Uusaqqak Qujaukitsoq, 70 år, der døde den 2. august, blev med sine forældre og øvrige thulebefolkning i 1953, som følge af opførelsen af basen, tvunget bort fra deres boplads med omliggende rige jagt- og fangstområder af den danske stat.

Der lægges nu en sten på hans grav, men ikke på hans og thulebefolkningens bestræbelser på at genopnå det fratagne.

Transportmidlet til det af Grønlandsdepartementet anviste sted, cirka 110 kilometer nærmere Nordpolen, var hundeslæder, der skulle trækkes over et stykke af indlandsisen op til Qaanaaq, som blev hans bopæl resten af livet.

Han kunne det hele: Stolt familiefar, hjælpsom overfor enhver, landsrådspolitiker og viderefører af den særlige fangerkultur med hyppige jagt- og fangstture, som var det oprindelige, bæredygtige eksistensgrundlag.

Det var med ham som formand for Fangerrådet, etableret af Knud Rasmussen efter oprettelsen af kolonistationen, at jeg i 1996 lærte ham at kende, fik ham som ven og klient i Thulesagen, der verserede ved Rigsfællesskabets domstole, Østre Landsret og Højesteret fra 1996 til 2003.

Thuleundersøgelseskommissionen havde i 1994 efter syv års arbejde konkluderet, at thulebefolkningen ikke var blevet tvangsflyttet. Uusaqqak og de øvrige overlevende fra 1953-slædeturen vidste, at statens historie var løgn, og ønskede sandhed og retfærdighed.

Han opsøgte mig i København kort efter, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen under et besøg i Qaanaaq havde afslået at give en undskyldning, fordi han nu ikke så anden udvej end en retssag mod staten. Andre advokater havde givet ham den besked, at sagen var forældet. Undersøgelser viste, at både grundlov og internationale konventioner, blandt andet om oprindelige folks rettigheder, gav grundlag for et sagsanlæg.

Med Uusaqqak i spidsen blev den gennemført ved første instans i Østre Landsret, som efter afhøringer af mange parter og vidner i august 1999 ved dom totalt underkendte statens version og fastslog, at Uusaqqak og de øvrige cirka 500 sagsøgere havde krav på erstatning, fordi der ifølge dommens præmisser forelå "...tvangsflytning..." som var "...et indgreb i befolkningens rettigheder..." Uusaqqaks og hele thulebefolkningens juridiske og moralske sejr over staten vakte opmærksomhed over hele Jorden, fordi den angik princippet om retfærdighed til oprindelige folk.

På vegne af Thulestammen modtog Uusaqqak herefter en af de sjældne statsundskyldninger fra Nyrup Rasmussen. Erstatningssummerne var uhyre lave, i gennemsnit 17.000 kroner per tvangsflyttet individ, og dette forsøgte vi at få opgraderet i Højesteret, som i 2003 fastholdt niveauet, og som heller ikke ville give jagt- og fangstområderne tilbage, selvom de er afgørende for at genetablere områdets eneste erhvervsmæssige bæredygtighed i området.

Til sin død var retfærdighed herom stadig hans hjertesag, og de menneskeretlige FN-kontrolorganer i Geneve har i stadigt mere alvorligt omfang den nuværende Thule-situation under observation og stiller i disse år kritiske spørgsmål til regeringen om Højesterets konklusioner om arealerne og de små erstatningsbeløb.

Op til Uusaqqaks død er der kommet fornyet fokus på nødvendigheden af generhvervelse af områderne. Dette, domsmedholdet i 1999 og statsministerens undskyldning var ikke opnået uden Uusaqqaks ihærdighed og dygtighed.

Han var en vigtig del af det grønlandske civilsamfund og bevarede sin fulde integritet og uafhængighed modsat andre. Han var ikke til salg og blev ikke en del af magtsystemet.

Der lægges nu en sten på hans grav, men ikke på hans og thulebefolkningens bestræbelser på at genopnå det fratagne, adgangen til selve deres århundreder gamle territorium, benævnt Nordgrønlands spisekammer. Han vidste, at jagt- og fangstdyrene selv bestemmer, hvor de opholder sig i naturen, og i dens nærhed må thulebefolkningen bo, hvis den skal overleve. Dette har Uusaqqak som menig og overordentlig bemærkelsesværdig borger præsteret et afgørende bidrag til.

Æret være hans minde!