Benoit Hamon fra Frankrigs regerende socialistparti og Jean-Luc Melenchon fra Venstrefronten mødtes i weekenden for at diskutere muligheden for en fælles kampagne op til præsidentvalget den 23. april. Men uenighed om EU skiller de to kandidater, der derfor begge stiller op.
Alle målinger viser, at Marine Le Pen går videre til anden valgrunde, men hun ser ud til at tabe, uanset hvem hendes modkandidat bliver i anden runde.
– Med 50 dage til første runde af valget, er det ikke muligt at nå til enighed om de eksisterende forskelle, som skiller os. Det handler grundlæggende om EU, sagde Melenchon efter mødet ifølge det britiske dagblad The Morning Star.
Melenchon og Venstrefronten, der også omfatter det kommunistiske parti PCF vil ud af NATO og vil bryde med EU's traktater, skriver avisen.
Hamon står ifølge nye meningsmålinger til 16 procent af stemmerne, mens højrekandidaten Marine Le Pen fører med 26 procent.
Meningsmålingen, der præsenteres af avisen Express, har den nyliberale og uafhængige kandidat Emmanuel Macron på andenpladsen med 22 procent, mens Francois Fillon fra Republikanerne får 21 procent. Republikanerne hed før UMP og var ledet af den tidligere præsident Nicolas Sarkozy. Melenchon står til cirka 11 procent.
Ingen af kandidaterne ser ud til at vinde præsidentposten i første valgrunde. Alle målinger viser, at Marine Le Pen går videre til anden valgrunde, men at hun ser ud til at tabe, uanset om hendes modkandidat bliver den nyliberale Macron eller den konservative Fillon, som lige nu er de to sandsynlige kandidater til at vinde andenpladsen efter Le Pen den 23. april og altså gå videre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278