24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tusinder råbte på ny revolution

Ny intifada i det arabiske forår?

Tusinder råbte på ny revolution

Over en million deltog i begravelse af venstreorienteret politiker i Tunesien. Vrede og skuffelse over manglende fremskridt siden opstanden lyste ud af folkemængden.

Mellem 1-1,4 millioner mennesker deltog i begravelsen af venstrefløjslederen Chokri Belaid i Tunis i fredags.
FOTO: Tara Todras-Whitehill/The New York Times/Scanpix Denmark
1 af 1

- Sov i fred og ro, Chokri; vi vil fortsætte kampen.

Sådan var ordene ved begravelsestalen i fredags for venstrefløjslederen Chokri Belaid fra den Demokratiske Patriotiske Bevægelse, der to dage tidligere var blevet myrdet i Tunis af attentatmænd.

Ifølge nyhedsbureauet AP begyndte tusinder spontant at råbe: Folket ønsker en ny revolution!

Udenfor begravelsespladsen deltog 1,4 millioner mennesker i et sørgeoptog. BBC anslår dog tallet til en million. Under alle omstændigheder begynder flere iagttagere nu at rapportere om, at 'Det Arabiske Forår' er ved at varme op igen i Tunesien, hvor det hele oprindeligt startede for to år siden.

Kommunist-tale

Begravelsestalen fredag i Tunis blev holdt af Hamma Hammami, leder af Tunesiens Arbejderparti - det tidligere Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti. Den afdøde og Hammami var angivelig nære venner og kampfæller i det fælles projekt, kaldet Folkefronten, der består af fire venstrepartier, og som sammen med landets fagbevægelse aktuelt arrangerer store protester mod regeringen.

Bag taleren Hammami stod Chokri Belaids enke, Besma, med to fingre løftet i vejret i et V-tegn. Ifølge nyhedsbureauet AP begyndte tusinder spontant at råbe: Folket ønsker en ny revolution! 

- Drabet var planlagt og udført af fagfolk, på én eller anden måde knyttet til regeringen, der ser gennem fingre med vold, sagde Hammami videre.

Frustrationen, vreden og skuffelsen over de manglende sociale og økonomiske fremskridt siden opstanden mod diktatoren Zine El Abidine Ben Ali i december 2010 lyste ud af folkemængden, rapporterede AP.

For to år siden satte en ung gadesælger, Mohamed Bouazizi, ild til sin egen krop på torvet i byen byen Sidi Bouzid i protest mod arbejdsløshed og regeringens korruption. Selvmordet var gnisten, der antændte opstanden, som fik diktatoren til at flygte et par måneden efter.

- En massiv opstand for frihed og værdighed, lighed og social retfærdighed endte ganske forvredet. Intet er sket. Der hersker nu en tilstand af vrede og bitterhed, sagde Hamma Hammami få dage før attentatet på Chokri Belaid til Tunisia Live.

Arbejdsløsheden er i dag over 18 procent, men for unge over 50 procent. Regeringen låner enorme beløb af udlandet - især fra Golf-staterne - og sælger offentlige tunesiske virksomheder til private.

- Landets fremtid er truet af udenlandske monopoler og reaktionære golf-regimer, sagde Hamma Hammami, hvis parti, Arbejderpartiet, har tre mandater i den grundlovsgivende forsamling. Afdøde Chokri Belaids parti havde ét mandat

Islamister

Tunesien regeres af det islamistiske parti Ennahda, der i 2011 vandt 89 af de 217 pladser i den grundslovsgivende forsamling. Partiet har siden regeret sammen med den republikanske kongres CPR og det socialdemokratiske Ettakatol, men der er ovenpå mordet i fredags uro i koalitionen.

- Islamisterne vandt valget i 2011, fordi de lovede sociale fremskridt og fordi de under diktaturet fik lov til at opretholde netværk via deres moskeer. Oveni er der nu kommet masser af penge fra de fyldte pengekister i golstaterne, siger den tunesiske professor Mohamed-Salah Omri fra Oxford-universitetet til netportalen AllAfrica.com.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. feb. 2013 - 08:08   14. feb. 2013 - 21:41

Tunesien

ah@arbejderen.dk, se@arbejderen.dk
Tunesien
  • Nordafrikansk land med grænser til Middelhavet, Algeriet og Libyen.
  • Indbyggertal: 10 millioner.
  • Uafhængighed fra Frankrig i 1956.
  • Folkelig opstand i december 2010.
  • I januar 2011 flygtede den veststøttede diktator Ben Ali.
  • Økonomien er baseret på landbrug, minedrift og udvinding af olie. Der dyrkes hvede, oliven, druer, citrusfrugter og vin.
  • Industrien er i vækst, og storbyerne vokser kraftigt med sociale problemer til følge.
  • Arbejdsløshed på 46 procent for unge.