Det faglige verdensforbund WFTU opfordrer nu fagligt aktive og fagforeninger i Danmark til at gå forrest i at samle kræfterne med andre europæiske faglige i kampen mod social dumping. Det skal ske med en international konference om hvordan solidaritet over landegrænserne kan styrke kampen mod social dumping og monopolernes offensiv.
- I bør undersøge, om der kan holdes et internationalt møde i Danmark om at udvikle den faglige kamp i EU mod social dumping og om, hvordan vi kan styrke den internationale solidaritet. Så vil vi fra WFTU sørge for, at der kommer folk fra fagforeninger og fagforbund i EU-landene her op for at være med, sagde grækeren George Mavrikos, da han i sidste uge talte på et møde i Valby arrangeret af 3F-fagforeningen BJMF i København.
Grækeren George Mavrikos er generalsekretær for WFTU og har 80 millioner aktive medlemmer i ryggen. Han gjorde på mødet opmærksom på, at dumping af arbejdernes løn- og arbejdsforhold er et internationalt fænomen.
- I Grækenland afskaffede parlamentet forrige søndag overenskomsterne. I stedet vedtog et flertal af politikerne at indføre en mindsteløn på 586 euro om måneden, berettede Mavrikos
Det svarer til 4370 kroner om måneden. Og de unge under 25 får endnu mindre.
- Hvis dette kan ske hos os, kan det ske hos jer i Danmark på et senere tidspunkt. Det er et internationalt fænomen, der er ved at komme til Europa nu. Det vil uværgeligt brede sig allerførst til andre lande i Sydeuropa som Spanien, Italien, Cypern og Portugal. Overenskomsterne i hele EU er i fare, sagde generalsekretæren for WFTU.
Han berettede om myten om de dovne grækere, der har levet over evne.
- Her i Danmark får I at vide, at vi er dovne. Men i Grækenland får vi at vide, at I danskere får for høj løn.
Flere af de forsamlede murere, tømrere og andre ufaglærte smilede.
Kamporganisation
Mavrikos repræsenterer et verdensforbund, der definerer sig som et antikapitalistisk, internationalt forbund, der som kamporganisation kæmper for at forsvare arbejdernes interesser og forbedrede arbejds- og levevilkårene for jordens befolkning.
Overenskomsterne i hele EU er i fare. I Grækenland blev de afskaffet forrige søndag.
George Mavrikos, WFTU
- Jeg har lige fået at vide i dag, at 6000 arbejdere ved SAS står til en fyreseddel og nedgang i lønnen. Det eneste, vi i EU-landene kan gøre, er at gå i offensiven og koordinere kampen i hele EU mod angrebene fra monopolerne, sagde George Mavrikos til de halvt hundrede deltagere på mødet i BJMF.
Han bemærkede, at angrebene på arbejdernes løn- og arbejdsvilkår foregår på mange planer.
- I jeres naboland Sverige er regeringen ved at indføre 25 procent mindre i løn til unge under 25 år på arbejdsmarkedet. Og det svenske LO er enige med regeringen. Er det sådan, fagbevægelsens rolle skal være, spurgte George Mavrikos.
Sagen er, at den liberale svenske regering har fremlagt ideer til en såkaldt jobpagt for unge. Det vil betyde, at svenskere under 25 år skal arbejde en fjerdedel mindre og gå 25 procent ned i løn.
Der blev rystet på hovederne rundt om i mødesalen.
En murer, der var kommet direkte fra arbejde med kalkplettet arbejdstøj på, åbnede munden.
- Her hos os er det et kæmpe problem, at vores lønninger bliver udsat for social dumping. Arbejdere fra Østeuropa tager job til langt under dansk overenskomst.
En anden mente, at "hverken fagtop eller presse vil beskæftige sig med løndumping, når aktive folk på arbejdspladserne tager problemet op".
Søren Becher, leder af a-kassen i 3F LPSF i København tog ordet og ramte tilsyneladende hovedet på sømmet.
- Helt centralt må være kampen mod, at arbejdere i Europa underbyder hinanden på lønnen. Vi må forsvare løn- og arbejdsvilkår i forhold til overenskomsterne. Det betyder en kamp mod monopolernes EU, sagde han.
Han tilføjede , at solidariteten mellem arbejdere i Europa skal være meget "målrettet og konkret".
- Hvis WFTU tager udgangspunkt i dét, er der gode chancer for at dele af fagbevægelsen i Danmark bevæger sig i retning af WFTU. Centralt må i øjeblikket være solidariteten mellem kæmpende arbejdere i Europa, især i Sydeuropa, sagde a-kasselederen.
George Mavrikos så ud over tilhørerne i salen.
- Ja, solidaritet, ligesom da I samlede ind til de strejkende græske stålarbejdere. Dét betød rigtig meget, sagde han.
"Vi må gå sammen"
Claus Olsen, murersvend, medlem af BJMF og dansk WFTU-kontakt, nikkede eftertænksomt.
- Vi kvitterer for invitationen fra WFTU til at holde en international konference om social dumping og international solidaritet. Dét forslag tager vi med os i Kordinationsudvalget. Det er nødvendigt, at progressive kræfter kan gå sammen. Vi er inspireret af kampene i Sydeuropa og kampen mod angrebene på den sociale sikring. Vi finder fælles fodslag. Herhjemme kæmper vi mod angrebene på de arbejdsløse, på efterlønnen og på de unge, der må arbejde til de er 70.
George Mavrikos, der i 16 år arbejdede på en fabrik, der fremstiller landbrugsmaskiner, rettede sig fremad.
- Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad vi skal gøre. Hvem forsvarer arbejderklassens rettigheder? Skal vi bryde monopolernes magt eller tilpasse os? Der er altid to linjer for den faglige kamp: At bekæmpe monopolerne, eller tilpasse sig, sagde han og tilføjede, at alle rettigheder er kommet som følge af klassekamp, ikke samtaler.
Udtalelsen var en direkte hentydning til det socialdemokratisk dominerede europæiske LO, EFS, og det andet store internationale LO, kaldet ITUC.
- I EU er EU-kommissionen problemet. Det forstår EFS og ITUC ikke. De to organisationer er kun imod EU's kriseløsninger i ord. I praksis vil de tilpasse sig monopolerne i en såkaldt social dialog. De vender sig kun imod EU's "arrogance". Men det er ikke arrogance, der bestemmer en arbejderfjendsk politik, sagde George Mavrikos.
Han tilføjede, at det er et stort problem for medlemmernes mulighed for at kæmpe, at mange faglige ledere er endt i bureaukrati.
- Mange fagbosser lever bedre end kapitalisterne, udbrød George Mavrikos.
Claus Olsen gav udtryk for, at man ikke bryder eller forlader den unikke danske enhedsfagbevægelse ved at tilslutte sig WFTU.
- WFTU har organiseret sig sådan, at det nu er nemmere at tilslutte sig, også her i Norden. Nu kan faglige klubber på arbejdspladserne blive medlemmer, sagde han.
Den 3. oktober i år afholdt WFTU en international aktionsdag mod ny-liberalismen. BJMF og de unge i Fremtidsfighters arrangerede i dén anledning protest foran det danske finansministerium.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278