Den politiske scene skifter i Latinamerika. 15 år med fremgang for venstrekræfterne er afløst af politisk uro, parlamentariske nederlag til progressive regeringer, kup og politisk krise. Latinamerikas højrekræfter er i offensiven, og de får støtte fra USA og andre imperialistiske kræfter.

Med Hugo Chávez' valgsejr i 1999 i Venezuela voksede venstrebølgen i Latinamerika. Lula da Silva blev valgt til præsident i Brasilien, Evo Morales i Bolivia og Rafael Correa i Ecuador. ALBA-samarbejdet bliver skabt fra 2004 og samler 10 lande med 70 millioner mennesker om et alternativt samarbejde, som bygger på solidaritet.

Nicaragua, Argentina, Paraguay, Uruguay, Honduras, El Salvador. Venstrebølgen rullede og nåede land efter land, hvor den gav sig forskellige politiske udtryk.

Honduras blev i 2009 det første land, hvor venstrebølgen blev slået tilbage.

I 2005, mens USA under George W. Bush hærger som verdens eneste supermagt, sætter de latinamerikanske lande hælene i over for USA og siger nej til FTAA/ALCA-aftalen. Det var en investerings- og handelsaftale, som modstanderne betegnede som en 'nykolonisering af kontinentet'.

FTAA/ALCA-aftalen ville udbrede NAFTA-aftalen, som i 1994 blev indgået mellem USA, Canada og Mexico, og som har haft katastrofale konsekvenser; tab af cirka to millioner arbejdspladser i USA og en ruinering af majsbønderne i Mexico for at nævne to eksempler.

FTAA/ALCA var en forgænger for investerings- og handelsaftalerne CETA mellem EU og Canada samt TTIP mellem EU og USA. CETA og TTIP mødes som bekendt med stor folkelig modstand nærmest overalt, mens de transnationale selskaber og finanshuse på begge sider af Atlanten lægger maksimalt pres på for at få aftalerne sat i værk.

Investerings- og handelsaftalerne er et af nutidens klare udtryk for imperialismen som kapitalismens højeste – og ifølge Lenin – sidste stadie. Her har industrikapitalen brug for en ekstrem grad af global monopolisering, og finanskapitalen har brug for uhindret adgang til kapitaleksport. Disse aftalers kapitler om investorbeskyttelse viser, at kapitalen i stigende grad overtager den magt, der traditionelt tilhører nationale regeringer og domstole.

Latinamerikas nej til FTAA/ALCA i 2005 var en kæmpe sejr for de progressive og folkelige kræfter og tilsvarende et alvorligt nederlag for monopolerne og USA. 

21. århundredes socialisme

Venstrebølgen voksede. Eksemplerne fra Latinamerika inspirerede andre steder i verden. Diskussionerne handlede om det, som blandt andet Venezuelas præsident Hugo Chávez kaldte 'Det 21. århundredes socialisme'. Han var hverken særlig specifik om vejen frem til denne socialisme eller om karakteren af den. Han slog dog fast, at den ikke skulle være en kopi af det, verden havde set i Sovjetunionen. Der skulle være mindre bureaukrati og mere demokrati.

De samfundsforandringer, som skete især i ALBA-landene, men også i Brasilien og Uruguay og til en vis grad i Argentina og Paraguay, bestod i, at antallet af sultende og fattige blev reduceret. Børn kom i skole, sundhedsvæsenet nåde længere ud – i nogle af landene helt ud i alle hjørner med hjælp fra Cubas læger og sygeplejersker.

Venezuela og Bolivia blev erklæret fri for analfabetisme af FN-organisationen UNESCO.

I Venezuela og Bolivia blev olie- og gassektorerne nationaliseret. Eksportindtægterne kom landet og befolkningen til gode. Der blev råd til en nærmest eksplosiv social fremgang. Mange fik arbejde, og lønnen blev hævet.

I mega-økonomien Brasilien fik 30 millioner fattige hjælp gennem programmer som "Bolsa Familia", hvormed børn kom i skole, og familierne fik mad på bordet.

Ejendomsretten til produktionsmidlerne

I Argentina og Venezuela var der en række arbejderkampe for at forhindre lukning af virksomheder. Arbejdere kæmpede for at overtage driften og enten selv få en kollektiv ejendomsret eller få staten til at nationalisere virksomheden. Men ser man bort fra olie- og gassektoren i Bolivia, Ecuador og Venezuela, så er ejendomsretten til produktionsmidlerne og mineralrigdomme stort set uanfægtet i alle landene.

Og markedskræfterne er også i kraft – dog har en række lande med Venezuela som det mest radikale eksempel iværksat salg og uddeling af fødevarer til lave, statsstøttede priser. Og Venezuela har også bygget tusinder af boliger, som fordeles efter sociale kriterier – ikke på et boligmarked styret af kapitalen.

Siden år 2000 har de fattigste grupper i landene fået et socialt løft. Millioner er sluppet ud af ekstrem fattigdom. Når FN i 2015 noterede en række delsejre omkring opfyldelsen af de såkaldte 2015-mål, skyldes det ikke mindst de store resultater, som blev skabt i Latinamerika i et opgør med den nyliberalisme, som hersker i verden, og som øger fattigdom og udstødelse. Men det skete uden at tage et dybtgående opgør med den kapitalistiske samfundsindretning.

Monopolerne i Brasilien, Argentina og også i andre lande i Latinamerika har tjent enorme profitter. Den kapitalistiske økonomi boomede i Brasilien frem til udbruddet af den økonomniske krise i 2008/2009, som dog første ramte Brasilien i 2013.

Højrekræfternes modstand

Gennem alle årene har højrekræfter i landene kæmpet hårdt imod de regeringer, der ville regulere markedet og gøre indhug i profitterne for at omfordele til fattige befolkningsgrupper og sikre en bedre velfærd for den brede befolkning.

I april 2002 var der et dramatisk kup i Venezuela, som afsatte præsident Chávez i 48 timer. En rasende folkelig opstand pressede dog kupmagerne til at opgive, hvorefter Hugo Chávez blev genindsat. Året efter kom en månedlang arbejdsgiverlockout, som paralyserede økonomien. Også Bolivia og Ecuador har været mål for uroligheder, opstande og kupforsøg.

Honduras blev et skole-eksempel på USA's støtte til kup.

I august 2008 gik Honduras under den nyvalgte præsident Manuel Zelaya med i ALBA. Denne alliance med lande som Cuba, Venezuela, Bolivia og Nicaragua fik både landets højrekræfter og USA, der har en stor militærbase i Honduras og store økonomiske interesser, til at slå til med et kup. I juni 2009 blev Zelaya afsat, ført til USA's militærbase og fløjet ud af landet i et amerikansk militærfly.

Honduras blev et dokumenteret skoleeksempel på USA's direkte støtte til kup i Latinamerika – også efter år 2000. USA bruger stadig sin militære magt, men de nyere erfaringerne fra Latinamerika viser, at USA nu satser på såkaldte parlamentariske kup for at afsætte en uønsket politisk leder frem for umiddelbar militær indgriben, som der er talrige eksempler på i sidste århundrede: Guatemala (1954), Cuba (1961), Den Dominikanske Republik (1965), Chile (1973), Grenada (1983) og Panama (1989).

Honduras blev i 2009 det første land, hvor venstrebølgen blev slået tilbage. I 2012 gentog det sig med et kup mod Paraguays folkevalgte præsident Fernando Lugo. Højrekræfter gav ham ansvaret for, at politiet dræbte landbarbejdere under et sammenstød. Efterfølgende blev der gennemført et parlamentarisk kup, hvor et fjendtligt flertal i parlamentet afsatte Lugo.

Parlamentariske kup

Kuppet i Honduras og i Paraguay har samme kendetegn. De er netop en form for parlamentariske kup, hvor den politiske leder, der er mål for højrekræfternes had, anklages for brud på administrative regler, love eller forfatningen. Således blev Zelaya anklaget for brud på forfatningen, fordi han ville gennemføre en folkeafstemning for at afklare, om befolkningen ønskede en ny grundlov. Den junimorgen i 2009, hvor folkeafstemningen skulle sættes i værk, slog højrekræfterne og USA til.

Det samme gentog sig i sommeren 2016 i Brasilien. Præsident Dilma Rousseff blev anklaget for budgeturegelmæssigheder og afsat. Samme type uregelmæssigheder havde flere præsidenter før Rousseff foretaget. Og efter Rousseffs afsættelse har den nye præsident Michel Temer fået vedtaget en lov, som tillader netop det, som Dilma Rousseff gjorde med at bogføre en udgift i det efterfølgende års finanslov.

USA's skygge

USA's skygge ses mere eller mindre tydeligt omkring ethvert forsøg på højreorienterede regimeskifter i latinamerikanske lande. Det er således bemærkelsesværdigt, at Liliana Ayalde i 2012 var USA's ambassadør i Paraguay under kuppet mod Lugo. I 2016 under kuppet mod Rousseff var samme Liliana Ayalde USA's ambassadør i Brasilien.

I Haiti er USA's direkte indblanding et veldokumenteret faktum – både ved indsættelsen af præsident Aristide i 1994 og siden ved afsættelsen ham i 2004 . Det samme gælder i Venezuela. Og USA's mere end 50 år lange blokade mod Cuba udelader enhver tvivl om det officielle USA's direkte indblanding for at styrte uønskede regeringer med brutale og ulovlige midler.

USA sender et signal om, at der sidder en ulovlig regering i Venezuela.

Bolivia smed i maj 2013 USA's statslige bistandsorganisation USAID ud. Bolivias regering anklagede USAID for at blande sig i landets interne politiske forhold og støtte regeringskritiske kræfter i sociale organisationer og fagforeninger. Efterfølgende blev også den danske bistandsorganisation IBIS bedt om at afvikle sine programmer i Bolivia med samme begrundelse.

Allerede i juni 2012 havde regeringsrepræsentanter for ALBA-landene Bolivia, Cuba, Ecuador, Dominica, Nicaragua og Venezuela besluttet at opsige alle bistandsaftaler med USAID med henvisning til, at pengene derfra – ifølge dokumenter offentliggjort i USA (!) – gik til grupper, som havde til formål at destabilisere regeringerne i landene. Det betegnes i den fælles udtalelse fra de seks ALBA-lande som ulovlig indblanding i landenes politiske forhold.

Da Hugo Chávez døde i marts 2013, og Nicolas Maduro blev valgt ved et fuldt demokratisk valg, nægtede USA efterfølgende at anerkende valgresultatet. Dermed sender USA et signal om, at man mener, der sidder en ulovlig regering i Venezuela, og at USA er klar til at støtte kræfter, der kæmper for at styrte denne regering.

Denne indblanding blev endnu tydeligere, da præsident Obama i marts 2015 udstedte et dekret – Executíve Order 09-15-2015, hvori han anklager Venezuela for alvorlige brud på menneskerettigheder, forfølgelse af politiske modstandere, begrænsning af pressefrihed, vold og korruption. Obama konkluderer, at Venezuela "udgør en usædvanlig og ekstraordinær trussel mod USA's nationale sikkerhed og udenrigspolitik".

Dette dekret og en række sanktioner mod Venezuela er stadig i kraft. Dekretet kan når som helst danne grundlag for en direkte intervention mod Venezuela.

Medierne i en central rolle

Medierne spiller en nøglerollei Latinamerika. De er helt overvejende ejet af monopolerne og kontrolleret af højrekræfter. I Brasilien sidder konglomeratet O'Globo på medierne, i Argentina hedder koncernen Clarin, mens en håndfuld private medier er stærkt dominerende i Venezuela; aviserne El Universal, El Nacional og Ultima Noticia samt tv-stationerne RCTV og Globovision. 70 procent af Venezuelas radio- og tv-stationer er privatejede.

I Venezuela, Argentina og Ecuador har centrum-venstreregeringer gjort visse forsøg på, at bryde mediemonopolernes store magt og opbygge offentlige public-service-medier. I Bolivia, Argentina og Venezuela er der også skabt et betydeligt net af lokalradioer og andre græsrodsmedier.

Men det har ikke ændret, at 70-80 procent af medierne kontrolleres af højrekræfter.

– De private medier har nærmest erstattet de politiske partier. De private medier er enormt magtfulde. De skaber stemningen, vreden, kravet om regeringsskifte, forklarede Telesur-journalisten Jon Restpo under et besøg i Danmark i september i år.

Han illustrerede, hvordan medierne i Venezuela, i praksis optræder som partier på den politiske højrefløj, og henviste til kuppet mod Chávez i april 2002, som blev iscenesat af medierne; Globovision, El Nacional og El Universal.

Internationale medier er tilsvarende med til at dæmonisere lederne af Venstrebølgen i Latinamerika, for tiden i særlig grad lederne i Venezuela. Af over 1000 artikler i internationale medier over nogle år var således kun tre positive beretninger om den regering, som et flertal i Venezuela havde valgt. Ifølge Jon Restpo kan den internationale mediedækning af Venezuela spores til store medier i fire byer – alle uden for Venezuela: Bogotá i Colombia, Miami og New York i USA samt Madrid i Spanien.

Debat blandt venstrekræfter

I Latinamerika og blandt venstrekræfter i hele verden foregår en ivrigt debat om og tolkning af venstrebølgens potentiale og perspektiv.

Mange har været begejstrede – nogle har advaret om, at det ikke er nok at vinde den politiske magt. Hvis ikke de revolutionære kræfter tager den økonomiske magt fra storkapitalen, så vil processen stoppe, og kontrarevolutionen rulle fremskridtene tilbage, har advarslen lydt.

Og sådan ser det ud til at være ved at gå. Der har været kup i Honduras, Paraguay og Brasilien.

I Argentina har den nyliberale Mauricio Macri vundet præsidentposten, og han gør i ekspresfart op med den politik, som blev ført af peronisternes Frente para la Victoria under Kirchner-parret.

I Venezuela vandt højreoppositionen flertal i landets parlament i december 2015, og det vanskeliggør sammen med de lave olieindtægter den bolivarianske regerings og præsident Nicolas Maduros kamp for at fastholde de sociale programmer og den politiske mobilisering.

Michelle Bachelets økonomiske politik i Chile er nyliberal.

I Bolivia skærpes en række modsætninger i minesektoren – især mellem staten og en række private, kooperative mineejere. Desuden er regeringens forhold til nogle grupper blandt de oprindelige folk anstrengt. Det udnytter jordejere og højrekræfter, og da præsident Evo Morales i februar i år ved en folkeafstemning bad vælgerne om tilladelse til at stille op igen ved præsidentvalget i 2019 for at kunne lede landet frem til 2025, var svaret nej.

51,34 procent stemte nej til at give dispensation fra valglovens regel om, at en præsident kun kan sidde i to perioder à fem år. Morales har været den samlende figur under de sociale, økonomiske og politiske fremskridt i Bolivia siden 2005, og hans afgang i 2019 vil give højrefløjen nye angrebsmuligheder. Morales er tilsvarende en nøglefigur i ALBA og i hele venstrebølgen på kontinentet.

Peru nærmede sig med valget af præsident Ollanta Humala i 2011 en smule venstrebølgen, men det skiftede igen til en skarp kurs mod højre i 2016 med valget af den nyliberale Pedro Kuczynski til præsident.

I Chile sidder for tiden den socialdemokratiske præsident Michelle Bachelet, hvis regering har parlamentrisk støtte fra Chiles Kommunistiske Parti. Men Chiles regnes ikke med til kernelandene i venstrebølgen i Latinamerika. Bachelets økonomiske politik er nyliberal, omend kommunisterne har fået en række sociale- og uddannelsesmæssige forbedringer med i regeringsprogrammet 

Mexico er gennem NAFTA-aftalen bundet til USA og Canada og har ikke styrket venstrebølgen.

Colombia – USA's brohoved

Colombia er som Mexico én af USA nærmeste allierede. Der er et påfaldende sammenfald tidsmæssigt mellem fremvæksten af venstrebølgen og USA's styrkelse af alliancen med Colombia.

I 1999 vinder Hugo Chavez og hans bolivarianske revolution præsidentposten og regeringsmagten i Venezuela. Året efter underskriver USA's præsident Clinton og Colombias præsident Álvaro Uribe det militære samarbejde, der er kendt som "Plan Colombia". USA har ydet militær bistand for tocifrede milliardbeløb til Colombia under dække af kamp mod narko.

USA har i dag syv militærbaser i Colombia. Halvdelen ligger tæt på grænsen til Venezuela. Colombia er USA's militære brohoved i Sydamerika, og aftalen om de syv baser kom som svar på, at en række lande i regionen opsagde deres militære samarbejde med USA. Hårdest ramt blev USA, da Ecuador i 2008 opsagde aftalen med Pentagon om Manta-militærbasen, som lukkede i 2009 efter 30 år.

Det var ved den lejlighed, at Ecuadors præsident Rafael Correa blev kendt for udtalelsen om, at USA var velkommen til at beholde Manta-basen i Ecuador, hvis Ecuador omvendt fik en tilsvarende base i Florida. Den muntre bemærkning affødte i samme periode den vittige gåde: 

Hvorfor har der aldrig været et kup i USA? – Fordi der ikke er nogen amerikansk ambassade!

Med en betydelig indsats fra Venezuelas præsident Hugo Chávez, fra Cuba og andre ledende kræfter i Latinamerikas venstrebølge lykkedes det i 2012 at få indledt en fredsproces i Colombia. Befrielsesbevægelsen FARC og Colombias regering har forhandlet en fredsaftale på plads og underskrevet den. En våbenhvile er i kraft.

Men i starten af oktober i år faldt fredsaftalen ved en folkeafstemning. Et ultralille flertal på 50,2 procent af de blot 37 procent, som stemte, sagde nej til fredsaftalen. Resultatet overraskede alle. Men det hører med til billedet, at det var USA's nærmeste allierede, den tidligere præsident Álvaro Uribe, der stod i spidsen for nej-kampagnen.

FARC og regeringen er dog stadig enige om at gøre fredsaftalen til virkelighed. Men højrekræftenes afvisning af aftalen er et ildevarslende tegn.

De brede fronters epoke

Venstrekræfterne i Latinamerika har vundet den politiske magt i land efter land ved hjælp af brede politiske alliancer. Frente Amplio – Den Brede Front – er navnet på en række sådanne sejrrige alliancer. I Uruguay hedder alliancen netop Frente Amplio. I Argentina, Frente para la Victoria (Sejrsfronten). I Bolivia, Movimiento al Socialisme (Bevægelsen for Socialisme). I Venezuela Gran Polo Patriotico (Den store Enhed for Fædrelandet). I Nicaragua, Sandinist-Fronten. I Ecuador, Allianza Pais  (Alliance for vort land) osv.

Verden står over for den største krise i kapitalismens historie.

Venstrekræfterne og den kommunistiske bevægelse i Latinamerika og internationalt diskuterer i denne tid erfaringerne fra venstrebølgen og vejen frem i lyset af den højreorienterede og imperialistiske offensiv, som har høstet en række sejre.

Spørgsmålet var på dagsordenen, da  en række latinamerikanske, kommunistiske partier og venstrepartier i slutningen af august mødtes i Perus hovedstad Lima.

Der var enighed på mødet om, at verden "står over for den største krise i kapitalismens historie", og at "imperialismen optræder stadig mere aggressivt" for at tilegne sig "olien, vandet, mineralerne og biodiversiteten i vores lande".  Men der er uenighed i bevægelsen om, hvorvidt sluterklæringen fra mødet drager de rigtige politiske konklusioner.

Skillelinjen går mellem partier og bevægelser, der vil fortsætte den nuværende strategi med dannelse af brede fronter og vinde eller bevare regeringsmagten og således videreføre den nuværende venstrebølge. Over for disse partier står partier, der advarer om, at denne strategi er utilstrækkelig.

De uenige partier mener, at det er nødvendigt at kæmpe for en egentlig socialistiske revolution, hvor folkene overtager ejendomsretten til produktionsmidlerne og oven i den politiske magt også tager den økonomiske magt i landene.

De peger på, at de seneste 10 års erfaringer viser, at alliancerne mellem kommunistiske og revolutionære kræfter på den ene side og systembevarende partier som socialdemokrater og socialliberale har opbrugt sine muligheder og ikke kan bringe nye fremskridt for arbejdernes kamp for socialisme. Men at disse alliancer nu snarere bliver systembevarende.

Mexicos Kommunistiske Parti (Partido Comunista de Mexico) deltog i mødet, men undlod at underskrive sluterklæringen, som bærer underskrifterne fra cirka 20 partier, fronter og bevægelser – heriblandt det socialistiske parti PSUV i Venezuela, MAS i Bolivia, Allianza Pais i Ecuador, FSLN i Nicaragua, Cubas Kommunistiske Parti, Argentinas Kommunistiske Parti, Frente Amplio i Uruguay og Arbejderpartiet PT fra Brasilien. 

Men ikke Venezuelas Kommunistiske Parti, som deltog i mødet, og heller ikke det store kommunistiske parti i Brasilien PCdoB.

At administrere kapitalismen

Mexicos Kommunistiske Parti har efterfølgende udsendt en kritik af sluterklæringen fra Lima. Heri udtaler partiet, at "efter mere end 15 år med 'progressivt' styre i Latinamerika, er kapitalismen fortsat intakt. Denne progressivitet har vist sig som en måde at lede systemet på, der ikke undslipper kapitalismen generelle love". Og "kapitalismen udbytter folkene... uanset om dens ledelse er nyliberal, nykeynesiansk eller 'progressiv' ", skriver Mexicos Kommunistiske Parti (PCM).

... det eneste vi kan vælge over for kapitalismen er socialismen.
Erklæringen fra Lima

"Erfaringen har vist os, at alliancer på tværs af klasseskel, og som er fanget af logikken om at gå efter det mindste onde, udskyder arbejderpartiernes og kommunisternes mål i forhold til organisere og bevidstgøre arbejdeklassen", skriver PCM videre og advarer om, at sluterklæringen fra Lima nærer illusioner og forkerte konklusioner om mulighederne i 'progressive regeringer'.

Sluterklæringen bekender sig til målet om socialisme, men det defineres kun i bløde vendinger, og erklæringen fremhæver netop ikke en nødvendig kollektiv overtagelse af ejendomsretten til de vigtigste produktionsmidler eller arbejderklassens magtovertagelse.

"I alle vores lande er spørgsmålet om enhed det afgørende for at gøre fremskridt i opbygningen af folkelige alternativer, som er forandrende til gavn for vore folk", lyder det i erklæringen, som tilføjer, at kommunisterne og de revolutionære skal skabe denne enhed blandt alle de kræfter, som ønsker forandring og på grundlag en alliance mellem bønder og arbejdere:

"Vi støtter alle de bestræbelser på politisk enhed, som udfoldes på vort kontinent. Erfaringen med de politiske venstrefronter – som det er lykkedes at udløse social kræfter omkring et program for forandring – er klare eksempler til efterfølgelse", konkluderer underskriverne af erklæringen fra Lima, og fortsætter:

"... det eneste, vi kan vælge over for kapitalismen, er socialismen. Det betyder reel uafhængighed, social retfærdighed, lige muligheder, en lige fordeling af rigdommene, respekt for miljøet, folkenes ret til frit og demokratisk at beslutte deres samfundsprojekt. Vi ledes af målet om at forsvare de arbejdende klassers interesser, de undertrykte og diskriminerede og af kampen for socialisme baseret på en revolutionær etik og moral".