady Dvorkovich, Ruslands vicepremierminister
Her diskuterede de en aftale om at anlægge en gasrørledning, som skal forsyne Kina med russisk gas.
– Parterne enedes om, at kontrakten vil træde i kraft inden udgangen af 2014, og at den næste forhandlingsrunde vil finde sted i Moskva sidst i april, udtalte Miller efter mødet.
Meldingen er den samme fra Ruslands vicepremierminister Arkady Dvorkovich, som siger, at målet er at underskrive en kontrakt i maj. Vladimir Putin tager på officielt besøg til Kina i maj.
- Basisprisen er det eneste problem, der mangler at blive løst, sagde han ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.
Ifølge flere medier har aftalen mellem Rusland og Kina været på tapetet i mere end ti år. Det er først og fremmest prisen, der har stået i vejen for en aftale. Den aktuelle aftale omfatter opførelsen af gasrørledningen Power of Siberia, som ifølge Reuters skal sende 38 milliarder kubikmeter (Bcm) gas til Kina om året.
Ifølge det geopolitiske, amerikanske analyseinstitut Stratfor er der tale om mellem 38 Bcm og helt op til 68 Bcm om året. Der er ifølge det amerikanske nyheds- og finansbureau Bloomberg tale om en 30-årig aftale.
Tomme trusler
Den politiske krise i Ukraine ser ud til at være den katalysator, der i sidste ende betyder, at aftalen mellem Rusland og Kina bliver underskrevet. Ukrainekrisen har fået både Rusland og EU til at true med et stop for handlen med gas.
Men flere eksperter har den seneste tid udtalt, at et stop for russisk eksport af gas til EU ikke er sandsynligt i den nærmeste fremtid. Både EU og Rusland har for meget på spil, fordi Rusland en afgørende leverandør af energi til EU. I 2007 importerede EU 38,7 procent af sin naturgas fra Rusland.
Tyskland og Italien er Ruslands to største europæiske gaskunder. De to lande importerer henholdsvis lidt over og lidt under en tredjedel af deres gas fra Rusland. Begge lande vil blive hårdt ramt, hvis Rusland lukker for gassen. Samtidig vil de ikke acceptere, at EU sanktionerer importen af russisk gas.
Men andre EU-lande især mod øst er også dybt afhængige af Ruslands gas. Finland, Tjekkiet, Bulgarien og de baltiske lande importerer 100 procent af deres naturgas fra Rusland. I en række andre lande ligger tallet på over 80 procent.
Flere af disse lande oplevede konsekvenserne af et stop for russisk gas i vinteren 2008-09, da Rusland midlertidigt lukkede for gasleverancerne til Ukraine på grund af ubetalte regninger.
Det samme truer Rusland med i dag. Omkring halvdelen af den gas, som Rusland eksportere til EU, går gennem Ukraine. Russisk gas udgør kun en lille del af Danmarks gasimport.
For Rusland, som er verdens største eksportør af naturgas, er EU det vigtigste marked. Ruslands eksport af olie og gas til EU udgør ifølge Bloombergs Businessweek 10 procent af landets BNP. Rusland har ikke nogen umiddelbar erstatning for det vigtige europæiske marked.
Jonathan Stern fra Oxford Universitet vurderer, at truslerne fra begge sider er tomme.
- Uden russisk gas ville gaspriserne i Europa eksplodere, siger han ifølge Businessweek og forklarer, at det også ville have store konsekvenser for russisk økonomi:
- Det er det sidste Putin har brug for.
Vejene skilles
Ruslands kommende aftale med Kina tyder imidlertid på, at Rusland forbereder sig på en fremtid, hvor de er mindre afhængige af gaseksport til EU.
Ifølge Stratfor har aftalen længe været strategisk interessant for Rusland, og med krisen i Ukraine er den blevet en strategisk nødvendig. Derfor vil Rusland sænke prisen nu. Og Kina er det mest oplagte alternativ for Rusland. Kina er verdens største forbruger af naturressourcer.
Indtil videre har Kina først og fremmest importeret energiressourcer fra Mellemøsten, som er blevet sejlet til Kina gennem farvande , som kontrolleres af USA. Derudover har Kina gasrørledninger til det Kaspiske Hav. Her køber Kina ifølge Reuters gas til en billigere pris, end russerne ønsker at sælge til.
Den russiske tendens mod øst bekræftes også af Gennady Timchenko, medejer af Ruslands næststørste gasselskab Novatek. Han mener, at EU i flere år har forsøgt at skubbe Rusland væk fra sig.
- Derfor tror jeg, at denne udvikling (at sende mere gas til Asien) vil vise europæerne, at vi for det første er i stand til at gøre det, og for det andet at der er et marked med stort potentiale i Asien-Stillehavsregionen, siger han ifølge Reuters.
I EU forbereder man sig også på mindre afhængighed af russisk gas. Ifølge Reuters vil der frem mod 2020 bliver skåret omkring 45 milliarder kubikmeter gas af importen fra Rusland.
>> LÆS MERE: EU vil bryde sin afhængighed af Rusland
En del af erstatningen ligger formentlig i skifergas fra USA. En række lande, heriblandt Polen og Tjekkiet, har allerede anmodet om lettere adgang til amerikansk skifergas.
En anden mulighed for EU-landene er at øge importen af LNG. LNG er kondenseret naturgas, som fylder 600 gange mindre og derfor kan transporteres på tankskibe.
Det ser ud til at være Kina og USA, der kan drage fordelene i takt med at Ruslands og EU's veje skilles på energiområdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278