09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialdemokrater nikker ja til konservativ regering

Spanien får en regering

Socialdemokrater nikker ja til konservativ regering

Spaniens socialdemokrater kan ikke selv danne regering. Nu opgiver de at blokere for, at det konservative parti PP med Mariano Rajoy i spidsen kan fortsætte.

Der var protester uden for mødelokalet i Madrid, da et flertal i ledelsen af det socialdemokratiske parti PSOE besluttede at tillade, at den konservative regering kan fortsætte.
FOTO: Andrea Comas/Reuters/Scanpix
1 af 1

Ledelsen af det spanske socialdemokrati PSOE besluttede i weekenden, at den fungerende konservative regeringsleder Mariano Rajoy kan danne en egentlig regering.

Det har Rajoy ikke kunnet samle flertal for siden valget i juni, men nu har PSOE besluttet at undlade at stemme, når Rajoy senere på ugen sætter sit forslag om at danne regering til afstemning i parlamentet. Derfor er der ikke flertal imod den foreslåede mindretalsregering, som får parlamentarisk støtte af borgerpartiet Ciudadanos.

PSOE har besluttet at undlade at stemme, når Rajoy senere på ugen fremsætter sit forslag om at danne regering. 

I starten af oktober afsatte et flertal i PSOE's ledelse partiformanden Pedro Sanchez, som var modstander af at støtte dannelse af en konservativ regering. På weekendens møde i PSOE's ledelse stemte 139 for forslaget om ikke at stemme imod Rajoy. 96 stemte imod, og to medlemmer undlod at stemme, skriver avisen El Pais.

LÆS OGSÅ: Kongemord kan bane vej for konservativt flertal

Venstrefløjen i Spanien kritiserer socialdemokraternes beslutning, og Pablo Iglesias fra partiet PODEMOS udtaler, at nu er det PODEMOS, der er oppositionspartiet i Spanien.

Helt siden afslutningen på diktaturet i Spanien i 1975 har socialdemokraterne (PSOE) og de konservative (PP) skiftevis dannet regering og være leder af oppositionen. Nu betegner Iglesias PP og PSOE som 'en stor koalition', skriver BBC.

– I dag kan vi konstatere afslutningen på en epoke med to partier. Der er født en stor koalition, som vi er alternativet til, siger Iglesias fra PODEMOS, som rummer venstrealliancen Izquierda Unida med Spaniens Kommunistiske Parti PCE.

Det har været umuligt at danne en egentlig regering i Spanien siden valget i december 2015, fordi PP med støtte fra Ciudadanos ikke havde flertal, og tilsvarende kan PSOE med støtte fra PODEMOS ikke mønstre et flertal.

Et nyt valg i juni i år ændrede ikke ved denne situation. PP fik 137 pladser, PSOE 85 pladser, PODEMOS 71 pladser og Ciudadanos 32 pladser, mens 25 pladser gik til en række mindre og regionale partier.

Hvis ikke der bliver dannet en regering inden 1. november, skal der være et nyt valg, og socialdemokraterne står til yderligere tilbagegang. Det ønsker PSOE's ledelse at undgå. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. okt. 2016 - 11:01   18. nov. 2016 - 12:40

Spanien

se@arbejderen.dk
PSOE, Spanien
  • PSOE, Partido Socialista Obrero Español, er et socialdemokratisk spansk parti.
  • Stiftet i 1879 med Pablo Iglesias som leder.
  • Partiets politiske mål var socialisme i henhold til marxismens principper.
  • PSOE var den bærende kraft i republikkens venstrefløjsregeringer fra 1936 og eksisterede efter Francos magtovertagelse i 1939 i eksil.
  • Partiet gik kraftigt til højre i 1974 med valget af Felipe González som leder.
  • I 1979 blev de få marxistiske parti-elementer neddæmpet eller fjernet, 
  • Vandt parlamentsvalg mellem 1982-93 og havde absolut flertal.
  • Tabte valget i 1996 og 2011 til det konservative Partido Popular (PP).
  • Medlem af De Europæiske Socialdemokrater og Socialistisk Internationale.

Kilder: PCPE, Reuters, PSOE