17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tysk kapital kræver arbejdsro i Ukraine

Pressede på for våbenhvile:

Tysk kapital kræver arbejdsro i Ukraine

Store tyske firmaer stillede 10 krav til fred i Østukraine. Kort efter tilbød Ukraines præsident fred med de russisktalende oprørere.

Børsen i Frankfurt
FOTO: Stringer/Reuters/Scanpix
1 af 1

Noget tyder på, at det er efter direkte krav fra store tyske virksomheder, at der blev indgået våbenhvile i Ukraine. Grunden kan være, at firmaerne har store interesser i forretninger i Ukraine.

Først efter mødet med tyske firmaer kom der våbenhvile i Ukraine.
 

I hvert fald krævede et møde den 13-14. september med deltagende direktører for de tyske industrigiganter Siemens og BASF – samt ukrainske og russiske rigmænd – at der kommer ro i området.

Kræver fred

Mødet for erhversspidserne, der blev holdt i Genève, Schweiz, vedtog en 10-punkts plan, der tager sigte på at afslutte konflikten i regionen og stabilisere Ukraines økonomi ved at bygge handelsmæssige broer til både Rusland og EU.

De første tiltag til en våbenhvile kom da også umiddelbart op til mødet i Geneve den 5. september på initiativ af den provestlige regering i Kijev. Våbenhvilen i Østukraine trådte endeligt i kraft ni dage efter Genevé-mødet – efter fredsforhandlingerne i Minsk den 23. september mellem Ukraines kupregering og russisktalende oprørere, rapporterer tv-stationen CNN.

Genève-mødet blev organiseret af Klaus Schwab, der er leder af World Economic Forum, der  hvert år afholder topmøder Davos, der samler topdirektører fra verdens største virksomheder, stats- og regeringsledere samt EU og organisationer som FN. EU's udviklingsbank deltog også på møde i Genève.

>>SE DEN SAMLEDE DELTAGERLISTE HER 

Interesser i Ukraine

Kurt Bock, administrerende direktør i den tyske kemigigant BASF var med på mødet i Genève. Tidligere har han sagt til den tyske radio, DW, at Ukraine er vigtig for BASF.

– Vi har oplevet stor nedgang i forretningerne i Rusland og især Ukraine, der er meget vigtig for vor produktion af sprøjtemidler, lød det.

En anden mødedeltager var den administrerende direktør for den tyske teknologiske industrigigant Siemens AG, Joe Kaeser.

Ifølge magasinet Ukraine Digest har Siemens AG, Deutsche Bank AG og tyske Ferrostaal GmbH aftale med den ukrainske regering om at modernisere gasrørsledningerne i GTS-systemet, der forbinder Vesteuropa og Rusland.

På mødet fremlagde Joe Kaesser fra Siemens AG og de andre deltagere 10 punkter for fred – blandt andet til at skabe "en vedvarende våbenhvile, øjeblikkeligt ophør af vold og yderligere tab af menneskeliv" og "en økonomisk genopretningsplan for de ødelæggelser, konflikten har skabt".

Endelig foreslog de en "inkluderende politisk proces for decentralisering af magten i Ukraine, hvor yderligere rettigheder delegeres fra staten til regionerne, mens der også bør være garantier for mindretalsrettigheder og sproglige rettigheder". 

Det var lige præcis disse punkter, som Ukraines præsident Petro Porosjenko foreslog østukrainerne den 15. september.

Andre bemærkelsesværdige deltagere i Genève inkluderede Anatoly Chubais, som tjente milliarder på privatiseringerne i Rusland efter 1991, samt den magtfulde ukrainske rigmand Victor Pinchuk. Den indsatte guvernør i den oprørske Donetsk-region i Østukraine, rigmanden Serhiy Taruta, var også med.

Tyskland frygter sanktioner

Markus Kerber, chef for den tyske industris organisation (BDI) og tidligere rådgiver for finansministeriet er kommet med en erklæring om, at "det ville være ønskeligt at løse krisen i Ukraine gennem diplomatiske kanaler".

Andreas Schockenhoff, er leder af den tysk-ukrainske samarbejdsorganisation og medlem af parlamentet for partiet CDU, mener, at Vestens sanktioner mod Rusland er skadelige for tysk industri. 

– Vi har en interesse i at arbejde sammen med Rusland på langsigtet basis, siger han til dagbladet Kijev Post.

I september var den tyske kansler Angela Merkel på besøg i Ukraine og talte for en våbenhvile og tilbød 500 millioner euro til at genopbygge det krigshærgede Donbas.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. okt. 2014 - 11:08   25. feb. 2022 - 11:02

Ukraine

Anders Fenger
Skribent