I morgen bliver det afgjort, om landets konservative præsidentkandidat, Park Geun-hye fra Saenuri-partiet vil indtage posten som Sydkoreas statsoverhovede.

Det vil blive afgjort, om kursen mod Nordkorea skal have en tand til i hårdhed og uforsonlighed.

Og om arbejdsgiverne skal have endnu flere gaver, mens arbejderne får regningen for krisen i form af mindre løn, 10-13-timers arbejdsdage og kortvarige arbejdskontrakter.

Sådan opstiller landets venstreorienterede LO, KCTU, de store spørgsmål, som det asiatiske land står overfor. Saenuri-partiet har i de seneste år haft magten i både præsidentpalads under Lee Myeong-bak og i parlamentet under premierminister Kim Hwang-sik.

- Hvis ikke det kapitalistiske diktatur under den nuværende konservative Lee Myeong-bak-administration bliver smidt på porten, vil det være ulig sværere for enhver arbejder og organisation at tilkæmpe sig til forbedringer, siger således KCTU-lederen Jeong Ui-hyeon til dagbladet The Korea Herald.

Park Geun-hye er datter af den sydkoreanske diktator Park Chung-hee, der blodigt terroriserede hundredetusinder sydkoreanere i 1960'erne og 70'erne.

KCTU (Korean Confederation of Trade Unions) er landets næststørste LO med godt 600.000 medlemmer. Det står i modsætning til det andet LO, FKTU, der altid har været regeringstro under skiftende regeringer. Blot 10,3 procent af landets arbejdsstyrke står i fagforening.

En fjerdedel af alle sydkoreanerne er berørt af fattigdom.

KCTU, der blev stiftet i 1995 og har igangsat mange strejker siden, har ikke megen fidus til den konservative Park Geun-hyes modkandidat til præsidentposten, den liberale centrum-venstre-politiker Moon Jae-in, fra Det Forenede Demokratiske Parti, der også er tilhænger af markedsøkonomi.

Støtter Moon

De seneste meningsmålinger giver et lille forspring til den konservative kandidat, men den kvindelige præsidentkandidat for det venstreorientede parti UPP (Forenede Progressive Parti), Lee Jung-hee, har netop trukket sit eget kandidatur, og støtter i stedet Moon Jae-in imod det konservative parti. UPP-kandidaten stod til omkring tre procent.

Dét kan tippe situationen, vurderer magasinet The Economist’s Sydkorea-korrespondent, Daniel Tudor.

Men på den anden side har det også betydet, at det magtfulde KCTU-fagforbund netop har trukket sin støtte til det venstreorienterede UPP-parti, som siges at have 70.000 medlemmer.

- UPP, der udspringer af KCTU, har opgivet udsigten til at vælte kapitalismen og skabe en ny verden. Det kan ikke længere repræsentere arbejderne, siger Lee Sangmu, leder af de offentligt ansattes nationale transportarbejderes fagforbund i en pressemeddelelse.

Velfærd og fattigdom

David Tudor fra The Economist mener, at spørgsmål om velfærd og erhvervslivets udelte magt i samfundet kan komme til at afgøre valget i morgen.

- Jeg tror, den koreanske offentlighed ønsker, at velfærdsstaten bliver udbygget. Sydkorea har et af de allerlaveste niveauer for sociale udgifter i hele OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, red.)]. Landet har udelukkende satset på vækst og produktivitet over alt andet. Men nu ser vi øget interesse for livskvalitet og fordelingen af velstand, siger han.

De seneste tal for fattigdom underbygger hans vurdering.

En fjerdedel af alle sydkoreanerne er berørt af fattigdom, oplyser kontorchef i Sydkoreas Institut for Sundhed og Sociale Anliggender, Dr. Kang Shin-wook til ABC Radio Australia.

 - En husstand lever i absolut fattigdom, når dens indkomst er mindre end de minimale leveomkostninger. I 2009 var minimums-leveomkostningerne for en fire personers husstand på cirka 250 dollars om ugen (1425 kroner). Nu er en fjerdedel af alle husstande under dén grænse, især på grund af den globale krise, siger han og punkterer myten om, at den hurtige industrialisering siden 1960'erne har hævet levestandarden for alle.

Lette at fyre

- Det er især gået hårdt ud over enker, fraskilte kvinder og ældre. Og tænk på, at halvdelen af Sydkoreas arbejdsstyrke er midlertidig – det betyder, at de ansat helt uden kontrakter eller med kortvarige kontrakter. De tjener i gennesnit 57 procent af den gennemsnitlige løn og er let at fyre, siger Dr. Kang Shin-wook.

Ifølge Sydkoreas Alliance for Progressive Bevægelser (KAPM) udgjorde den gennemsnitlige månedlige indkomst for de fattigste 20 procent af befolkningen kun 993 dollars.

”En familie vil blive ruineret, hvis den skal betale for, at en søn eller datter kommer på universitetet studieafgiften alene er på 9950 dollars. To millioner arbejdere ud af en arbejdsstyrke på 18 millioner opnår slet ikke mindstelønnen", oplyser KAPM.

Korte kontrakter

Netop de manglende kontrakter og kortvarige kontrakter har fået flere store arbejdskampe til at buldre i de senere år.

Så sent som den 18. oktober hejste to vikaransatte arbejdere fra bilfabrikken Hyundais Ulsananlæg sig op i toppen af en tårnhøj mast og fremviste protest-transparenter mod netop kortvarige arbejdskontrakter.

En fjerdedel af alle bilfabrikkens ansatte på nationalt plan er ansat uden kontrakter eller meget kortvarige kontrakter, som giver stor usikkerhed i jobbet. De får 65 procent mindre i løn end fastansatte.

De rigeste ti procent af Sydkoreas befolkning sidder på en fjerdedel af landets rigdom.

Sydkorea indtager i øjeblikket suverænt førstepladsen over industrialiserede lande med flest ansatte på kortvarige kontrakter med lav løn eller med løsarbejde.

I november demonstrerede 10.000 arbejdere fra KCTU i hovedstaden Seoul mod de midlertidige kontrakter.

Men straks forlød det i flere sydkoreanske medier, at Indonesiens Aceh-provins står klar med 10.500 arbejdere til Sydkoreas industri, service og landbrug, som har efterspurgt billig arbejdskraft. Den sociale dumping af lønningerne foruroliger i høj grad sydkoreansk fagbevægelse.

Den er i forvejen presset af, at den konservative Saenuri-regering i de seneste år har presset på for at reducere arbejdernes løn med op til 30 procent, så arbejdsgiverne kunne ansætte arbejdsløse på et langt lavere hyre.

"Chaebols"

Det sker i en situation, hvor de rigeste ti procent af Sydkoreas befolkning sidder på en fjerdedel af landets rigdom.

Netop denne kendsgerning har skabt stor opstandelse blandt vælgerskaren i Sydkorea, og dette er opfanget af begge de to dominerende partier, de konservative Saenuri og det centrum-venstre-liberale Forenede Demokratiske Parti. Begge overgår hinanden i at kræve "opgør" med de magtfulde "chaebols”, lederne af landets største virksomheder.

Især de konservative har dog problemer med troværdigheden, understreger flere iagttagere i Seoul, idet Saenuris afgående præsident Lee Myung-bak er tidligere direktør for bilfabrikken Hyundai Engineering and Construction og en af landets mest magtfulde mænd.

 Moon Jae-ins centrum-venstreliberale, Det Forenede Demokratiske Parti, vil beskatte "chaebols" lidt mere for at skaffe penge til velfærd.

Samtidig med foragten for "chaebols" er det en kendsgerning, at allerede fem år efter, at regeringen i 2007 indgik en frihandelsaftale med USA, er titusinder af småhandlende og landmænd gået konkurs.

Aftalen fjerner nemlig gradvist toldsatserne på næsten alle forbrugs- og industrivarer. Bønder og faglige ledere siger, at billige varer fra USA i stor stil udkonkurrerer koreanske varer og derved fjerner arbejdspladser.