Spanien og de andre lande i den tunge ende bliver ikke ladt helt i stikken. Det bliver ikke den storslåede Marshallplan, som den spanske statsminister har talt varmt for. Men socialdemokraten Pedro Sánchez stiller sig tilfreds: En sejr er i hus i det europæiske fællesskab.
Den tysk-franske akse er gået med til at yde støtte til det hårdt ramte Sydeuropa. Det holdt hårdt, og Nederlandene og Portugal tørnede sammen på vegne af de større lande i hver deres ende af Unionen. Men nu har de nordlige lande indset, at pandemien og dens efterdønninger skal håndteres i fælled.
Sydeuropa var knapt nok kommet sig over 2008-krisen, og lønningerne var stadig latterligt lave for folk flest. Så kom covid-19 og sendte hele serviceindustrien til tælling.
Quien no llora no mama: Kun den, der hyler op, kommer til patten. Sådan lyder et spansk ordsprog, og hernede bider man hovedet af al skam og erkender sin nød.
Uden turister går det ikke
Og nøden bliver stor. Sydeuropa var knapt nok kommet sig over 2008-krisen, og lønningerne var stadig latterligt lave for folk flest. Så kom covid-19 og sendte hele serviceindustrien til tælling.
Juanjo forsørger sig selv og sin mor med udlejning af værelser gennem Airbnb. Juanjo forventer ikke, at forretningen kommer op at køre før … næste år.
Francisco Vidal Pons ejer otte stande på det verdensberømte madmarked Boqueria, som har dannet forlæg for Københavns Torvehaller. Han har måttet sende 35 ansatte hjem. De får 70 procent af en i forvejen kneben hyre udbetalt af statskassen. Fran, som han kalder sig på kortform, spæder til, hvor der er behov. ”De er jo som familie for mig.”
Fran har lov til at holde sine frugtstande åbne. Men han har lukket ned for de seks overflødige butikker, som sælger chokolade og andet mundgodt. Tiden er ikke til tant og fjas.
– Jeg vil meget gerne give alle mine ansatte deres job tilbage, når verden går i gang igen. Men reelt er jeg nok nødt til at skære voldsomt ned på bemandingen i alle standene.
Frans eneste medhjælper nu er en filippiner, der omhyggeligt finder de allerbedste bær frem. Fran selv iler med at finde hele champignoner i den anden ende af markedet, da Deres udsendte ikke vil have dem skiveskårne. I Cataloniens mange små virksomheder indgår ejerne i arbejsstyrken.
Fran fortæller, at han frygter fremtiden og forsøger at fastholde kundebasen ved at være ekstra behjælpelig.
– Vi bringer mad ud til folk – også fra de andre stande, hvis de har brug for det. Jeg håber, at de vil huske på os bagefter.
Bag markedet ligger en stor plads, der både med og uden coronakrise er indtaget af alkoholister og hjemløse. Bag pladsen bor de lokale – men vil de have råd til at handle i det dyre Boqueria, når det hele er overstået?
Frans frugtstand ligger allerforrest op mod Ramblaen:
– Vi er helt afhængige af turisterne.
En kollega kommer over og trækker Fran i ærmet. Kollegaens gamle mor er død natten før. ”Officielt af lungebetændelse. Så ja: i virkeligheden af virussen.” På hospitalet. Ikke på en af regionens plejehjem, der har udviklet sig til de rene dødsfælder under pandemien.
Turisme og gentrificering
Hvornår mon turisterne vender tilbage til Sydeuropa? En ø som græske Ios var allerede for 30 år siden ved at synke i havet af presset fra overturismen.
Globale venstreradikale vender sig med god grund imod den gentrificering og det hensynsløse leben, som turismen trækker med sig.
I Sydeuropa henhører hele generationer i prækariatet. Selv de veluddannede arbejder ofte på korttidskontrakter i fagfjerne brancher uden rettigheder.
Dilemmaet består i, at mens mange lokale lever af turismen – så gør turismen også de eftertragtede områder umulige at bo i. Dels er det ikke til at bane sig vej sine steder om sommeren. Dels stiger boligpriserne i vejret, og også priserne på andre varer farer mod himlen.
Ret beset ville det ikke være urimeligt med ét sæt priser for fastboende og et andet for gæster i de solbeskinnede egne. Lidt som de særlige fly- og færgepriser for beboere på de Canariske Øer og Balearerne.
For én ting er at have råd til at tage flyveren ned i solen i ferierne fra det velbetalte arbejde nordpå. Noget ganske andet er at skulle skaffe til dagen og vejen med prækariatets usikre mindstelønninger, der er lavere end huslejerne.
Fusk og bedrag
Der er en klar sammenhæng mellem de uvisse kår i normale tider og udsatheden i ekstreme tider som disse. I Sydeuropa henhører hele generationer i prækariatet. Selv de veluddannede arbejder ofte på korttidskontrakter i fagfjerne brancher uden rettigheder.
Marokkanske Moussa på 31 kom til Barcelona fra Malaga i januar. Gennem landsmænd fandt han arbejde som tjener lige med det vuns på et billigt spisested, hvor kunderne ikke altid er helt appelsinfri.
Men hvad var det så for en kontrakt, han fik? Reelt arbejdede han frem til coronastoppet 10 timer seks dage om ugen med få minutters spisepause. På kontrakten stod der 20 timer om ugen. Og han fik jo løn derefter.
Så var det så meningen, at disse 20 timer skulle være hvide. Til forskel fra så mange andre marokkanere i Sydeuropa har Moussa opholdstilladelse, for han har boet i Spanien det meste af sit liv.
Men da han bad sin pakistanske arbejdsgiver om dokumentet fra socialsikringen, manglede underskriften fra funktionæren.
Det er derfor meget usandsynligt, at Moussa reelt figurerer i systemet. Han sparer næppe op til næste periode som arbejdsløs, og der bliver ikke lagt folkepension til side til ham. For sådan fungerer systemet her: Socialsikring og pension går ikke over skatten, men direkte til socialkasserne. Som så i øvrigt risikerer at være tømte, når de unge og de midaldrende en dag bliver gamle.
At Moussa reelt arbejder sort uden helt at være klar over det er så meget des værre, fordi der altid findes en risiko for udvisning, når man ikke har statsborgerskab. Bidrager man ikke til socialsikringen, tæller det imod én. Det er et problem for de mange kvinder fra Latinamerika og Filippinerne, der arbejder sort i hjemmene.
De udenlandske kvinder gør rent i andre folks huse og passer deres børn og gamle. Men de ser ud som nogle luddovne rade, der ikke gør dagens gerning og slet ikke er integrerede. For de er ikke oprettet i socialsystemet af deres velhavende arbejdsgivere.
Tiggerbreve
Imens sidder spanske Eva Chaveli i Valencia-regionen og vrider hænder. Hun underviser i teater – eller det gør hun så ikke mere, efter at vi alle sammen er blevet sendt hjem.
I Spanien er næsten alle i karantæne i den forstand, at vi må ikke gå uden for en dør i andet ærinde end indkøb af mad og medicin.
Selv de veluddannede arbejder ofte på korttidskontrakter i fagfjerne brancher uden rettigheder.
Eva Chaveli blev smittet med virussen i slutningen af januar, da Valencia som den første region blev ramt. Senere var hendes datter på 11 syg med samme symptomer. Eva Chaveli har også en søn på seks. Og en eksmand, som er forpligtet til at møde på arbejde. Han er ansat i en af de få brancher, der bliver holdt i gang selv under de stramme forholdsregler, som der først bliver lindet lidt på efter påske.
Eva Chaveli skriver ud i de yderste hjørner af sit facebooknetværk og beder fremmede om penge. Så desperat er hun. Det er ikke lykkedes hende at modtage nogen hjælp fra hverken offentlig eller godgørende hold – og ingen venner i området kan dele deres egen mad med hende. For de må ikke forlade deres hjem for at gå hele vejen over til hendes.
Så må man låne
Ligesom staterne sydpå nu må gældsætte sig yderligere, er privatløsningen lån til de mange selvstændige. Jordi Saez fra Caixa Bank formidler lån til freelancere, restaurantejere og andre småtterister med momsnummer.
Den socialdemokratiske regering med det venstrepopulistiske partnerparti Podemos overvejer at indføre en form for borgerløn, og selv det liberale parti Ciudadanos begynder at overveje tanken.
Borgerlønsbeløbet på 500 euro om måneden vil næsten få danskere til at le vantro: Det er 3500 kroner om måneden. Men det er bedre end ingenting.
Foreløbigt har regeringen besluttet at bakke op om lånene med statsgaranti. Derfor tør bankerne binde an med at låne penge ud, og derfor skal lånene først betales tilbage fra efteråret. Det forklarer Jordis chef Eduardo, som næsten ene mand bemander bankfilialen under nedlukningen. Banken kører to hold hjemme og fremme på skift for at holde smittefaren i ave.
Lån skubber selvklart blot problemet foran freelancerne og de små virksomheder. Men sådan lever vi selvstændige jo livet så farligt. Vi er som tigerdyret i Peter Plys-bogen: ukuelige optimister.
Britisk-australske Amy Holden bor i Barcelona. Hun har måttet lukke sin virksomhed ned: Den importerede legetøj fra Kina, så først var det galt i den ene ende og nu i den anden.
Hun sender en gratis whatsapp-besked netop nu om, at hun i stedet er begyndt at producere masker. Dem bliver der brug for, når samfundet lige om lidt begynder at lukke lige så langsomt op. Meget langsomt, ser det ud til.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
