22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA og Indien underskriver ny militæraftale

Optrapper mod Kina

USA og Indien underskriver ny militæraftale

USA og Indien har underskrevet en ny aftale, der styrker det militære samarbejde mellem landene. Aftalen er sløjfen på en komplet militæralliance, der er bygget på spændinger med Kina, advarer kommunistiske partier i Indien.

FOTO: U.S. National Archives/Public Domain Archive
1 af 1

USA og Indien har den 27. oktober underskrevet en Grundlæggende Udvekslings- og Samarbejdsaftale (BECA), hvis formål er at styrke det militære samarbejde og delingen af information mellem landene.

Indiens udenrigspolitik "bør ikke forvandles til en politik af aggressivitet, konfrontation og konflikt ved at alliere sig med USA's imperialisme".

Aftalen betyder, at USA giver Indien adgang til følsomme data fra USA's satellitter, som menes at være afgørende for præcist at ramme missiler, droner og andre mål, skriver den britiske TV-station BBC.

Ifølge USA's forsvarsminister Mark Esper viser aftalen, at USA og Indien står "skulder ved skulder" "i lyset af Kinas stigende aggressivitet og destabiliserende aktiviteter", oplyser den amerikanske TV-station CNN.

Indien og USA er de mest befolkede lande i verden kun overgået af Kina, som både USA og Indien er på kant med. Det er angiveligt stormagternes bekymringer over Kinas voksende indflydelse, der har fået USA og Indien til at indgå i et militært samarbejde.

Stormagternes konflikter

USA's præsident Donald Trump indledte i 2018 en økonomisk krig mod Kina. USA har blandt andet pålagt straftold på kinesiske varer, og USA anklager Kina for at krænke ejendomsretten ved at stjæle USA's produkter.

Senere slog Kina igen ved at stoppe al import af landbrugsprodukter fra USA, hvilket især rammer USA's eksport af soja.

>> LÆS OGSÅ: Kina stopper alle køb af landbrugsprodukter fra USA

I juli blev konflikten mellem USA og Kina skærpet, da USA sendte to hangarskibe og andre krigsskibe til Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina gør krav på territorium.

Mens konflikten mellem USA og Kina har ført til militære spændinger, har Indien og Kina været i decideret militære kampe, hvor flere soldater har mistet livet.

Indien og Kina gør begge krav på territorium i delstaterne Kashmir og Arunachal Pradesh. I år har der været flere kampe mellem Indien og Kina i Kashmir. I juni opstod et slagsmål, som dræbte 20 indiske og et ukendt antal kinesiske soldater – vel at mærke uden brug af skydevåben.

Det er efter optrapningen af disse konflikter mod Kina, at militæraftalen BECA er blevet underskrevet af de højreorienterede regeringer i USA og Indien.

Indiens kommunister imod BECA

To af Indiens kommunistiske partier, CPI og CPI(Marxist), har understreget, at de er modstandere af BECA-aftalen, som de mener er bygget på spændinger med Kina og strider imod Indiens suverænitet.

CPI oplyser på Solidnet, at BECA er den fjerde forsvarsaftale mellem Indien og USA siden 2002. De øvrige aftaler har "gjort det lettere for USA's administration at få Indien med i en militæralliance", skriver CPI og fortsætter:

"Underskrivelsen af BECA vil føre til, at vores militære aktiviteter vil blive integreret i USA's system og vil gøre mindre plads til uafhængig bevægelse af vores egen hær".

CPI påpeger, at Indien aldrig tidligere har været med i nogen militæralliance og altid er gået ind for fred og samarbejde. Indiens udenrigspolitik "bør ikke forvandles til en politik af aggressivitet, konfrontation og konflikt ved at alliere sig med USA's imperialisme", mener partiet.

Også hos det kommunistiske parti CPI(Marxist) møder BECA-aftalen modstand. "Med denne aftale er alle de såkaldte fundamentale aftaler for en militæralliance med USA komplette", skriver CPI(Marxist) på Solidnet.

"Disse aftaler vil gøre os afhængige af USA's våben, hvis teknologi og systemer vil blive kontrolleret af USA", oplyser CPI(Marxist) og tilføjer: "Det er ikke foreneligt med nationale interesser".

Kommunisterne fortæller, at BECA-aftalen kommer inden en militærøvelse, planlagt af det strategiske fællesskab Quad, som både Indien og USA er en del af.

Den strategiske sikkerhedsdialog Quad

Den Kvadrilaterale Sikkerhedsdialog (Quad) består af USA, Indien, Japan og Australien og blev startet i 2007. Landene afholder fælles topmøder, deler information og gennemfører fælles militærøvelser.

I 2008 gik Quad for en periode i opløsning, da Australien og Japan trak sig som følge af protester fra den kinesiske regering, der anså Quad som en trussel.

Men i 2017 fandt de fire lande igen sammen og genopstartede Quad. Ifølge journalisten for Washington Times Guy Taylor ønsker Trump at gøre Quad til en "asiatisk NATO", der kan stå imod Kinas økonomiske og militære magt.

I denne måned vil Quad for første gang i 13 år være samlet i én fælles militærøvelse ved navn Malabar, der finder sted ved Bengalbugten og senere i Det Arabiske Hav.

Militærøvelsen Malabar "er blevet tolket af mange eksperter som en demonstration af beslutsomhed overfor Beijings voksende muskuløse udenrigspolitik", skriver journalisten Kunal Purohit i det kinesiske nyhedsmedie South China Morning Post.

Men ifølge Purohit vurderer eksperter, at militærøvelsen "indtil videre" kun er symbolsk, da USA, Indien, Australien og Japan har hver deres mål og ikke har forenet dem i én fælles strategi.

Et ben i hver lejr

I 2017, samme år som genforeningen af Quad, blev Indien desuden medlem af Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), som Kina var med til at etablere i 2001.

Ud over Indien og Kina består SCO af Pakistan og de tidligere republikker i Sovjetunionen: Rusland, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Tajikistan og Uzbekistan.

SCO beskriver blandt andet sit formål som værende at "styrke gensidig tillid" og "lave fælles indsatser for at sikre fred, sikkerhed og stabilitet i regionen" ved at etablere "en demokratisk, retfærdig og rationel ny politisk og økonomisk orden".

Det iranske dagblad Tehran Times formoder, at SCO's "sande formål" egentlig er "at være modvægt til USA og NATO's aktiviteter i Centralasien".

Desuden skriver journalisten Swagata Saha på East Asian Forum, at SCO "ofte bliver døbt det asiatiske NATO", fordi organisationen domineres af Kina og Rusland, der udfordrer USA's magt i Asien.

Saha oplyser i den forbindelse, at "Rusland og Kina har styrket båndene med fælles flådeøvelser, økonomiske aftaler og en gasaftale på 400 milliarder dollars", efter de to lande gik sammen i SCO.

Det er derfor værd at bemærke, at selv om Indien har indgået en militæralliance med USA for at modstå Kinas voksende indflydelse, så er Indien samtidig en del af SCO, som i samarbejde med Kina forsøger at udfordre USA's indflydelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2020 - 06:51   11. nov. 2020 - 10:42

USA & Indien

mbs@arbejderen.dk
Lyt til artiklen

Quad

Den Kvadrilaterale Sikkerhedsdialog (Quad)

  • Quad er et "strategisk forum" mellem USA, Indien, Australien og Japan.
  • Forummet afholder topmøder, deler information og arrangerer fælles militærøvelser.
  • Quad blev oprettet i 2007 og medførte diplomatiske protester fra den kinesiske regering.
  • Kina anså dannelsen af Quad som en trussel mod Kina.
  • Japan og Indien forsikrede Kina om, at Quad ikke var en trussel mod Kina.
  • I 2008 trak Australien sig fra samarbejdet på opfordring fra Kina.
  • I 2017 blev Quad genforenet.
  • Genforeningen af Quad blev begrundet med Kinas voksende militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav.
  • I november 2020 afholder Quad militærøvelsen Malabar.
  • Malabar er den første samlede militærøvelse mellem Quad-landene i 13 år.