I de seneste måneder er over 50 civile døde i Pakistan efter at ubemandede droner fra luften har affyret missiler mod redningsarbejdere.
Det afslører det dybdeborende journalistiske bureau BIJ i Storbritannien.
Angrebene har typisk ramt de civile, der er strømmet til for at hjælpe ofre for et angreb ud af murbrokker eller sønderskudte biler.
Taktikken blev senest fordømt af USA’s regering i en 2007-rapport fra ministeriet for indenlandsk sikkerhed som »grusom« – og anvendt af blandt andet Hamas og irakiske modstandsfolk.
Men den 4. juni meddelte britiske BBC, at US-droner har angrebet redningsfolk i Waziristan i de vestlige Pakistan minutter efter et indledende angreb. 16 mennesker blev dræbt.
redningsfolk
Mellem maj 2009 og juni 2011 blev mindst 15 angreb på redningsfolk rapporteret af nyhedsmedier som New York Times, CNN, ABC News og Al Jazeera. Også angreb på begravelser af droneofre er rapporteret.
Sidste weekend omtalte Reuters »en byge af droneangreb« over nord-Pakistan, som dræbte 13 mennesker i tre angreb. Det foregik midt under fejringen af ramadanens afslutning.
Mindst ét af angrebene var efterfulgt af angreb nummer to, bemærker Reuters.
Apache-angrebet i Irak
I juli 2007 dræbte en Apache-helikopter med panserbrydende ammunition to Reuters-journalister i Bagdad. Det blev dokumenteret af en WikiLeaks-lækket video i 2010.
USA’s hær oplyste, at angrebet var rettet mod »bevæbnede oprørere«, men videoen viser rent faktisk et opfølgende angreb på dem, der ankom til ulykkesstedet for at redde de sårede.
The Guardian beskriver forløbet:
»En varevogn trækker op på siden af en såret mand på vejen. Irakere står ud. De er ubevæbnede og begynder at bære offeret over i køretøjet for angiveligt at få ham på hospitalet«.
Besætningen på Apache-helikopteren skyder igen og dræber og sårer flere, heriblandt to børn i bilen.
Da US-landtropper på jorden senere opdager de to sårede børn, svarer en af helikopterens besætning tydeligt på videoen:
»Nå, men det er deres egen skyld at bringe børn ind i en kamp-zone«.
I sidste weekend krævede FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder og terrorbekæmpelse, Ben Emmerson, at der sker noget.
– USA skal åbne op for en uafhængig undersøgelse af brugen af droneangreb – eller også bliver FN tvunget til at træde til, sagde han ifølge det britiske dagblad The Independent.
Christof Heyns, FN’s særlige rapportør om såkaldt udenretslige henrettelser, kalder ifølge dagbladet The Guardian de sekundære dronedrab for »krigsforbrydelser«.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278