23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA vil bevare kontrollen over Syriens oliefelter

Løber fra løfterne

USA vil bevare kontrollen over Syriens oliefelter

USA trækker sig ikke fra Syrien som lovet af Trump. I stedet forstærker USA nu sin militære tilstedeværelse ved de syriske oliefelter. De er vores, siger præsident Donald Trump.

Amerikansk pansret køretøj passerer en brændende gasflamme fra olieudvinding i den nordøstlige syriske by Qahtaniyah den 31. oktober.
FOTO: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Stik mod alle Donald Trumps løfter om at forlade Syrien, forstærker USA nu sin militære tilstedeværelse ved de syriske oliefelter i den nordøstlige del af landet.

Det et tyveri, at USA tager olien uden Syriens accept. Det udgør en klar krigs-forbrydelse.
James Graham Stewart, juraprofessor

9. oktober meddelte Trump ellers i et tweet, at han har beordret USA's militære styrker ud af det nordlige Syrien og hjem.

Men han beordrede mandag den 28. oktober militæret til fortsat at bevogte oliefelterne i Syriens Deir el-Zour-provins, som kurdiskledede militser fra Syrian Democratic Forces (SDF) fravristede Islamisk Stat i 2017.

– Vi beholder olien, husk det. Vi beholder olien. 45 millioner dollars om måneden? Vi bevarer olien, vi har sikret olien, sagde USA's præsident Donald Trump samme mandag på en konference af politichefer i Chicago ifølge den amerikanske National Public Radio.

Ifølge ABC-news vil USA udstationere op til 500 soldater ved oliefelterne i Syrien.

ExxonMobil ind?

Området i Deir el-Zour rummer næsten tre fjerdedele af Syriens olie- og gasreserver. Syriens produktion af olie og gas er faldet i de seneste år med mere end 90 procent, rapporterer National Public Radio. Islamisk Stat tjente millioner af dollars på at smugle olie til nabolandet Tyrkiet.

>> LÆS OGSÅ: Regeringshæren går ind i Kobane

Senere spurgte journalister Donald Trump om fremtiden for Syriens olie og gas på et pressemøde i Det Hvide Hus.

– Måske vil jeg indgå en aftale med ExxonMobil eller en af vores andre store virksomheder om at gå derind og gøre arbejdet ordentligt, sagde præsidenten ifølge National Public Radio.

"Helt legalt"

Ved Donald Trumps side på pressemødet stod den republikanske senator Lindsey Graham, der er formand for Kongressens juridiske udvalg. Han så intet ulovligt i at stjæle Syriens olie.

– Det er derimod en win-win-situation. SDF vil få flere penge, hvis vi moderniserer oliefelterne. Vi tager ikke derover for at berige Amerika – vi er derovre for at hjælpe vores allierede og nægte vores fjender adgang til ressourcer, der vil tillade dem med tiden at blive stærkere, sagde han.

>> LÆS OGSÅ: Syrisk regeringshær budt velkommen

– Endelig er det i orden at sænke omkostningerne for os selv, sagde Graham ifølge New Public Radio.

Krigsforbrydelse

De udtalelser bekymrer juraprofessoren James Graham Stewart ved University of British Columbia i Canada.

– Trump og Graham nævner jo ikke, hvem der egentlig ejer olien. Det er jo et ret centralt spørgsmål, siger han og kalder det et tyveri, at USA tager olien uden Syriens accept. "Det vil udgøre en krigsforbrydelse", siger han til National Public Radio.

Professoren, der er ekspert i international ret, vurderer, at USA overtræder den fjerde Genève-konvention, der taler om, at det er en krigsforbrydelse at varetage andre landes ressourcer i krigstid uden ejerens tilladelse. 

>> LÆS OGSÅ Genéve-konventinens kapital om tyveri af ressourcer her (engelsk) 

Skete i De Tredje Rige

Den canadiske professor peger på, at en tysk nazist – chef for det tyske oliefirma Continental – blev dømt for krigsforbrydelser ved Nürnberg-processen efter Anden Verdenskrig for at have stjålet ressourcer fra hele det besatte Europa.

>> LÆS OGSÅ: USA og vestlige partnere under anklage for krigsforbrydelser i Syrien
 
Syriens præsident Bashar Assads regering har hverken indbudt eller tilladt USA at operere på dets territorium.
 
– Syriens naturressourcer er ikke blot noget, enhver bevæbnet gruppe kan rykke ind og tage, siger James Graham Stewart.

Fortsat krig truer Syrien

Professor Joshua Landis, der er mellemøstekspert ved universitetet i den amerikanske delstat Oklahoma, mener, at USA's besættelse af Deir el-Zour-oliefelterne i bund og grund handler om at holde den syriske regering, der ejer felterne, fra fadet.
 
– Dette handler ikke om den fortsatte fare fra Islamisk Stat, men om at skade Assad-regimet, siger han og advarer om en fortsat krig i området om olie, gas og militære og politiske positioner.
 
7. oktober erklærede Donald Trump på et pressemøde, at "USA har besejret Islamisk Stat og overtaget 100 procent af dets kalifat i Syrien og Irak".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2019 - 09:47   06. nov. 2019 - 10:36

Syrien

ah@arbejderen.dk
Krigen i Syrien
  • Siden 2011 har der været væbnet opstand mod styret i Damaskus.
  • Over 250.000 er blevet dræbt.
  • 7,6 millioner syrere er interne flygtninge.
  • 4,8 millioner syrere er flygtet ud af landet. Heraf befinder 2,7 millioner sig i Tyrkiet, godt én million i Libanon og over 600.000 i Jordan.
  • USA, Qatar, Saudi-Arabien og en række vestlige lande har fra krigens start støttet den væbnede opposition.
  • Siden 22. september 2014 har USA og allierede gennemført luftangreb i Syrien mod Islamisk Stat.
  • Luftangrebene sker uden tilladelse fra den syriske regering.
  • Rusland indledte 30. september 2015 bombninger i Syrien mod IS og den væbnede opposition efter invitation fra den syriske regering.
  • Tyrkiet invaderede 24. august 2016 Syrien og begyndte at oprette en "humanitær korridor" ved grænsen.
  • Syriske regeringsstyrker kontrollerer 85 procent af landets befolkede områder.
  • 13.-14. december 2016 opnåede regeringsstyrker støttet af russiske fly og libanesiske allierede en total sejr i Syriens næststørste by, Aleppo.
  • 29. december 2016 blev en våbenhvileaftale fremlagt, foreslået af Rusland, Iran og Tyrkiet.
  • I februar 2017 startede fredsforhandlinger i Astana, Kasakhstan, der efterfulgtes af møder i Genève, Schweiz. 
  • 17. marts 2017 ruller tyrkiske tanks ind i den nordvestlige syriske Idlib-provins.
  • I marts 2019 er det meddelt, at Islamisk Stat kun besidder et mindre område i Syrien.
  • I februar 2020 kæmper jihadistiske grupper og tyrkiske soldater i den nordvestlige Idlib-provins mod syriske regeringsstyrker.

Kilder: CNN, FN, The Guardian, SANA, UNHCR

Gas og olie i Syrien
  • Det geologiske institut "US Geological Survey" fandt i 2010 enorme mængder naturgas i det østlige Middelhav.
  • Der skulle være 122 billioner kubikfod naturgas samt 1,7 millarder tønder olie.
  • De vældige reserver lå udenfor Israel, Cypern, Libanon, Gaza og Syrien.
  • Energifirmaer som Royal Dutch Shell, Total SA og britiske Gulfsands Petroleums havde før 2012 aftaler med Syrien om boring.
  • Men da vestlige lande begyndte at sende våben til den væbnede opposition i Syrien, røg kontrakterne.
  • Nu borer det russiske energifirma SoyuzNefteGaz.