26 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA spreder sit net over Afrika

Afrika

USA spreder sit net over Afrika

USA har anlagt nye forsyningsruter og udstationeret specialtropper på det afrikanske kontinent. USA satser militært på Afrika.

USA's Afrikakorps vil anlægge forsyningsruter hen over det afrikanske kontinent med start i Djibouti og Kenya mod øst. Kortet viser USA's militære interesser på det afrikanske kontinent.
FOTO: Arbejderen
1 af 1

- Marco Polo var ikke bare en opdagelsesrejsende. Han udviklede også knudepunkter undervejs langs Silkevejen. Lad os gøre noget lignende her (i Afrika red.), hvor dronningen af Saba rejste.

De bevingende ord tilhører Chris Zahner. Han er til daglig chef for logistikenheden i USA’s hærs Afrikakorps. Ordene blev sagt på en konference i miniputstaten Djibouti på Afrikas Horn.

De afslører ganske godt nogle af USA’s planer på det afrikanske kontinent: At øge sin magt i Afrika. At tage kampen op mod Kinas økonomiske magt i området, som den undersøgende amerikanske journalist Nick Turse formulerer det på netstedet TomDispatch.com.

Konkret er USA febrilsk i gang med at bygge to forsyningsruter med retning vestover, ind i Afrika. Den ene rute går fra netop Djibouti, der ligger ved Det Røde Havs udløb. Her ligger basen  Camp Lemonier, der med sine 3500 ansatte i realtiteten er blevet hovedkvarter for USA's Afrikakorps, Africom. Ruten fører til USA’s militære anlæg i nabolandet Etiopien.

Den anden rute går  lidt længere sydpå fra Kenyas kyst i Østafrika til Uganda nogle hundrede kilometer mod vest.

 Dette er byggestenen til en supermagtsmotorvej gennem Afrika.

Knudepunkterne i nettet fortæller en del af historien: Manda Bay, Garissa, og Mombasa i Kenya, Kampala og Entebbe i Uganda, Bangui og Djema i Den Centralafrikanske Republik, Nzara i Sydsudan, Dire Dawa i Etiopien, og Djibouti, skriver Nick Turse.

Krydderi-ruten

På den amerikanske hærs forsyningstjenestes hjemmeside, Army Sustainment, kalder man ruterne for begyndelsen på den nye ”Spice Route” (Krydderi-vejen) som en hyldest til det middelalderlige handelsnetværk, der forbandt Europa, Afrika og Asien.

”Men dagens Spice-Route har intet at gøre med kanel, nelliker eller silke. I stedet ser det ud til at være de første byggesten til en supermagtsmotorvej, hvor lastbiler og skibe leverer brændstof, fødevarer og militært udstyr gennem et voksende netværk af forsyningsdepoter, små lejre og flyvepladser for at servicere en hurtigt voksende amerikansk militær tilstedeværelse i Afrika”, skriver Nick Turse.

Retningen for forsyningsruterne er hen imod lande, hvor USA allerede har engageret sig i flere konflikter i blandt andet Den Centralafrikanske Republik, Uganda og Den Demokratiske Republik Congo.

Allerede nu er soldater fra Special Operations Forces stationeret i Djema i Den Centralafrikanske Republik, i Nzara i det sydlige Sudan og i Dungu i Den Demokratiske Republik Congo. USA har også udsendte tropper i Mali i Vestafrika, trods den officielle suspension af militære forbindelser med landet efter et nyligt kup.   

Combined Joint Task Force har også sendt en medicinsk enhed til at samarbejde med Tanzanias sundhedsvæsen om at levere pleje til 2100 kvinder og børn i Mtimbwani-området.

Åkander

Præsident Barack Obamas har offentligt sagt, at USA i de næste år vil ”udvikle innovative, billige og små fodaftryksoperationer og nye partnerskaber med et stigende antal nationer, herunder i Afrika og Latinamerika”.

Essensen er, at USA ved at omlægge sine massive militære installationer som dem i Afghanistan og Irak økonomiserer mere med musklerne i løbet af det næste årti, mener assisterende professor ved Washington University, David Vine.

- USA er ved at oprette små baser og anlæg verden over i stedet for de store kolosser. De nye anlæg, ofte kaldet Lily Pads (åkander red.) ligger centralt placeret tæt på natur-resourcer og vigtige sejlruter, langs vigtige veje eller tæt på internationale konkurrenter, siger han til Arbejderen.

David Vine har i tre år forsket i USA’s udenlandske baser. Under projektet stødte han på en militærlæge på Rammstein-basen i Tyskland, som kunne meddele ham, at mange amerikanske soldater blev såret og dræbt på netop Afrikas Horn.

USA’s involvering i netop dette område er for størstedelen fuldstændig mørkelagt og ukendt, tilføjer David Vine.

Droner

Men en flig af sandheden om USA's hemmelige krig på Afrikas Horn blev for nylig løftet med nyheder om, at USA styrer ubemandede Reaper-dronefly ind over blandt andet Somalia og Yemen fra anlæg i Manda Bay i Kenya, fra Camp Lemonier i Djibouti, fra anlæg på øgruppen Seychellerne i Det Indiske Ocean og fra flyvepladsen Arba Minch i Etiopien.

Formålet er officielt at overvåge det uroplagede Somalia, hvor al-Shabaab-militsen bekriger den vestligt støttede overgangsregering. Senest har Kenya i oktober sidste år invaderet landet, der ligger lige op ad sejlruten gennem Det Røde Hav, hvor en stor del af verdens skibe passerer igennem.

Abdi Dirshe fra den somaliske Diaspora-alliance i Canada vender sig kraftigt mod USA’s politik på Afrikas Horn.

- USA’s samarbejde med Etiopien, Djibouti og Kenya om blandt andet at træne landenes soldater, bevirker, at USA's operationer i Somalia bliver relativt billige og skjuler dets militære fodaftryk, men det garanterer en uovertruffen militær tilstedeværelse på Afrikas Horn, siger han på det pan-afrikanske netsted Pambazuka.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. okt. 2012 - 00:26   24. okt. 2012 - 21:12

Afrika

ah@arbejderen.dk