Mens Syrien mandag officielt blev medlem af organisationen for afskaffelse af kemiske våben (OPCW) og fortsatte med at afskaffe sine kemiske våben i samarbejde med FN og OPCW, har USA øget sin støtte til dele af den væbnede opposition i landet.
USA's ambassadør oprettede dødspatruljer.
Global Research
USA's ambassadør i Syrien, Robert S. Ford, har netop holdt møde med topledelsen i Den Frie Syriske Hær (FSA) og dets stabschef Salim Idris, oplyser FSA's mediebureau.
Free Syrian Army er en del af den væbnede opposition i Syrien, der bekæmper regeringen. USA og andre vestlige magter mener, at FSA er "moderat" og ikke-religiøs" i modsætning til al-Qaedas al-Nusrafront og andre islamiske grupper.
- Vi diskuterede, hvordan USA bedst støtter FSA og dets militære bataljoner, blandt andet ved at tvinge Bashar-al Assads regime til at ophæve belejringer af byer, siger Salim Idris.
Bag drab
Robert S. Ford måtte forlade Syrien i 2012, efter at det syriske stats-tv var begyndt at omtale hans støtte til syriske dødspatruljer i stil med dem i Irak.
Robert S. Ford var i 2004-05 "nummer to" på USA's ambassade i Irak og samarbejdede med ambassadør John D. Negroponte om at gennemføre Pentagons såkaldte "Irak-El Salvador-model". Modellen bestod i at støtte irakiske dødpatruljer i stil med dem, USA støttede i Mellemamerika i 1980'erne, skriver Global Research.
Negroponte var ambassadør i El Salvador i 1980'erne.
Dødvandet
USA søger tilsyneladende at øge støtten til FSA i Syrien, fordi mere islamiske oprørsgrupper vinder frem i landet. Den indflydelsesrige militære amerikanske analytiker Edward N. Luttwak udlagde situationen iskoldt den 24. august 2013 i dagbladet New York Times.
- At forlænge dødvandet i Syrien må være det foretrukne scenarium for USA, så det ikke skader amerikanske interesser. På den ene side ville det være katastrofalt, hvis Assads regime kommer sejrrigt ud af oprøret og genopretter kontrollen med landet.
- Men en sejr for oprørerne vil også være ekstremt farligt for USA, idet ekstremistiske grupper - nogle identificeret med al-Qaeda - er gået hen og blevet den mest effektive kampstyrke i Syrien, vurderer Edward N. Luttwak.
I en rapport fra den vestligt orienterede tænketank International Crisis Group (ICG) den 12. oktober sidste år står der, at den såkaldte "sekulære, (ikke religiøse, red.) væbnede modstand i Syrien ikke eksisterer. (…) Men at tilstedeværelsen af en kraftig islamistisk og salafistisk strømning blandt Syriens oprørere er uigendrivelig . Den får udviklingen til at glide i mere radikal og brutal retning”.
Villy Søndal møder opposition
Free Syrian Army er tilknyttet oppositionsgruppen Syrian National Council og Nationalkoalitionen med hovedbaser i Paris og Tyrkiet.
Nationalkoalitionens leder, Ahmed Al Jarba, besøgte Danmark i september, hvor han mødte udenrigsminister Villy Søvndal.
- Jeg forsikrede Jarba om, at Danmark står bag den syriske oppositionskoalition i denne svære tid - både politisk og med forskellige former for støtte, sagde Søvndal efter besøget ifølge Udenrigsministeriet.
I sidste uge mødte Villy Søvndal Nationalkoalitionen i Tyrkiet og udnævnte en dansk kontaktperson til koalitionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278