Søndag den 6. september markerede flere lande i Latinamerika – ikke mindst Venezuela – at kontinentets frihedshelt Simon Bolivar for præcist 200 år siden skrev sit berømte "Carta de Jamaica". I dette brev nedfælder Simon Bolivar de tanker om frihed, selvstændighed og enhed, som i dag finder udtryk i ALBA-samarbejdet mellem Cuba, Venezuela, Bolivia, Ecuador, Nicaragua og en række caribiske østater.
Hugo Chávez og Fidel Castro er de politikere i nutiden, der i særlig grad har omsat Simon Bolivars tanker til aktuel handling.
Også Latinamerikas forening i organisationen CELAC bygger på de tanker, som Simon Bolivar formulererede i sit brev.
Venezuelas vicepræsident Jorge Arreaza, talte på dagen ved en manifestation på Plaza Bolivar i hovedstaden Carcas.
Arreaza understregede, at Bolivars tanker er selve kernen i det politiske projekt, som den nu afdøde præsident Hugo Chávez stillede sig i spidsen for, og som i dag fortsætter under ledelse af Venezuelas præsident Nicolas Maduro.
Vicepræsidenten appellerede til sine landsmænd om at stå fast og fortsætte den politiske kamp for disse idealer om social fremgang, national selvbestemmelse og regional enhed, skriver nyhedsstationen Telesur.
Bolivar skriver
I det 15 sider lange brev fordømmer Simon Bolivar den spanske kolonimagts brutalitet, hvor hver ottende indbygger i "den nye verden" er blevet dræbt og hele folkeslag er udryddet.
Og så skriver han håbefuldt, at de vanskelige og blodige kampe vil føre til, at folkene vinder den "frihed, som ethvert menneske har ret til".
Han har en række vurderinger af de enkelte lande, som er ved at opstå; Mexico, Chile, Argentina, Peru, Colombia og Venezuela.
Bolivar forudskikker, at Venezuela og Colombia skal være én stat med navnet Colombia.
Og i slutningen skriver han de ord, som i dagens Latinamerika viser Simon Bolivars fremsynethed:
"Jeg må fortælle, hvad vi er nødt til at gøre til virkelighed for at smide spanierne ud og grundlægge en fri regering. Det er enhed, naturligvis. Men denne enhed opnår vi gennem nøje planlægning og rigtigt ledte aktioner og ikke ved nogen guddoms indgriben."
"Da vil vi bevæge os værdigt frem mod den store velstand, som Sydamerika er bestemt til. Da vil den videnskab og kunst, som blev født i Østen, og som har oplyst Europa lande i et frit Colombia, som vil byde den hjerteligt velkommen."
>>> SE HELE BREVET FRA JAMAICA HER (på engelsk) HER (på spansk)
Også andre steder blev 200-året for det skelsættende brev markeret.
Bolivar, Fidel og Chavez
Cubas ambassadør i Teheran, Vladimir González, talte ved en markering, hvor han på linje med Venezuelas vicepræsident tilkendegav, at Hugo Chávez og Fidel Castro er de politikere i nutiden, der i særlig grad har omsat Simon Bolivars tanker til aktuel handling.
Siden 2004 kom der gang i den nedfrosne projekt med integration. Det skete med grundlæggelsen af Den Bolivarianske Aliance for Folkene i Vores Amerika, ALBA, sagde Vladimir González.
– Derefter fulgte CELAC – Fællesskabet for Staterne i Latinamerika og Caribien - som det fornemmeste udtryk for integrationen på et kontinent, som har stridt sig ad en lang og bugtet vej for at nå til sin enhed og uafhængighed som forudsætninger for at sejre, sagde ambassadøren ifølge Prensa Latina.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278

















