De tiltag, som USA's centralbank Federal Reserve har taget under coronakrisen, har været med til at styrke dollarens dominerende rolle, samtidig med at USA har styrket sin politiske kontrol. Taberne har været udviklingslandene og de økonomier, som USA ønsker at svække.

Det bliver sværere for udviklingslandene at finansiere import af medicinsk udstyr og medicin, der skal bruges i kampen mod coronavirus.

På trods af at coronakrisen har sit epicenter i kapitalismens kernelande, blandt andet USA, bliver udviklingslandene meget hårdt ramt på økonomien. Under krisens første måneder er kapital strømmet ud af udviklingslandene, konstaterer den indiske marxistiske økonom Prabhat Patnaik i et indlæg i People's Democracy.

Nogle økonomer vurderer, at der allerede er strømmet kapital for over 100 milliarder dollars ud af udviklingslandene, hvilket er tre gange mere end i de første måneder under finanskrisen i 2008.

De forventer, at udviklingslandene kommer til at miste yderligere 100 milliarder dollars som følge af manglende indtægter på grund af lavere priser på deres råvarer og den faldende efterspørgsel, der er en konsekvens af coronakrisen.

I kølvandet på coronakrisen og de store nedlukninger er usikkerheden steget i økonomien verden over og i den internationale finansverden. Derfor søger kapitalen bort fra udviklingslandenes valutaer og over i dollars, fordi meget af verdens gæld er i dollars og derfor også skal betales i dollars.

Udviklingslandenes valutaer falder i kurs

Det betyder for det første, at udviklingslandenes lokale valutaer falder i kurs overfor dollaren. For det andet betyder det, at det bliver dyrere for udviklingslandene at importere, og de får sværere ved at finansiere import af blandt andet medicinsk udstyr og medicin, der skal bruges i kampen mod coronavirus.

Den indiske valuta rupee faldt således med 5 til 7 procent i forhold til dollaren, da coronakrisen brød ud i Europa og USA.

To af forfatterne til Den Internationale Valutafonds rapport fra april om den finansielle stabilitet konkluderer i en blog, at den store trafik af kapital bort fra udviklingslandene førte til, at der faktisk har været en ”delvis mangel på dollars” på de internationale finansmarkeder i starten af coronakrisen.

Udstrømningen af kapital fra udviklingslandene har fået 102 lande til at henvende sig til Den Internationale Valutafond (IMF) for at få økonomisk støtte i form af valutalån. De foreslår, at der udstedes rettigheder til at hente valuta i overensstemmelse med de enkelte landes indskud i IMF.

Ifølge Prabhat Patnaik er USA, der har stor vægt i IMF, gået imod, at der bliver givet en ukritisk støtte til alle lande, selv om den blev fordelt efter størrelsen af deres indskud. USA ønsker derimod, at IMF diskriminerer politisk mellem landene, hvorfor Venezuela for eksempel er blevet nægtet lån af IMF.

Det er ikke, fordi USA's centralbank Fed holder igen på at låne penge ud for at dække behovet for dollars. Tværtimod har Fed stillet ubegrænsede mængder af dollars til rådighed for en gruppe af dominerende valutaer via centralbankerne, hvor USA kan kontrollere, hvem der deltager i ordningen.

De dominerende styrker deres dominans

I midten af marts indgik Fed aftaler om ubegrænsede såkaldte swapaftaler med fem andre centralbanker i finansverdens kernelande, Canada, Storbritannien, EU, Schweiz og Japan.

En ubegrænset swapaftale mellem Fed og for eksempel den canadiske centralbank betyder, at den canadiske centralbank har ubegrænset adgang til at bytte canadiske dollars til US dollars ud fra den øjeblikkelige kurs. De skal dog afregnes igen på et senere tidspunkt med en aftalt rente.

De seks landes valutaer, der er med i ordningen, dækker i forvejen mere end 95 procent af verdens valutareserver. Det er værd at notere, at Kina ikke er med i aftalen mellem disse kernelande, selvom det er verdens næststørste økonomi målt ud fra den nationale produktion, BNP.

Hovedparten af råvarer på verdensmarkedet bliver også afregnet i de samme seks valutaer, hvor US dollaren er den altdominerende. Det vurderes, at cirka to tredjedele af alle valutareserver i verden i dag er i US dollars.

Indgåelsen af sådanne swapaftaler mellem de dominerende valutaer på verdensmarkedet er med til at styrke deres dominans overfor andre valutaer.

Ud over disse aftaler har USA indgået bilaterale aftaler om åbning af begrænsede swapaftaler med ni andre lande fra det næste lag i det amerikanske finansielle hierarki.

De ni lande, der er inde i varmen, er Australien, New Zealand, Brasilien, Singapore, Mexico, Sydkorea, Sverige, Danmark og Norge. De største af disse lande har ret til at trække 60 milliarder dollars hver i en periode på op til seks måneder, mens New Zealand, Danmark og Norge hver kan trække 30 milliarder dollars, hvilket svarer til cirka 200 milliarder danske kroner.

Prabhat Patnaik konstaterer på baggrund af denne udvikling, at der er en grundlæggende skævvridning af verdensøkonomien ud fra magten i den finansielle verden. Efter hans vurdering viser det, hvor risikabelt det er for udviklingslandene at åbne sig for de globale finansielle strømme.

Betydningen af swapaftaler

Nathan Tankus er forskningsdirektør i det progressive amerikanske netværk Modern Money Netvork. Han beskriver i en kommentar i det marxistiske medie Monthly Review betydningen af swapaftalerne.

Han pointerer, at nøglen til at forstå det spørgsmål går via en erkendelse af, at ud fra en økonomisk synsvinkel er kapitalstrømmene som følge af handel sekundære, mens kapitalstrømmene som følge af finansielle betalinger er det primære.

Kurserne mellem landenes valutaer afspejler ikke primært betalinger på tværs af grænser, der bliver foretaget for at betale for varer og tjenesteydelser.

"Hvis du ser på verdensøkonomien fra et handelssynspunkt, ser dollaren ud til at være skrøbelig. De Forenede Stater har kørt med konstant underskud på de løbende poster (betalingsbalancen) uden udsigt til, at det ændrer sig. Fra et handelscentreret synspunkt tyder dette på, at USA står i fare for et pludseligt valutakollaps med importeret høj inflation – måske endda hyperinflation", skriver Nathan Tankus.

I stedet for at se på nettostrømmene, der udgør handelsunderskud og underskud på betalingsbalancens løbende poster, skal vi ifølge Nathan Tankus se på bruttostrømmene af finansielle betalinger.

I stedet for at se et betydeligt underskud for USA's vedkommende vil vi i stedet se en masse internationale forpligtigelser i dollar, der er udstedt af regeringer, finansielle institutioner og internationale organisationer.

"Dette sammenkoblede og sammenfiltrede net af dollargæld betyder, at der er en konstant sult efter at sikre sig dollar for at foretage betalinger hver dag. Det er den ekstraordinære mængde gæld i dollar, der på én gang hæver De Forenede Staters monetære suverænitet over alle andre og trækker andre landes suverænitet ned. Det er det, der giver USA en valutadominans", konkluderer Nathan Tankus.

Han understreger, at den store mængde af udenlandsk gæld i den globale økonomi ikke er forenelig med en stabil verdensøkonomi. Men ustabilitet på det finansielle marked, hvor mange ikke kan betale deres gæld, er ikke i nogens interesse og slet ikke i USA's, der netop lever af, at andre lande er dybt forgældede i deres valuta. Det er derfor, USA har travlt med at stille dollars til rådighed for visse andre landes nationalbanker.

Dette system med ubegrænsede swapaftaler mellem de seks store valutaer blev udviklet tilbage i tiden op til finanskrisen i 2008. De fem andre lande får styrket deres valutas suverænitet ved at have fri adgang til dollarreserver, mens USA til gengæld får lettede ved at styre det finansielle system, der bygger på dollars.

Lav handlefrihed

De lande, der er uden direkte adgang til valutaswap, heriblandt udviklingslandene, får til gengæld meget lav handlefrihed på valutamarkedet. Men de har stadig et stort behov for at gennemføre investeringer og nationale støtteordninger som følge af coronakrisen, konstaterer Nathan Tankus.

Samtidig er mange af landene i forvejen tynget af en voksende dollargæld, som for vækstlandenes vedkommende (minus Kina) er fordoblet siden finanskrisen i 2008 ifølge Barry Eichengreen, professor i økonomi, USA.

På trods af at udviklingslandene har fået udsættelse af betalinger på deres gamle gæld samt fået visse muligheder for at låne dollars, vurderer han, at det ikke hjælper udviklingslandene ud af den gældskrise, de befinder sig i.

De nuværende lempelser, hvoraf nogle kun gælder året ud, virker som om, man forventer, at udviklingslandenes gældskrise er midlertidig, konkluderer Barry Eichengreen i et indlæg, som Berlingske bragte den 16. maj. Han forventer derimod, at følgerne af coronakrisen varer lang tid, og ser derfor ingen anden udvej end en egentlig gældssanering.