”Nogen har den vane, når de får en ny bog i hånden, at de begynder at læse bagfra. Det gør jeg selv tit …[og] når jeg har læst slutningen, ved jeg om jeg behøver at læse resten.”

Således skriver Jens Nauntofte i sin nye bog “Tyrannernes fald. En rejse i Det Arabiske Forår”.

Det er fristende at tage Jens Nauntofte på ordet. Læs bogens Epilog – det er blandt det bedste i bogen, hvilket dog ikke siger ret meget.

De store dagblade har uden tøven dekoreret Nauntofte med hver sine fem stjerner. Det siger en hel masse. 

Kapitlerne om især Syrien men også Libyen er skrækkeligt ensidige og stort set ren USA/CIA/NATO-propaganda, pakket ind i samtaler med ”folket”. Mange af dem er smukke unge damer fra det bedre borgerskab, med ballast fra USA, UK eller franske universiteter.

Kapitlet om Egypten indeholder dog enkelte rimeligt informative afsnit.
Vigtige ord som ”tyranner”, ”demokrati”, ”revolution”, ”oprør” bruges i flæng og dækker et forvirret ideologisk sammensurium.

Det er trist, at en journalist og forfatter med meget langvarigt kendskab til Mellemøsten og Nordafrika vælger en så ensidig tilgang til begivenhederne i 2011–12.

Det efterfølgende er nærmest et rids af en læsevejledning, så den kritiske læser af bogen kan arbejde videre med det tiltagende relevante Mellemøst- og Nordafrika-område og komplettere Nauntoftes ensidige fremstilling med pålidelige kilder.

Selv få opslag via Google på Wikipedia, der selvfølgelig ikke er noget politisk sandhedsvidne, afslører hvor meget mere Nauntofte skjuler end han afdækker.

Alene det at bundte fire statsledere (fra Tunesien, Libyen, Egypten og Syrien) sammen under betegnelsen ”tyranner” er en tilsnigelse. At anvende den CIA-lugtende skønmaling ”Det arabiske forår” er også en grovhed, på linje med alle farve-, blomster- og andre smukke ”revolutioner” – noget der skal skabe en stemning om demokrati, frihed og fred for folkene, hvor det stik modsatte er realiteten.

Lidt historik

Landområderne i det østlige og sydlige Middelhavsområde (Nordafrika og Mellemøsten) har siden antikken været skuepladsen for blodige krige og okkupationer med udgangspunkter i det nuværende Europa, men også den modsatte vej.

Men langt det meste af ødelæggelsen er kommet nordfra i hundreder af år og gør det stadig.  De arabisktalende lande og senere islamiske områder ved godt hvad de kan vente fra europæisk og nu i tiltagende grad fra USA/NATO’s side.

At der er tale om kolonilande ses af landekortene, hvor grænserne er trukket op med lineal af nu for længst glemte generaler, rigmænd og deres politiske håndlangere.

Roms arvtager, Italien, har været dybt indsovset i området, og det har Frankrig også, senest via den nu forhenværende præsident Sarkozy.

Den sidste store kolonimagt i Europa, Storbritannien, har præget området, ikke mindst Egypten, siden 1800-tallet, indtil storebror USA efter Anden Verdenskrig hastigt har sat sig på flæsket (= olien) over hele linjen.

Grundet den godt skjulte, men vedvarende interne, anarkistiske, kamp mellem de kapitalistiske stormagter netop i dette område, er situationen ofte uoverskuelig og begivenhederne uforudsigelige, som nu i dette herlige arabiske ”forår” hvor selv de bedste af de hundreder af efterretningstjenester (herunder det danske PET), der ”opererer” i området, er blevet taget med bukserne nede.

USA's og NATO’s og deres efterretningstjenesters gøren og laden i områderne er dog det væsentligste som sagerne står.

Nauntofte kommer kun i meget beskeden grad ind på emnet, men det gennemsyrer i stigende omfang alt, hvad der sker i landene.

Israel har siden statens oprettelse i 1948 været en torn i øjet på den arabiske verden. Landet opfattes nærmest som en filial af det aggressive USA, med rigeligt med kernevåben og massiv militær- og økonomisk støtte fra USA.

Israels kraftige provokationer overfor Palæstina og overtrædelser af mængder af FN-resolutioner gør ikke sagen bedre. Landet skaber store problemer i den skrøbelige magtbalance i regionen. Dette problem kunne Nauntofte med fordel have viet nogle sider i bogen.

Men lad os kort se på de lande, Nauntofte har valgt som forårets budbringere.

Tunesien

Tunesien er det måske mest uinteressante land – en gammel fransk koloni siden 1880’erne og senest republik med stærk vestlig orientering og en stor, men stilfærdig muslimsk befolkningsandel.

Tunesien er noget bedre socialt fungerende end de fleste andre lande i Afrika, men nåede ikke bare i nærheden af Gadaffis Libyen.

Det er ikke sært, at mange af landets indbyggere var blevet trætte af præsident Ben Ali, med 24 år ved magten og massivt støttet fra vest for at holde de religiøse/islamistiske organisationer fra døren og med en livsførelse, tiltagende præget af massiv korruption.

Selv USA og Frankrig sansede vel dette og fik ham lempet ud af landet i en fart, efter de store demonstrationer der begyndte i 2010-2011.

Hvor meget forår og demokrati, oprør mv. der er over forløbet i Tunesien kan diskuteres. Men som sagerne står, er USA nok tilfreds med tingenes tilstand, hvor der med det bevarede embedsværk, politi og militær kan køres videre med en ny marionetregering.

Egypten

I Egypten væltede en revolutionslignende bevægelse i 1952 kong Farouk.

Bevægelsen var anført af unge militære med Naguib og Nasser i spidsen. CIA støttede processen i kulissen. Frigørelsen fra kolonimagten England stod højest på listen.

Egypten var nu en republik, med et stærkt og politisk dominerende militær, også på mange af regeringsposterne. Dette har præget landet siden.

Naguib blev tiltagende uenig med den unge Nasser, der ikke troede på demokrati eller flerpartisystemer. Nasser etablerede det hemmelige politi og en betydelig pressecensur.

I 1956 trak USA og Verdensbanken midlerne til finansiering af det enorme Assuan-damprojekt, fordi Egypten havde indgået aftale med Tjekkoslovakiet (og Sovjet) om våbenleverancer, der nærmede Egypten til den socialistiske blok. Samme år nationaliserede Egypten Suez-kanalen.

Israel følte sig truet og med støtte fra Frankrig og Storbritannien invaderede det Sinai-halvøen (egyptisk område) og kanalbredden. Men USA og Sovjet, der var ivrige efter at reducere engelsk og fransk indflydelse, krævede at Israel, Frankrig og Storbritannien skulle forlade Egypten.

Nasser var nu den ubestridte leder af de arabisktalende lande i denne del af verden og også formand for den internationale NAM-organisation (non-aligned movement = de alliancefri lande).

Han arbejdede også for den Pan-arabiske bevægelse og ønskede at samle alle lande i området deri og bekæmpede Israel. Sovjet støttede såvel Syrien som Egypten for at holde USA's indflydelse nede. Også Jordan sluttede sig militært til Kairo.

Nasser døde i 1970 og hans vicepræsident, Anwar Sadat, overtog præsidentposten. Sadat var ikke pan-arab. Han brød hurtigt med Sovjetunionen og blev tiltagende højreorienteret.

Efter 1973-krigen med Israel indgik Sadat en fredsaftale med Israel i Camp David og pådrog sig derved den samlede arabiske verdens vrede og had. Egypten blev udelukket fra Den Arabiske Liga indtil 1989, hvor Israel trak sig fra Sinai.

Sadat var dog på venlig fod med Shahen af Persien - USA's mand på Påfugletronen i Iran.

Sadat blev myrdet i 1981 og Hosni Mubarak overtog nu posten. Han overtog forgængerens stil med voldsom økonomisk og militær støtte fra USA. Samspillet med militæret var nært og korruptionen i tiltagende.

De afgørende protester kom i januar 2011 på Tahrirpladsen og fortsatte til hans afgang i februar.

Det efterfølgende præsidentvalg gav en knap majoritet til et ledende medlem af Det Muslimske Broderskab, Mohamed Mursi (eller Morsi), til stor harme for det militære apparat (og formentlig også USA).

Om denne periode har Nauntofte flere interessante indslag fra det frøperspektiv og ”vox populi”-plan han har valgt, dog uden en overordnet politisk eller historisk analyse.

Nauntofte har dog ingen fattige bønder eller industriarbejdere eller små selvstændige med blandt dem, han taler med, og det fremgår heller ikke hvor aktivt de er med på Tahrirpladsen.

Efter at Nauntofte afsluttede sit manuskript i efteråret 2012 har der været afgørende udviklinger i Egypten. Kampen mellem Mursi og militæret er givet intens. USA foretrækker formentlig militæret, som det gennem årene har postet milliarder af dollars i. Men hvor ”folket” står (der er mere end 90 millioner i landet), er uklart. Det er lige nu helt uklart hvor det hele ender.

Libyen

Nauntoftes kapitel om Libyen er mildest talt mystisk. Der er intet som helst forsøg på at sætte det i en større sammenhæng.

Mindre end et år før ”oprøret” startede var Gadaffi en mediedarling i såvel USA som Europa. Han blev modtaget med pomp og pragt og talte med de øverste statsmænd.

Det gjorde hans sønner, der var ministre eller højt placerede, også. Selvfølgelig blev der grinet lidt i krogene over Gadaffis kæmpetelt som han medbragte verden over, men herregud, manden var lidt excentrisk…

Gadaffi havde alligevel, efter den reelle revolution han gennemførte i 1969, sikret en udvikling af landet, så det var Afrikas uden sammenligning mest ligeværdige land med hensyn til indtjening og formuer.

Det var en ublodig revolution (ikke et kup), hvor kong Idris blev afsat. Gadaffi nationaliserede såvel olien som anden industri og forretningslivet og sikrede borgerne gratis uddannelse helt til topniveau på universiteterne, endda med overbygning i udlandet.

Sundhedsvæsenet var gratis for alle, den sociale service fungerede. Alle nygifte fik gavehjælp til at etablere sig med hus og bohave. I 1978 blev alle familier sikret en egen bolig og ingen måtte eje flere huse. Den tidligere meget rige overklasse protesterede kraftigt imod disse indgreb.

Gadaffi støttede en lang række af de fattige afrikanske lande med billige lån og  arbejdede på at samle alle de arabiske stater i Nordafrika til en fælles stat.

Stort set intet af dette har Nauntofte omtalt. Men han formulerer sig ekstremt dæmoniserende om Gadaffi, helt tilbage til hans første møder med ham i 70’erne.

Nauntofte skriver.” Den 31-årige Muammar Gadaffi, jeg mødte i Benghazi den nat var en revolutionær drømmer. Men han udviklede sig i ekstrem grad til at blive en dæmonisk og rablende paranoid galning”.  Sådan.

Med hensyn til NATOs skånselsløse krig, der nærmeste udryddede hele Libyens infrastruktur, inklusive lufthavne, hospitaler, skoler, boligområder, varehuse, vandings- og olieanlæg, kraftværker mv., virker det mærkeligt, at dette skulle støtte ”rebellerne/oprørerne” på nogen måde – hvem de så end måtte være.

Nauntofte kommer dog med overraskende præcise oplysninger om Danmarks bidrag til tæppebombningerne: 800 bombemissioner, med bomber delvis lavet i Israel. Denne juleleg kostede de danske skattebetalere den nette sum af 656 millioner kroner, men udviklingsministeren i dag er glad. Nu er der smadret så meget i Libyen, at danske firmaer skal have del i bistandspenge for at lave genopbygning. ”Kreativ destruktion” kaldes det.

Al snak om de påståede ”rebeller” i Libyen er en propagandakonstruktion, der er lavet til massemedierne. ”Rebellerne” var fra første færd helt afhængige af NATO i alle henseender, uden hvis opbakning lejesoldaterne og deres ledere ikke havde kunnet klare en måneds modstand.

Formålet med den sanseløse destruktion af landet havde til sigte at få vendt den loyalistiske massebase imod Gadaffi.

Det, at mange kendte vestlige venstreintellektuelle hoppede på NATO's limpind om en folkelig opstand i Libyen, viser, hvor svag indsigten er i de faktiske processer.

Syrien

Topmålet af ensidighed præsterer Nauntofte dog i kapitlet om Syrien.

Overskriften er ”En nation i krig med sig selv”. Han taler straks om syrernes drab på syrere, en borgerkrig og om folkemord, der ulogisk nok udføres af regeringen, som behovet for vestlig invasion.

Den indledende samtale med en talsmand (”propagandachef”) for præsident Bashar al Assad er en journalistisk katastrofe. I bogen kaldes Syriens præsident særdeles negativt: ”verdens mest udskældte tyran i verdens for tiden blodigste land”. 

Men Bashar og forgængeren, hans fader, er/var medlemmer af det socialistiske Baath-parti, hvilket altid udløser krigsliderlighed i USA. Mærkeligt at Nauntofte er så negativ, da Bashar Assad faktisk har bred opbakning i den almindelige befolkning.

En anden Nauntofte: ”Syriens mest frygtede mænd (regeringen) i en af verdens mest repressive stater”.

Det er stilen og tonen i hele afsnittet om Syrien – et ensidig referat af USA/CIA propagandaen, krydret med udtalelser fra lokale enkeltpersoner – salafister, folk fra Det muslimske Broderskab samt andre (mange med nære relationer til Vesten) der brændende ønsker Assad fjernet, måske for selv at komme til magten, ved hjælp af NATO-landene, ledet af USA, fornemmer man.

USA har i årevis planlagt krig mod Syrien. Fra 1957 er der detaljerede, lækkede, sagsakter der dokumenterer dette, i et samspil med Englands MI6.
Reelt er det USA der fra første færd har styret voldeligheden i Syrien siden vinteren 2011 ved at sikre militær og politisk ”specialrådgivning”, penge og (indirekte) våben til ”oprørerne” som Nauntofte konsekvent kalder dem.

FSA (Free Syrian Army) er skabt af USA og NATO. Et NATO-ledet fuldskalakrig har været forberedt allerede før 2011.

Nauntofte taler hele tiden om ”borgerkrig” og ”den syriske befolknings oprør mod Assad”.  I realiteten er den alt overvejende del af terrorvolden mod civilbefolkningen gennemført af et sammenrend af mere end 100 grupper af skånselsløse, men velbetalte lejetropper af ofte indbyrdes fjendtligt skrab sammen fra USA's og NATOs krige i Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen og andre steder på kloden.

Myten om Syriens lagre af giftgasser, der påstås planlagt anvendt af Assad mod hans civilbefolkning, er også med i Nauntoftes bog. CIA er igen sandhedsvidnet i relation til Syrien, som de var vedrørende Iraks (Saddam Husseins) masseødelæggelsesvåben, der ikke eksisterede.

Nauntofte mener, at når Assad falder, bliver det grundet forhold i hans inderkreds (”ved et attentat” eller ved ”en paladsrevolution”), får vi at vide. USA lægger op til et Libyen 2.0, men det taler Nauntofte intet om.

Vejen til Teheran går gennem Damaskus. En USA-NATO sponsoreret krig mod Iran har som første trin en destabiliseringskampagne i Syrien med ”regeringsændring” via hemmelige efterretningsindsatser til støtte for ”rebellerne”.

Hvis krigen mod Iran starter, vil Israel og Tyrkiet blive inddraget som et væsentligt led i USA-NATO angrebet. Selv Nauntofte mener, at USA nok vil holde sig udenfor selve krigen, da anti-amerikanismen og den muslimske radikalisering er blevet meget voldsom i hele regionen efter skandalekrigene i Afghanistan og Irak, sammen med Mohammed-tegningerne og den anti-muslimske hetz i Vesten, herunder Danmark.