20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sendte penge til oppositionen mod Morsi

USA spillede med i kulissen

Sendte penge til oppositionen mod Morsi

Med den ene hånd støttede USA den islamistiske præsident Mohammed Morsi, men fodrede med den anden hånd oppositionsgrupper mod ham med millioner af dollars, afslører dokumenter.

Der er borgerkrigslignende tilstande i Egypten efter militærkuppet den 3. juli. Her tilhængere af den afsatte præsident, Mohammed Morsi.
FOTO: Khaled Abdullah/Reuters/Scanpix
1 af 1

USA's præsident Barack Obama udtalte i forrige uge, at USA ikke tager parti i Egyptens tumultagtige krise og militærkuppet mod præsident Mohammed Morsi den 3. juli.

Men en gennemgang af snesevis af statslige dokumenter viser, at Washington stille og roligt har finansieret højtstående egyptiske oppositionspolitikere, der opfordrede til at vælte den nu afsatte præsident Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab.

Det er kun omkring 2000-2500 om måneden. Synes du, det er for meget? Obama giver os peanuts. Det vil vi ikke acceptere.
Omar Afifi Soliman

Dokumenter, som ”Investigative Reporting Program” på Berkeley University i Californien har fremskaffet, viser, at USA's udenrigsministerium og dets ”Program til fremme af demokrati i Mellemøsten” har kanaliseret midler til aktivister og politikere, der har anstiftet uroligheder i Egypten, siden præsident Hosni Mubarak blev væltet af en folkelig opstand i februar 2011. Det vil konkret sige mod præsident Mohammed Morsi fra Det Muslimske Broderskab.

USA's regering oplyser ikke, hvor mange penge den har kanaliseret til demokratistøtte per land, men Stephen McInerney, der er administrerende direktør i det amerikanske Mellemøst-projekt POMED anslår ifølge tv-stationen Al-Jazeera, at Washington har brugt omkring 65 millioner dollars i 2011 og 25 millioner dollars i 2012.

- Jeg forventer, at et tilsvarende beløb bliver udbetalt i år, siger han.

Opfordrede til vold

Afsløringen fra ”Investigative Reporting Program” er foregået på baggrund af en aktindsigt i udenrigsministeriets dokumenter ifølge USA's lov om åbenhed - Freedom of Information Act.

Dokumenterne viser for eksempel, at blandt modtagerne af penge fra USA er organisationen Hukuk Al-Nas, som er skabt af den politisk ekstreme egyptiske politimand Omar Afifi Soliman, som har politisk asyl i USA.

Han gjorde tjeneste i politiets elite-enhed under præsident Hosni Mubarak og har siden 2008 - og i hvert fald fire år frem - fået 120.000 dollars fra organisationen "National Endowment for Democracy" (NED) i USA. NED er finansieret af udenrigsministeriet med 118 millioner dollars årligt til at fremme demokrati i verden. NED er godkendt af USA's Kongres.

I juni opfordrede Soliman sine 83.000 venner på Facebook til vold mod Morsis tilhængere ved at "lamme dem ved at smadre deres knæ." Senere instruerer han på sin facebook-side i, hvordan man kan "spærre vejene med et væltet palmetræ og stoppe busser med Morsi-tilhængere på vej til Kairo ved at pøse vejen til med en blanding olie og diesel - og endelig når bussen bremser op, sætte det hele i brand, så alle passagerer indeni vil brænde op... Gud velsigne det".

I slutningen af maj opfordrede han til at "halshugge dem, der kontrollerer el-, vand- og gasforsyningsselskaber."

På en YouTube-video tog Soliman æren for et mislykket forsøg i december på at storme det egyptiske præsidentpalads med håndvåben og molotovcocktails for at fordrive Morsi.

"Peanuts"

I et interview med "Investigative Reporting Program på Universitetet i Berkeley indrømmer Soliman modvilligt, at han modtog penge fra NED, men klager over, at det ikke var nok.

- Det er kun omkring 2000-2500 om måneden. Synes du, det er for meget? Obama giver os peanuts. Det vil vi ikke acceptere, siger han i interviewet, cireret af tv-stationen Al-Jazeera.

En anonym egyptisk ambassade-diplomat i Washington er tilsyneladende lettere rystet.

- Vi vidste, at Soliman får støtte fra nogle grupper i USA, men vi kender ikke til, at han får støtte fra den amerikanske regering. Dette er nyt for os, siger han ifølge Al-Jazeera.

ElBaradei

NED har fjernet offentlighedens adgang på hjemmesiden til sine egyptiske legatmodtagerne i 2011-2012. Og NED reagerede ikke på gentagne anmodninger om interview om emnet. 

Men det viser sig, at også at et fremtrædende medlem af dét parti, som Egyptens nuværende indsatte vicepræsident, Mohammed ElBaradei, er formand for, har fået støtte fra USA. ElBaradei er tidligere leder af FN's Internationale Atomenergikommission IAEA.

Ngo'en Demokratic Academy fik i 2011 75,000 dollars fra NED. Ngo'en ledes af den 34-årige egyptiske kvinde, Esraa Abdel-Fatah, som er medlem af samme parti som ElBaradei og har været aktiv for at få fjernet Mohammed Morsi fra præsidentposten.

Demonstrationer

En anden oppositionspolitiker, Saaddin Ibrahim fra Ibn Khaldoun Center i Kairo, indrømmer også at have fået støtte fra NED. Han hævder, at USA i juni i år overvejede at droppe støtten til Morsis regering. 

- Vi fik at vide af amerikanerne, at hvis de så store protestdemonstrationer i en uge i træk mod Morsi, ville de begynde at genoverveje den nuværende amerikanske politik over for Det Muslimske Broderskab, siger han ifølge Al-Jazeera.

I dagene op til den 30 juni var flere millioner egyptere på gaden mod Morsi, og den 3. juli begik hæren et statskup mod ham.

Mohammed Morsi var valgt med 51 procent af stemmerne ved præsidentvalget i maj-juni 2012. Han modkandidat var den væltede diktator Hosni Mubaraks sidste premierminister, Ahmed Shafik.

Allerede under den tidligere præsident George W. Bush satsede USA øjensynlig på to heste i Egypten og begyndte at støtte menneskerettighedsgrupper mod præsident Hosni Mubarak, der ellers i årtier havde fået én milliard dollars årligt i militærhjælp fra USA.

I maj 2009 mødtes Barack Obamas udenrigsminister Hillary Clinton med en delegation af egyptiske systemkritikere.

Fordømmelse af kup?

I denne uge var den højtstående USA-diplomat William Burns og EU's udenrigspolitiske chef Catherine Ashton i Kairo og fordømte ved den lejlighed ikke militærkuppet den 3. juli, der betød internering af præsident Morsi og dødelige sammenstød i gaderne, der siden har kostet over 80 livet og såret 800.

- Dette er en ny chance for egypterne, sagde Burns ifølge tv-stationen CNN.

USA har alene udtrykt bekymring for de seneste drab på over 70 civile lørdag ved Kairos Rabaa al-Adawiya-moské, begået af hæren. Foreløbigt er militærkuppet fordømt af få lande, blandt andet Tyrkiet. Og Organisationen af afrikanske stater i Den Afrikanske Union har suspenderet Egypten fra sit Freds-og Sikkerhedsråd" indtil civilt styre er genoprettet".

Egypten ledes nu af regering med 35 ministre, som militæret indsatte efter kuppet. Det magtfulde Forsvarsråd består af premierminister, indenrigsminister, præsident og hærlederen Abdel Fattah al-Sissi - der gennemførste kuppet.

Generalen er uddannet i USA og har været militærattaché i Saudi-Arabien, der i sidste uge lovede at støtte den nye regering med et lån på fem milliarder dollars.

I fjor sagde generalen til dagbladet al-Ahram i Kairo.

- Jeg fastholder min urokkelige støtte til Egyptens militære relationer med USA.

Det egyptiske militæt styrer næsten en tredjedel af den egyptiske økonomi - især indenfor turisme, forarbejdning af fødevarer og produktion. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2013 - 20:16   31. jul. 2013 - 20:30

Egypten

Anders Fenger
Skribent
Baggrund
  • USA har sendt penge til oppositionen mod den nu afsatte præsident Mohammed Morsi i Egypten.
  • Pengene er kanaliseret via USA-baserede organisationer og projekter som Bureau for Democracy, Human Rights and Labor (DRL), The Middle East Partnership Initiative (MEPI), USAID samt National Endowment for Democracy (NED).
  • Penge er også overført via International Republican Institute, National Democratic Institute (NDI) og Freedom House.
  • USA's militætstøtte til Egypten er én milliard dollars årligt, blandt andet til køb af Abrams-tanks og F-16-fly.
  • Mohamed Morsi var siden juni 2012 landets præsident, men blev 3. juli 2013.væltet af militærkup i forbindelse med store folkelige demonstrationer mod ham.
  • Den nye - midlertidige - og civile regering er indsat med hærledelsens accept.