12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Shinzo Abe vil styrke Japans militær

Historisk forfatningsændring på vej

Shinzo Abe vil styrke Japans militær

Siden Anden Verdenskrig har den japanske forfatning forbudt Japan at gå i krig. Det vil landets premierminister Shinzo Abe ændre.

Japanske soldater på øvelse.
FOTO: Kyle T. Ramirez, USMC
1 af 1

Japans premierminister Shinzo Abe sagde i sin nytårstale, at det er tid til at skabe en ny japansk nation. Det skriver det japanske dagblad The Japan Times.

Siden han blev premierminister i december 2012, har Abe ønsket at ændre forfatningen, som er en konsekvens af landets rolle under Anden Verdenskrig. Forfatningens paragraf ni forbyder landet at gå i krig. Et flertal af den japanske befolkning er imidlertid imod at ændre denne paragraf, viser meningsmålinger.

- Men målinger antyder, at når rationalet bag en ændring forklares mere detaljeret, så skifter de fleste holdning, sagde premierministeren i sommer i et interview med magasinet Foreign Affairs. 

Demilitariseret

Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig kom landet under amerikansk kontrol. I den forbindelse fik Japan en ny forfatning. Paragraf ni er den væsentligste i forfatningen og lyder som følger:

"Oprigtigt stræbende efter international fred, baseret på retfærdighed og orden, giver det japanske folk for altid afkald på nationens ret til at føre krig eller anvende magt til at løse internationale konflikter. For at opnå dette, vil land-, flåde-, luftstyrker eller andet krigspotentialer aldrig opretholdes. Statens ret til krigeriskhed anerkendes ikke".

Det har dog ikke betydet, at landet ikke råder over væbnede styrker. Japan har et militær som andre lande, som blot kaldes selvforsvarsstyrker. Derudover er der udstationeret omkring 40.000 amerikanske soldater i landet, fordelt på omkring 85 baser.

I 1960 underskrev de to lande en fælles forsvarspagt. Den slår fast, at et angreb på japansk territorium er et angreb på begge lande, fremgår det af det japanske udenrigsministeriums hjemmeside.

Japans imperiale fortid

Det Japanske Imperium allierede sig i løbet af 1930'erne med Nazityskland. De to lande underskrev i 1936 Antikominternpagten.

Samtidig invaderede Japan blandt andet Korea, hele Sydøstasien og store dele af Kina. Specielt massakren i Nanjing i 1937 huskes af  kineserne. Her dræbte den japanske hær omkring 200.000 mennesker ifølge det populærhistoriske magasin History. I krigen var Japan som en del af 'aksemagterne' allieret med Tyskland og Italien.

Efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki kapitulerede Japan. Japans forfatning og især artikel ni, som trådte i kraft i 1947, skulle forhindre landet i at gentage de forbrydelser, det begik før og under krigen.

Fortiden spøger

Shinzo Abe møder hård kritik i nabolande som Kina og Sydkorea, som var blandt ofrene for Japans forbrydelser før og under Anden Verdenskrig. De kræver, at Abe anerkender, at disse forbrydelser fandt sted.

- Vi opfordrer Japan til at reflektere grundigt over sin historie, overholde sit tilsagn om en fredelig udvikling og tage konkrete skridt til at forbedre forholdet til sine naboer for at opretholde regional fred. Sådan sagde Geng Yansheng fra det kinesiske forsvarsministerium ifølge den russiske tv-kanal Russia Today i december 2013, efter at Japan besluttede at øge sit militærbudget.

Ifølge BBC's reporter Rupert Wingfield-Hayes udnytter Abe krisen mellem Japan og Kina for at få opbakning til sine forfatningsreformer. De to lande ligger i konflikt om en ubeboet ø-gruppe i Det Østkinesiske Hav.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2014 - 16:59   14. jan. 2014 - 17:00

Japan

rrj@arbejderen.dk
Japans kapitulation
  • I 1940 gik Japan ind i Anden Verdenskrig allieret med Tyskland og Italien.
  • I august 1945 kastede USA to atombomber over Hiroshima og Nagasaki.
  • Senere i august 1945 kapitulerede Japan, men underskrev kapitulationen 2. september.
  • Japan var under amerikansk besættelse fra 1945 til 1952.
  • Japans forfatning forbyder i dag Japan at føre i krige udenfor landets grænser.