Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Partis Manifest (1848), at kommunisternes interesser som helhed ikke adskiller sig fra arbejderklassens interesser.

Frem for alt ønsker Storbritanniens kommunister større klarhed og enhed i arbejderbevægelsen og andre progressive bevægelser omkring en alternativ venstreorienteret politik.

Denne ånd vil præge og inspirere Storbritanniens Kommunistiske Partis (CPB) 53. kongres, som finder sted i denne weekend i Croydon, i det sydlige London.

Siden grundlæggelsen i 1920 har partiet bestræbt sig på at leve op til denne tese. Vi har til tider forvildet os væk fra den – ifølge kritikere på højrefløjen og det yderste venstre gør vi det hele tiden – selvom kommunister ofte er uenige om hvornår!

Det er bemærkelsesværdigt, at nogle af de største kontroverser i vores historie har drejet sig om kommunistpartiets forbindelser med andre politiske kræfter.

I optakten til generalstrejken i 1926, skabte partiets alliance med en række venstreorienterede fagforeningsledere problemer, da de blev svækket på afgørende tidspunkter i kampen.

Umiddelbart efter intensiverede Labour-partiets ledelse og deres fagforeningsstøtter deres antikommunisme, og CPB angreb dem og kaldte dem socialfascister, fordi de dækkede over kapitalismens fascistiske tendenser.

Få år senere, da kommunisterne sammen med andre på venstrefløjen arbejdede for at opbygge en folkefront mod de fascistiske bevægelser i Storbritannien, Spanien og andre steder, blev de beskyldt for at være uærlige og for at have opgivet klassekampen.

Gennem den Kolde Krig blev partiets strategi om enhed på venstrefløjen, i fredsbevægelsen og i anti-apartheidbevægelser fordømt som manipulation af Labours højrefløj og det klassesamarbejdende trotskistiske venstre.

Imod den nyliberale offensiv

I de seneste årtier, siden kontrarevolutionen i Sovjetunionen og Østeuropa og begyndelsen på en ny aggressiv neoliberal fase af imperialismen, har CPB og dele af den socialdemokratiske bevægelse og den yderste venstrefløj i højere grad engageret sig i brede kampagner ledt af venstrekræfterne.

CPB glæder sig over denne udvikling og har spillet en hovedrolle i kampagner som Stop the War Coalition, No2EU og People’s Assembly.

Vores kongres i denne weekend vil vurdere disse erfaringer og drøfte forslag til styrkelse af de bevægelser mod militarisme, imperialistisk krig, EU, nedskæringer og privatisering.

På hjemmefronten er vores hovedmål sammenfattet i titlen på debatoplægget “For en forenet, militant og politisk arbejderbevægelse til bekæmpelse af den herskende klasses offensiv”.

Den seneste styrkelse af fagbevægelsens aktiviteter har været opmuntrende, men strejker og demonstrationer alene kan ikke vælte den konservativt ledede regering, sætte en stopper for nedskæringerne endsige bane vejen for socialismen.

Det er nødvendigt at opbygge massebevægelse med lokal forankring, som forener arbejdere i alle sektorer er nødvendig, mens fagforeninger og lokale LO'er må gøre en særlig indsats for at inddrage arbejdsløse, deltidsansatte, midlertidigt ansatte, løsarbejdere og migrantarbejdere i organisationerne og aktiviteten.

Fagforeninger bør gøre mere for at sikre, at deres afdelinger samles og spiller en aktiv rolle i deres lokale LO.

Udover at lancere en ny kampagne for højere løn bør britisk LO (TUC) overveje, hvordan det bedst muligt kan gå i offensiven for en kortere arbejdsuge uden tab af løn eller pension.

Det vil være den mest effektive måde at skabe jobs, øge købekraften og forbedre livskvaliteten for millioner af arbejdere og deres familier.

People’s Assembly har potentiale til at spille en central rolle i opbyggelsen af en massebevægelse. Udover en organisatorisk og økonomisk styrkelse af People’s Assembly, er der behov for mange flere lokale brede bevægelser med fagforeningernes aktive deltagelse på alle niveauer, i alle regioner og alle nationer i Storbritannien.

En sådan bevægelse vil være nødvendig, uanset hvem der vinder valget næste år. En Labour-sejr er nødvendig for at vælte den konservative regering, men det er stadig nødvendigt at modsætte sig Labours strategi for ‘lette’ nedskæringer.

Kvinder og Ungkommunister

Kvinder spiller en stadig mere fremtrædende rolle i fagforeninger og andre organisationer, men der er fortsat brug for handling – ikke mindst for at videreføre den historiske kamp for ligeløn.

Kvindernes Nationalforsamling og Kvindernes Charter oplever voksende opbakning, og kommunisterne vil overveje, hvordan de kan hjælpe til at opbygge en bevægelse organiseret på tværs af England, Skotland og Wales.

Regeringens angreb på mennesker med handicap har resulteret i et hidtil uset antal resolutioner fra CPB’s afdelinger, distrikter og de nationale organer.

Inspireret af modstanden mod den såkaldte ‘Bedroom Tax’ vil kongressens delegerede diskutere, hvordan man arbejder med organisationer som DPAC (Handicappede imod nedskæringer) for at mobilisere imod en sådan nederdrægtig uretfærdighed og diskrimination. (Bedroom Tax betyder at person, der modtager boligsikring, vil få nedsat deres boligsikring, hvis deres lejlighed er for stor i forhold til antallet af beboerer, red.)

Unge har også oplevet voldsomme angreb fra den konservativt ledede regeringskoalition, når det kommer til sociale ydelser, studieafgifter, bolig og den lovbestemte mindsteløn. Young Communist League (YCL) er vokset de seneste år som følge af dets arbejde i fagforeningerne og de internationale solidaritetsbevægelser.

På dette og andre områder vil kongressen overveje konkrete tiltag for at øge deltagelsen og indflydelsen for unge kommunistiske arbejdere og studerende i de kommende kampe.

Ledende unge fagforeningsaktivister og ungkommunister er på valg til partiets ledelse i denne weekend. Ledelsen kan også meget vel se frem til en større andel af kvinder end den nuværende tredjedel.

Enhed i arbejderklassen

Blandt forslagene til kongressen er, at partiet puster nyt liv i de antiracistiske og antifascistiske kampagner. Der er forslag om at opdatere partiets politik på området og spille en mere aktiv rolle i eksisterende antiracistiske organisationer samt rejse spørgsmålet mere effektivt i fagbevægelsen og antinedskærings-kampagnerne.

Men frem for alt ønsker Storbritanniens kommunister større klarhed og enhed i arbejderbevægelsen og andre progressive bevægelser omkring en alternativ venstreorienteret politik.

Dette vil blandt andet omfatte demokratisk offentligt ejerskab på områder som energi, transport, den finansielle sektor, militære og medicinske industri, en formueskat på de superrige, tilbagerulning af privatiseringer, massive offentlige investeringer i socialt boligbyggeri, atomfri vedvarende energi, ophævelse af fagoforeningsfjendtlige og andre udemokratiske love samt vedtagelsen af en uafhængig udenrigspolitik for et føderalt Storbritannien.

En massebevægelse mobiliseret omkring et sådant program vil forvandle den politiske situation og sætte en brat stopper for UKIP.

Det ville ligeledes skabe de bedste betingelser for at kunne løse den langvarige krise i arbejderklassens politiske repræsentation.

Ligesom CPB’s tidligere kongresser vil den 53. kongres hverken ignorere Labour, som man ikke kan komme udenom, eller fremføre forhastede opportunistiske konklusioner. I stedet vil de delegerede vurdere, om der er eller i hvor store fremskridt, der er sket i forhold til at vinde den bevægelse tilbage, som skabte arbejderbevægelsen.

Hvis udsigterne forbedres, må kommunisterne finde ud af, hvordan venstrefløjen og arbejderbevægelsen kan intensivere kampen og sikre sejren.

Hvis ikke, rejser følgende praktiske spørgsmål sig endnu mere presserende: hvordan kan bevægelsen og især, men ikke udelukkende, de Labour-tilknyttede fagforeninger tage de nødvendige skridt mod genskabelsen af dets eget masseparti, som vil være i stand til at vinde parlamentsvalg og gennemføre reformer til fordel for arbejderne og deres familier.

Kun i den bredere nationale og internationale sammenhæng vil vores 53. kongres overveje forslag om at styrke det kommunistiske parti, navnlig gennem rekruttering, bedre kommunikation, politisk uddannelse og udvikling af dets kadrer.

For Marx og Engels, bør kommunisterne udgøre den »mest bevidste og resolutte del« af arbejderbevægelsen i ethvert land og besidde den klare teoretiske forståelse af denne bevægelses forhold, mål og retning.

Det er den rolle Storbritanniens Kommunistiske Parti søger, men det er også en rolle, som det skal fortjene.