14 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Topmøde i skyggen af økonomisk kollaps

Verdenseliten mødes i Davos

Topmøde i skyggen af økonomisk kollaps

Mens verdenseliten mødes i Davos for at diskutere finanskrisen, tager protester til over det voksende skel mellem rig og fattig. Nye tal viser, at verdens 100 rigeste personer vil kunne sætte en stopper for fattigdom i verden her er nu. Men det er næppe noget de jakkesætklædte milliardærer og politikerne i Davos, vil debattere.

I disse dage mødes verdens mest magtfulde mennesker til World Economic Forums 43. årlige samling i den schweiziske by Davos. Noget, der nærmest kan kaldes den økonomiske verdenselites Oscar-fest.

Men hvor det i Hollywood handler om fiktion, er det meget virkelige globale økonomiske spørgsmål, der bliver diskuteret i Davos.

De overordnede temaer, som Angela Merkel, David Cameron, Dimitry Medvedev og omkring 50 andre indbudte stats- og regeringschefer især vil kaste sig over, kredser omkring den globale finanskrise.

Her er det især krisen i euroland og gældskrisen i USA, der kommer til at optage de mange jakkesæt. Udover statsledere vil en mindre skare af royale og omkring 1000 topledere fra verdens største virksomheder tage del i løjerne i Davos. Topmødet løber til og med søndag.

Mens statsledere og erhverslivets absolutte top diskuterer den globale økonomi over pindemadder og dyre bobler på toppen af Europa, så tikker et forslag ind til, hvordan man kan bekæmpe fattigdommen globalt. Det er dog næppe et forslag, der vil give genlyd i de schweiziske alper. Heller ikke selvom arrangørerne af topmødet fortæller, at  World Economic Forum er "forpligtet til at forbedre verden".

Siden 1990 har verdens rigeste set deres indkomster vokse med 60 procent, og siden finanskrisen for alvor tog fat i 2008 er deres indtægter blot vokset endnu hurtigere.

Den britiske ngo Oxfam har haft den store lommeregner fremme og er nået frem til, at verdens 100 rigeste personer nemt kunne have råd til her og nu at sætte en stopper for fattigdom i verden. Det er ikke tilfældigt, at forslaget bliver fremlagt i forbindelse med Davos-mødet.

- I en verden hvor selv de mest basale ressourcer såsom jord og land bliver færre og færre, har vi ikke råd til at koncentrere aktiver i hænderne på få og lade de mange kæmpe om det, der er tilbage, siger Barbara Stocking, leder af Oxfam, ifølge den britiske avis Morning Star. 

Sidste år deltog 70 milliardærer i Davos for at networke med statsledere. Gæsternes samlede indkomst udgjorde 2392 milliarder kroner - nok til at udrydde fattigdom i verden syv gange. 

Protester i Davos

Alligevel er det ikke de store forkromede løsninger, der kommer ud af de årlige møder i Davos, og det er heller ikke meningen.

World Economic Forums møder skal mere ses som en mulighed for verdens statsledere og det globale erhvervslivs top for at networke og diskutere presserende emner, som ligger erhvervskivet på sinde. Det er ikke i Davos, man skal forvente de store traktrater blive underskrevet.

Som det er tradition, vil der være protester ude for det eksklusive område, hvor statslederne mødes. Men demonstranterne skal ikke gøre sig forhåbninger om at komme tæt på politikerne og forretningsmændende.

Schweiziske jagerfly vil patruljere luftrummet over Davos, mens flere end 5000 soldater sikrer lufthavne, gader og bygninger for at garantere deltagernes sikkerhed, skriver avisen International Herald Tribune.

Dertil kommer, at deltagergebyret løber op i godt tre millioner kroner per deltager.

En del af de ngo'er, der har meldt deres ankomst, er fortørnede over, at de selvsamme hovedrige personer - der i Davos diskuterer gældskrise, finanskrise og sociale problemer afledt der af - ofte flytter deres aktiver rundt mellem lande og selskaber, så de skal betale minimalt i skat.

- Arbejdende folk og de globale fattige har behov for et ordentligt boost i deres indkomst, hvis vi skal væk fra årtiers stagneret vækst og social ufred. Og de rige skal betale deres skatter og få tøjlet deres grådighed - frivilligt eller ej, siger Barbara Stocking fra Oxfam. 

Siden 1990 har verdens millonærer og milliardærer set deres indkomster vokse med 60 procent, og siden finanskrisen for alvor tog fat i 2008 er deres indtægter blot vokset endnu hurtigere.

Også Greenpeace trodser den schweitsiske vinterkulde for at protestere. Miljøorganisationen vil uddele den årlige pris for "året værste virksomhed". Prisuddelingen har kørt siden 2000. 

Helle T. på talerstolen

Statsminister Helle Thorning -Schmidt (S) kommer også til Davos. Hun skal blandt andet deltage i møder om arktisk udvikling og tale ved et seminar om global uddannelse. Oppositionsleder og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, er ligeledes blandt deltagerne. Han er inviteret i sin egenskab af bestyrelsesformand for den grønne internationale vækstorganisation Global Green Growth Institute i Sydkorea, skriver dr.dk.

Danmarks miljøminister Ida Auken (SF) og EU-kommisær Connie Hedegaard (K) har også meldt deres ankomst, ligesom toppen af dansk erhvervsliv tropper op i form af Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen og Lars Reiben Sørensen, administrerende direktør i Novo Nordisk. Nils Smedegaard Andersen skal tale om perspektiverne for nye former for global handel.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon og Den Internationale Valutafonds (IMF) chef Christine Lagarde vil også være at finde blandt mødedeltagerne ved Davos-mødet, der første gang blev afholdt i 1971. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jan. 2013 - 06:37   24. jan. 2013 - 06:45

Elite

ax@arbejderen.dk