25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA involveret i 36 militære operationer i Afrika

USA involveret i 36 militære operationer i Afrika

USA's væbnede styrker har travlt på det afrikanske kontinent, hvor stormagten er involveret i 36 militære operationer i en lang række lande.

Militærinstruktør fra USA instruerer soldater fra det vestafrikanske land Sierra Leone.
FOTO: usaraf.army.mil/CC 2.0
1 af 1

Nye oplysninger viser, at USA i øjeblikket er involveret i mindst 36 militære operationer i Afrika.

Mange af disse operationer forekommer i lande, som USA's regering ikke betegner som krigszoner, men hvor amerikanske soldater alligevel kæmper og i mange tilfælde mister livet.

Mens Kina i Afrika bygger broer og jernbaner, bekæmper USA terrorisme. Men det skaber blot endnu mere kaos. 
Nick Turse, journalist

Det fremgår af en artikel i Huffington Post, der baserer sig på oplysninger fra den amerikanske uafhængige journalist Nick Turse.

USA til stede

I perioden 2013-2017 var amerikanske styrker involveret i væbnede konflikter i mindst 13 afrikanske lande: Burkina Faso, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Den Demokratiske Republik Congo, Kenya, Libyen, Mali, Mauretanien, Niger, Somalia, Sydsudan og Tunesien.

>> LÆS OGSÅ: USA sender 3000 soldater

Derudover tillader andre afrikanske lande deres egne soldater at operere på vegne af USA gennem såkaldte partnerskabsaftaler, der giver adgang til amerikansk udstyr og træning.

Antallet af amerikanske specialstyrker i Afrika steg med 600 procent mellem 2006-2010 og med 1000 procent mellem 2010-2016, oplyser Nick Turse, der har sine tal fra AFRICOM (United States Africa Command) – USA’s Afrikakommando, der har hovedkontor i Stuttgart-Mohringen, Tyskland.

46 militærbaser

Tidligere har Nick Turse afsløret, at USA's militær på en eller anden måde har været involveret i mere end 90 procent af Afrikas 54 stater.

>> LÆS OGSÅ: Cuba sender 165 læger og sygeplejersker

I 2008 var der 172 operationer, træningsøvelser eller andre aktiviteter. Det svarer til en mission hver anden dag. I 2016 havde AFRICOM 674 opgaver – to opgaver om dagen.

AFRICOM kom i 2015 til selv at afsløre, at det bestyrer 46 militærbaser på det afrikanske kontinent.

– Mens Kina i Afrika bygger broer og jernbaner, bekæmper USA såkaldt terrorisme. Men det skaber blot endnu mere kaos, siger Nick Turse i en samtale med Huffington Post.

>> LÆS OGSÅ: USA's militære aktiviteter tredoblet

I år 2020 forventer Kina at have investeret over 100 milliarder dollars i det afrikanske kontinent, hvor mere end 2500 kinesiske virksomheder har etableret sig i de fleste lande.

Nick Turse er en amerikansk undersøgende journalist, historiker og forfatter. Han er redaktør og forskningsdirektør for bloggen TomDispatch og medarbejder på onlinemagasinet The Nation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2019 - 10:18   04. jun. 2019 - 19:24

Afrika

ah@arbejderen.dk