Damien Parrot fra den sydfranske by Bordeaux var en af de første, der sluttede sig til De Gule Veste i byen. En enkelt blokade af en motorvej i Bordeaux den 17. november blev startskuddet til den protestbevægelse, der har præget Frankrig siden efteråret 2018.
De Gule Veste udviklede sig hurtigt til at omfatte meget bredere politiske og sociale emner som pension og lønstigninger.
Damien Parrot
Bordeaux var en af de byer – hvis ikke den første – der startede De Gule Vestes store blokader i november sidste år, fortæller 37-årige Damien Parrot, der er uddannet industriel designer.
— Jeg mødte op for at blokere trafikken på nord-syd-motorvejen udenfor Bordeaux sammen med hundreder af andre, og det blev starten på en lang kamp.
>> SE OPTAGELSERNE: Blokaden ved Bordeaux 17. november
Opfordringen fra Paris
– Vi fulgte en opfordring en uge tidligere fra chaufføren Eric Drouet i Paris, der i en video på de sociale medier opfordrede folk til at blokere trafikken – iført gulve veste – i protest mod brændstofloven, beretter Parrot.
– Blokaden ved to broer over floden, der løber forbi Bordeaux, fungerede over al forventning. Om natten var der en kø af biler på 20 kilometer. Jeg sov ikke et minut.
Det førte til udviklingen af en gul-vest-bevægelse i hele landet, som har været helt "ustoppelig", siger Damien Parrot i et interview til Arbejderen.
Bevægelsen startede med at blokere veje og havne og demonstrationer i hele Frankrig i protest mod, at afgiften på benzin og diesel skulle stige henholdsvis 21 og 45 øre per liter.
Bevægelse bredte sig
Protesterne spredte sig som en steppebrand over hele landet. Efter godt fire ugers vedvarende protester mod at afgiften på benzin og diesel ville stige, droppede præsidenten forslaget for at stoppe bevægelsen. Først forsøgte han at udskyde den upopulære beslutning, men måtte tage den helt af bordet.
>> LÆS OGSÅ: Oprøret der ikke vil dø
– Bevægelsen udviklede sig hurtigt til at omfatte meget bredere politiske og sociale emner som pension og lønstigninger, iværksættelsen af et rigtigt demokrati og krav om, at de rige betaler mere til samfundet, forklarer Damien Parrot.
I dag vender den sig også imod regeringens nedskæringer og den høje arbejdsløshed. Bevægelsen kræver desuden præsident Emmanuel Macrons afgang, opløsning af parlamentet, nyvalg og en ny forfatning.
Især i de mindre franske byer er De Gule Veste godt organiseret, oplyser Damien Parrot.
På denne måde virker de mindre byers gule veste-bevægelse som inspiration for demonstranter fra større byer, der oplever massiv politivold og intens hetz fra de borgerlige medier, forklarer han.
>> LÆS OGSÅ: Fransk politi beskyder De Gule Veste
– Det er helt tydeligt, at rigtig mange dele af samfundets lag har besluttet sig for at bekæmpe regeringens politiske tiltag, der begunstiger de mest formuende, de rige, slutter franskmanden.
– Vi er først lige begyndt, slutter Damien Parrot optimistisk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278