22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

USA's nye præsident skrotter Trumps jagt på immigranter

Efter indsættelse i Det Hvide Hus

USA's nye præsident skrotter Trumps jagt på immigranter

Joe Biden har underskrevet en lang række dekreter, der blandt andet stopper murbyggeriet ved Mexico og ophæver indrejseforbuddet for personer fra syv muslimske lande. Et dekret udsætter desuden husudsættelser og tvangsauktioner. Det glæder amerikanske græsrødder.

Joe Biden stopper deportationer af illegale immigranter og trækker finansieringen af muren til Mexico. Her arresteres en far fra Guatemala ved El Paso, Texas, den 16. maj 2019, mens han søn ser på.
FOTO: Paul Ratje/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Der er udbredt tilfredshed med 17 nye dekreter fra USA's nye præsident Joe Biden – blandt andet fra aktivister, der kæmper for immigranters rettigheder i USA samt i lejerforeningerne.

At deportation-erne af immi-granter ophører er et af de første nødvendige skridt for at ændre klimaet af frygt og had.
Alma Maquitico, El Paso

Blandt andet stopper Biden murbyggeriet ved Mexico og udskyder husejeres og bankers ret til at smide folk ud af deres boliger og tvangsauktioner, fordi de ikke kan betale huslejer elller afdrag på boliglån.

– Med hele min sjæl vil jeg kæmpe for at bringe Amerika sammen igen og forene vores land, sagde Joe Biden i sin første tale som USA's præsident.

Dekreterne er ordrer, som USA's præsidenter kan benytte sig af i hele deres regeringsperiode. De bliver anset for bindende, men bliver underlagt såkaldt juridisk gennemgang.

>> LÆS OGSÅ: Venstrefløjen i USA: Bidens gode dekreter skal følges op

Redder immigranters liv

Biden har udstedt dekret, der skrotter Trump-administrationens forbud mod indrejse til USA for statsborgere fra syv hovedsagligt muslimskbefolkede lande.

Det glæder Eric Naing og Farhana Khera, der er henholdsvis pressekoordinator og leder af organisationen Muslim Advocates i USA.

"Dette er et omfattende historisk skridt, der kan være med til at hindre, at fremtidige præsidenter af Trumps slags, oppisker til antimuslimsk had ved for eksempel at forbyde folk indrejse på grund af deres baggrund eller tro", skriver de to i en mail til Arbejderen.

De tror, at det nye dekret "vil skabe håb for utallige påvirkede familier og afslutte en æra, hvor antimuslimsk forskelsbehandling har været i hovedsædet".

Penge til muren stopper

Et andet dekret annullerer Trumps beslutning om at deportere kriminelle migranter. Derudover har han fremlagt en plan, der baner vejen for statsborgerskab til 10,5 millioner illegale indvandrere.

Den såkaldte Daca-ordning bliver styrket. Den omhandler de personer, som befinder sig ulovligt i USA som følge af, at de er blevet bragt til landet som børn. 

Biden har også bestemt, at finansieringen af byggeriet af muren mellem USA og Mexico stopper ved at afslutte en national nødretstilstand, som Trump-administrationen brugte til at finansiere muren.

> LÆS OGSÅ: USA's venstrefløj: Nu begynder en ny fase i kampen

Nødvendige skridt

Alle Bidens tiltag på immigrationsområdet glæder Alma Maquitico, leder af organisationen for immigranters rettigheder, National Network for Immigrant and Refugee Rights i El Paso, Texas. 

”At grænsemuren bliver stoppet, at Daca-beskyttelsen bevares, at deportationerne ophører er de første nødvendige skridt for at ændre det klima af frygt og had, som den tidligere administration opmuntrede til".

"Der er meget mere, der kan gøres, så immigranter ikke dør ved grænsen mellem USA og Mexico. Man kan blandt andet skabe faste migrationsruter for de, der søger sikkerhed i USA," skriver hun i en mail til Arbejderen.

Dør i ørkenen

Også Crystal Zevon fra Arizona er positiv overfor dekretet om at trække stikket for byggeriet af muren til Mexico. De redder liv. Hun er aktiv i netværket "No More Deaths", der placerer vanddunke i ørkenen for at redde immigranters liv under den nådesløse sol i det sydlige USA.

– Selv om præsident Biden siger, at han stopper byggeriet af ​​grænsemuren, er det et faktum, at hans forsvarsministerium kalder det en "pause", mens de gennemgår dekretet. Denne mur har allerede kostet en formue ikke kun i dollars, men også i menneskeliv for utallige fattige og desperate mennesker, der søger en sikker havn, siger hun til Arbejderen.

Hun tilføjer, at muren også har været en "økologisk katastrofe", der har ødelagt sjældne planter og forstyrret dyrelivet i ørkenen.

– Den mur, der allerede er bygget, ligger helt i tråd med tidligere præsident Bill Clintons politik om "forebygge gennem afskrækkelse" med forventning om, at problemerne blev løst ved, at man skubbede immigranterne længere ud i den brændende varme ørken.

– Men den politik har ikke virket, for desperate mennesker har intet andet sted at gå hen og vil fortsætte med at komme, siger Crystal Zevon til Arbejderen.

Mur er fornærmelse

Crystal Zevon mener, at grænsemuren er en "fornærmelse mod menneskeheden", og at byggeriet skal stoppes – og de dele af muren, der allerede er bygget, skal rives ned.

– Hvis Biden følger sit løfte, bifalder jeg det og roser ham. Men jeg har ingen illusioner, taget Bidens tidligere "bedrifter" i betragtning, slutter hun.

Obama-administrationen – hvori Biden var vicepræsident – deporterede flere indvandrere end nogen tidligere administration i USA's historie.

>> LÆS OGSÅ: Venstrefløjen i USA: Bidens gode dekreter skal følges op

Udsmidning stoppet

Biden har per dekret bestemt, at det midlertidige forbud mod at udsætte lejere, der ikke kan betale deres huslejer, eller sætte boliger på tvangsauktion, fordi ejeren ikke kan betale renter og afdrag på boliglån, forlænges indtil minimum 31. marts.

Det er Lauren Everett i lejerbevægelsen Portland Tenants United (PTU) godt tilfreds med.

"Jeg er lettet over at høre, at Biden har udsat udsættelser og tvangsauktioner. Men problemet er der fortsat", skriver hun til Arbejderen.

Hun tilføjer, at covid-19-krisen betyder, at der p.t. er en bølge af planlagte udsættelser, hvor udlejere vil smide folk ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen. 

PTU koordinerer modstand, når lejere bliver smidt ud af deres bolig i byen Portland, der ligger på USA's vestkyst. Gruppen yder blandt andet juridisk støtte i retssager.

Andre gode dekreter

Den nye præsident underskrev onsdag i sidste uge også en række andre dekreter og forordninger, der foreløbig har skabt lettelse og glæde blandt aktivister og venstrefløj. Det gælder:

  • Tilslutning til den globale klimaaftale, Parisaftalen.
  • Alle opfordres til at bære mundbind i 100 dage.
  • Mundbind er påkrævet i føderale bygninger og på føderale områder og i offentlig transport.
  • USA bliver atter medlem af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
  • Biden ansætter en covid-19-koordinator.
  • Det midlertidige forbud mod udsættelser og tvangsauktioner bliver forlænget indtil 31. marts.
  • Den midlertidige suspendering af afbetaling af studielån bliver forlænget indtil 30. september.
  • Byggeriet af olierørledningen Keystone XL mellem USA og Canada stopper.
  • Yderligere 100 af Trumps tiltag på miljøområdet vil blive gennemgået.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2021 - 06:38   29. jan. 2021 - 06:40

USA

ah@arbejderen.dk
Her er Bidens nye dekreter

20. januar 2020 vedtog USA's præsident Joe Biden en række nye dekreter og instrukser. De gælder:

  • Tilslutning til den globale klimaaftale Parisaftalen.
  • Amerikanerne bliver bedt om at bære mundbind i 100 dage.
  • Mundbind er påkrævet i føderale bygninger og på føderale områder.
  • USA bliver atter medlem af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
  • Biden ansætter en covid-19-koordinator.
  • Det midlertidige forbud mod udsættelser og tvangsauktioner bliver forlænget indtil minimum 31. marts.
  • Den midlertidige suspendering af afbetaling af studielån bliver forlænget indtil minimum 30. september.
  • Olierørledningen Keystone XL mellem USA og Canada stopper.
  • Yderligere 100 af Trumps tiltag på miljøområdet vil blive gennemgået.

Desuden har Biden vedtaget at:

  • Patriot-kommissionen, der fremmer "patriotisk uddannelse", bliver afskaffet.
  • Et nyt dekret skal forhindre diskriminering på arbejdspladsen på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.
  • Daca-ordningen, der tillader børn af illegale immigranter at blive midlertidigt  i USA, styrkes.
  • Trump-administrationens forbud mod indrejse fra syv muslimsk-beboede lande bliver ophævet.
  • Annullering af Trumps beslutning om at gøre det til en prioritet at deportere kriminelle migranter.
  • Opførelsen af en grænsemur mellem USA og Mexico bliver stoppet ved at afslutte en national nødretstilstand, som blev brugt til at finansiere muren.

Kilder: CNN, Bidens overgangshold

Joe Biden
  • Præsident for USA, tiltræder 20. januar 2021.
  • Navn: Joseph Robinette Biden Jr.
  • Født: 20. november 1942.
  • Parti: Det Demokratiske Parti.
  • Senator 1973-2009 i Delaware.
  • Vicepræsident 2009-2017.
  • Uddannet jurist.
  • Har sammen med sin hustru en formue på ni millioner dollars, anslår Forbes.