Da EU's centralbank ECB i slutningen af 2012 annoncerede, at den ville opkøbe eurolandenes statsobligationer, skabte det ro på finansmarkedet, og den rente, som eurolandene kunne låne penge til, begyndte lige så stille at falde.

- Financial Times var nogle af de første, der stillede spørgsmålet: Hvorfor er det først nu, at de beslutter sig for denne reaktion? Det er som om, de skulle have nogle politiske ting på plads, først og fremmest Finanspagten.

Sådan konkluderedel lektor Mogens Ove Madsen ved Aalborg Universitet på NETØK's seminar om den økonomiske krise sidste fredag.

Der er brug for en finanspolitisk ekspansion.
Mogens Ove Madsen, lektor ved Aalborg Universitet

Tre år med panik på det finansielle marked ser ud til at være afsluttet.

Sydeuropa i ruiner

Tilbage ligger de sydeuropæiske eurolandes økonomier i ruin med en ungdomsarbejdsløshed op imod 60 procent i de værste tilfælde, op til 15 procents fald i produktionen og større udlandsgæld i forhold til landets produktion, end før krisen startede. Det er, som om de er blevet ramt af en tsunami, men det er resultatet af ”sparpolitik”, som det hedder på tysk.

- Det alvorligste problem på europæisk plan er, hvordan den her vækstbremse har givet sig udslag i voldsomme stigninger i arbejdsløsheden. Det allerværste er ungdomsarbejdsløsheden, forklarer Mogens Ove Madsen, der har undersøgt, hvordan Danmark er blevet inspireret af Tysklands økonomiske kurs.

- Det er fuldstændigt uholdbart med de voldsomme sociale forskelle, som Sparpolitikken har ført med sig. I Italien er de i gang med at undersøge, hvad der sker, når man fjerner pensionerne, så en familie faktisk ikke kan eksistere. Hvad sker der med selvmordsraten?

Indholdet af Sparpolitikken bliver illustreret af lederen af de europæiske konservative, Martin Callanan, der med henvisning til Angela Merkel, understreger, at de ikke vil have mere forbrug og i hvert fald ikke for lånte penge.

- Det betyder, at man kan gøre to ting. Man kan sænke det offentlige forbrug, og man kan hæve skatterne, men de følger nedskæringerne.

-Det man gør med Sparpolitikken er, at man bekæmper de finanspolitiske stabilisatorer. Et mærkeligt projekt at have, fastslår Mogens Ove Madsen.   

Indtil 2010 fulgtes udviklingen i det offentlige forbrug og arbejdsløsheden i de 17 eurolande sådan, at når arbejdsløsheden faldt, så faldt det offentlige forbrug og omvendt. I de situationer hvor arbejdsløsheden steg, steg det offentlige forbrug også både som en følge af arbejdsløsheden, men også som et forsøg på at sætte gang i økonomien.

Tysk pres

Da Sparpolitikken blev trumfet igennem faldt det offentlige forbrug markant med over 30 procent i eurolandene som samlet økonomi, mens arbejdsløsheden steg fra under 16 procent til over 19 ifølge Mogens Ove Madsen.

- Går vi mere ned i, hvordan eurolandene har finansieret deres offentlige gæld, så kan man se, at jo sværere det er for de enkelte lande at få gælden finansieret, jo hårdere er den Sparpolitik, som de bliver pålagt at gennemføre.

- Op gennem 2010 sker en forværring af underskuddene i takt med, at man gennemfører denne Sparpolitik, fordi det påvirker den indenlandske efterspørgsel negativt rundt om i eurolandene, forklarer Mogens Ove Madsen.

I takt med at gælden steg pressede Tyskland på for at stramme yderligere i EU's økonomiske regelsæt, hvilket mundende ud i Finanspagten, der indfører nye krav om et såkaldt strukturelt offentligt underskud på maksimalt 0,5 procent af landets samlede produktion samt øget kontrol med, at eurolandene overholder kravene.

- Det gør det ikke lettere at føre finanspolitik, og det lægger et hårdt økonomisk pres på de lande, som har det sværest i forvejen. Der er brug for en finanspolitisk ekspansion, og der er plads til lønforhøjelser, svarer Mogens Ove Madsen på spørgsmålet om, hvad der kan gøres, og han forsætter.

- Der er en bred vifte af ting, man kan gøre, men de er blevet undertrykt i debatten, så der er i den grad brug for, at flere kaster sig ind i det her og sætter fingeren på de alvorlige problemer.

Selv den internationale valutafond IMF mener, at EU har undervurderet de negative konsekvenser af Sparpolitikken.