25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ukraine forbyder kommunistiske symboler

Demokrati under pres

Ukraine forbyder kommunistiske symboler

Det ukrainske parlament har kriminaliseret enhver form for propaganda for sovjetiske symboler og hylder ukrainere, der samarbejdede med den tyske besættelsesmag under Anden Verdenskrig.

Politi beskyttede den 24. november 2013 en statue af Lenin i byen Lvov, som ukrainske højrekræfter ville vælte. Nu skal han endelig ned.
FOTO: Wikimedia
1 af 1

Den 9. april vedtog Ukraines parlament et forbud mod kommunistisk og nazistisk propaganda og forbød brug af kommunistiske og nazistiske symboler. Loven blev vedtaget blot en måned før 70-året for Sovjetunionens befrielse af Ukraine fra den nazistiske besættelsesmagt.

Loven forbyder at citere Lenin, hvilket betyder, at vi er nødt til at kassere halvdelen af vores akademiske arbejder.
Petro Simonenko, formand for Ukraines Kommunistiske Parti

Lovpakke 2558 kriminaliserer ”offentlig benægtelse af de sovjetiske og nazityske totalitære regimers forbryderiske karakter”, refererer dagbladet Kijev Post.

Op til 10 års fængsel

Loven, der blev vedtaget med 254 stemmer ud af parlamentets 450 stemmer, forbyder anvendelsen af begrebet kommunistisk i partinavne, forbyder salg af sovjetiske flag, souvenir og selv at synge det daværende Sovjetunionens nationalsang samt formentlig også 'Internationale' vil være forbudt, skriver det amerikanske magasin The Nation.

Overtræder en organisation loven kan det give op til 10 års fængsel til organisationer og fem år til enkeltpersoner.

Hvis et politisk parti, massemedie eller organisation udsender 'propaganda' som anerkender kommunistiske regeringer og nazistiske regimer eller bruger deres symboler kan de blive lukket.

– Loven forbyder at citere Lenin, hvilket betyder, at vi er nødt til at halvdelen af vores akademiske arbejder. Den forbyder kommunistiske symboler, hvilket betyder, at krigsveteraner forbydes at bære medaljen Røde Stjerne, som de har udgydt deres blod for, siger Petro Simonenko, formand for Ukraines Kommunistiske Parti, og tilføjer:

– Alt dette fører til endnu mere splittelse i det ukrainske samfund  og en fortsættelse af krigen.

Til gengæld er afsnittet om nazisme blevet blødt op i forhold til det oprindelige forslag. Artikel 436, som forbød at benægte eller retfærdiggøre fascimens forbrydelser Waffen SS eller dem, der 'samarbejdede med de fascistiske besættere' er blevet fjernet, så artiklen kun omhandler forbud mod brug af 'det totalitære nazistiske regimes symboler, skriver The Nation.

Ære til kollaboratører

Lovpakken påbyder til gengæld alle ukrainere at ære og vise respekt for ”frihedskæmperne fra Ukraines Oprørshær (UPA)”.

Ukraines Oprørshær udryddede sammen med Nazityskland under Anden Verdenskrig tusinder af sovjet-ukrainske partisaner, jøder og civile polakker.

Lovene er blevet til på initiativ af Jurij Sjukhevytj, som er medlem af det højreekstreme regeringsparti Det Radikale Parti og søn af den ukrainske nationalist Roman Sjukhevytj.

Sidstnævnte blev under Anden Verdenskrig indrulleret i den nazistiske Schutzmannschaft Bataljon 201 og deltog ifølge flere historikere i mord på jøder i Ukraine og Hviderusland.

Sjukhevitj begik sammen med Stepan Bandera en etnisk udrensning af jøder og polakker i 1941, 1943 og i begyndelsen af 1944 i Volhynien og i det østlige Galicien.

Ifølge den amerikanske historiker Timothy Snyder blev op til 85.000 polakker myrdet i den etniske udrensning, mens 300.000 måtte flygte. I byen Klevan i Volhynia gik det ud over 700 jøder den 6. juli 1941.

– Ukrainerne fortalte det tyske SS, hvilke hjem, der var jødiske, og at alle jøderne var kommunister. Omkring 700 af de 2500 jøder i denne by blev dræbt i løbet af de første dage af besættelsen – deres lig lå tilbage på gaden for at blive spist af hunde og svin, berettede historikeren på en konference i USA i 2013.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. apr. 2015 - 17:09   24. apr. 2015 - 10:59

Ukraine

Anders Fenger
Skribent
Ukraines lov mod kommunisme 2015
  • 9. april 2015 vedtog Ukraines parlament et forbud mod kommunistisk og nazistisk propaganda.
  • Det betyder forbud mod offentligt benægte "de sovjetiske og nazityske totalitære regimers forbryderiske karakter”.
  • Forbyder kommunistiske og nazistiske symboler. 
  • Overtrædelse af loven kan give op til 10 års fængsel.
  • Påbyder alle ukrainere at ære og vise respekt for ”frihedskæmperne fra Ukraines Oprørshær (UPA)”. UPA udryddede sammen med Nazityskland under Anden Verdenskrig tusinder af sovjet-ukrainske partisaner, jøder og civile polakker.