En rapport fra Verdensbanken i 2014 betegner Cuba som det land i Latinamerika og Caribien, der har det bedste uddannelsessystem. Verdensbanken hylder Cuba for landets gode resultater inden for uddannelse og sundhed, som er bedre end i de fleste ulande og på "nogle områder sammenlignelig med forholdene i ilandene", skriver Verdensbanken. 

Voksne cubanere kan følge folkeskolens undervisningsudsendelser på tv og skaffe sig undervisningsmaterialet i den lokale boghandel.

Verdensbankens anerkendelse af Cuba på dette område, skal ses i lyset af, at Cuba er et fattigt land blandt andet som følge af USA's blokade, der stadig opretholdes trods præsident Obamas nye politik med dialog og diplomatiske forbindelser med Cuba.

Et statsligt skolevæsen sikrer, at alle får en uddannelse. Cuba bruger 13 procent af sit statsbudget på uddannelse. Det er ifølge ACEI-instituttet i Californien den højeste andel i verden.

I skole fra 6 til 16 år

ACEI analyserer skolevæsen og universiteter i hele verden og skriver videre om Cuba:

Der er skolepligt for alle børn mellem 6 og 16 år. Staten betaler alle udgifter forbundet med uddannelse. Det betyder, at der er 100 procent adgang til uddannelse for befolkningen.

Børns første seks år foregår i grundskolen (escuela primaria). Derefter tre-fire år i overbygningen (secundaria).

Efter disse ni til ti års skolegang vælger den studerende enten at fortsætte på gymnasiet og senere på universitetet, eller den unge vælger en kortere teknisk eller anden faglig uddannelse.

Cuba har 47 universiteter. For at komme ind på universitetet skal mandlige studerende have aftjent værnepligt eller fremlægge dokumentation for, at han blev fritaget for militærtjeneste på grund af helbred eller forsørgerpligter, skriver ACEI.

Cuba har 15 centre for 'fjern-studier'. Disse centre tilbyder akademiske kurser i historie, jura, finans, regnskab, økonomi samt videnskab og teknologi.

Det høje uddannelsesniveau i Cuba betyder, at omkring 90 procent af de unge – efter afslutningen af 'secundaria' (9/10. klassetrin) – fortsætter med en akademisk, en mellemlang eller en teknisk-faglig uddannelse, skriver Brian Rasmussen i sin bog: Cuba - historie og samfund, der netop er udkommet i et nyt oplag. I bogen giver forfatteren en kort historisk tilbageblik:

"Før revolutionen var skolegang ikke for alle. Det var forbeholdt den velhavende klasses børn, som gik i betalingsskoler eller private skoler. 27 procent af befolkningen var analfabeter. Skolen, som fandtes, afspejlede det cubanske klassesamfund..."

"Det ændrede sig drastisk efter revolutionen. Cuba er i dag det første latinamerikanske land, som har dækket behovet for lærere og læger, og hvor det findes en skole i selv de mindste flækker og bjergegne."

Under oprøret mod batistadiktaturet i 1950'erne var det Fidel Castros og 26. Juli-bevægelsens løfte til befolkningen, at alle cubanere skulle have uddannelse. I 1961, to år efter revolutionens sejr, blev alle kræfter sat ind på at udrydde analfabetismen:

"Enhver familie, lige meget hvor afsides den boede, og hvor der var familiemedlemmer, som ikke kunne læse og skrive, fik besøg af en person, som kunne lære fra sig. De første lærere bestod af omkring 100.000 mænd og kvinder, som i deres fritid lærte folk grundprincipperne i at læse og skrive. 

Bogen, der blev undervist efter hed "Venceremos", der betyder: Vi vil sejre.

I april 1961 organiserede man titusindvis af unge, som havde en seksårig skolegang bag sig til at fortsætte arbejdet med alfabetiseringen. Et af principperne i kampagnen var, at 'lærerne' boede hjemme hos 'eleverne' og var sammen med dem hele tiden. 'Lærerne' lærte, hvordan man arbejder i marken, tager sig af dyrene, hvordan man fisker. Indimellem og om aftenen var der så undervisning i at læse og skrive.

Bogen, der blev undervist efter hed "Venceremos", der betyder: Vi vil sejre.

Den tog udgangspunkt i det cubanske samfund, som det så ud dengang. Der foregik en indirekte politisk skoling ved siden af selve alfabetiseringskampagnen. Skoling i revolutionens økonomiske, sociale og politiske målsætninger.

Alfabetiseringkampagnen var en milepæl i Cubas historie. Gennem kampagnen blev hundredetusinder af cubanere delagtiggjort i revolutionen."

Fra 1962 var der seks års skolepligt for alle børn i Cuba, mens der med aftenskoler og andre initiativer blev arbejdet på, at den voksne befolkning fik fortsat undervisning og alle nåede samme niveau.

Fra 1980'erne blev der indført ni års skolepligt.

Skolen i det nye årtusinde

Det har kendetegnet Cubas folkeskole, at lærerne var faglærere med undervisning i et eller meget få fag. Så eleverne havde derfor mange forskellige lærere i løbet af dagen, og læreren havde mange, mange elever. Det blev ændret fra 2001 og i årene derefter.

Klassekvotienten blev sat ned fra 30-40 elever til 20 i grundskolen (primaria) og 15 elever i secundaria.

Eleverne fik en klasselærer, der underviser i flere fag, så en elev normalt har klasselæreren samt en engelsklærer og en sports- og gymnastiklærer.

Befolkningsgrupperne skal kende til hinandens arbejde og livsvilkår, og den gensidige respekt skal styrkes. 

Det har også kendetegnet den cubanske folkeskole, at der var en blanding af teoretisk arbejde og fysisk arbejde i landbrug eller andet. Eleverne havde timer flere gange om ugen i markerne eller ved andet praktisk arbejde. Mange 'secundaria-skoler' var kostskoler på landet, og det samme gjaldt en stor del af gymnasierne. Her gik landbrugsarbejdet blandt andet ud på at bidrage til fødevareproduktionen til skolen selv.

Hvis skolen lå i byen, og det var umuligt at inkludere praktisk, produktivt arbejde i skoledagen, så tog klasserne ud på landet for at arbejde cirka en måned om året.

Den pædagogiske tanke og den dannelsesmæssige idé var og er, at befolkningsgrupperne skal kende til hinandens arbejde og livsvilkår, og den gensidige respekt skal styrkes samtidigt med respekten for håndens arbejde og produktion.

I dag er praktisk arbejde nedtonet i forhold til tidligere, og  der er færre skoler på landet end tidligere. Cubas folkeskole er en moderne skole.

Tv, dvd og computere

Samtidigt med indførelsen af systemet med klasselærere og mindre klasser blev der oprettet en national undervisningskanal på tv. Alle klasserum har et tv og de fleste en videoafspiller/dvd-afspiller. Nationalt producerede undervisningsprogrammer indgår i den daglige undervisning.

Samtidigt kan voksne mennesker i hele landet følge undervisningsudsendelser på tv og skaffe sig undervisningsmaterialet bogstaveligt talt for nogle få ører i den lokale boghandel.

Også computere er blevet introduceret på alle skoler. I første omgang én på hver skole, men i dag er brugen af computere langt mere udbredt, og antallet af pc'ere i skolerne er langt højere.

Elnettet når ud til over 90 procent af Cubas befolkning, men der ér landsbyer og skoler i bjergegne og isolerede landdistrikter, der ikke har elforsyning. Her har regeringen installeret solcelleanlæg, der producerer strøm til belysning og til at drive skolens tv, dvd-afspiller og computer.