“Vesten vinder”, proklamerede USA-lederne på den årlige topsikkerhedskonference, der blev afholdt i München i weekenden 14.-16. februar 2020.

Det var nu ikke alle, som var så sikre på det.

Den dag kan komme, hvor verden er rund, og “Vesten” kun er en relativ geografisk term, der afhænger af, hvor man befinder sig.

Der blev givet udtryk for masser af usikkerhed på konferencen, som blev annonceret som “Møde for Familien Vesten” – og udvidet til 70 deltagende nationer, hvoraf nogle af USA blev kaldt “tabere”.

Trumps rå udenrigsminister Mike Pompeo fik ikke ligefrem nogen til at føle sig sikker, da han sammenlignede verden med et kæmpe videospil, “som vi vinder”. Takket være vores “værdier”, proklamerede han, vinder Vesten mod de andre spillere, som Washington har tvunget ind i et nul-sums-spil: Rusland og Kina, hvis påståede “imperie”-drømme bliver forpurret.

En privat forsamling

München Sikkerhedskonferencen (MSC) er en privat forsamling, der blev grundlagt i 1963 af Ewald-Heinrich von Kleist-Schmenzin, medlem af den aristokratiske Wehrmacht-officer klasse, som planlagde at slippe af med Hitler, da deres ejendomme i Østtyskland allerede var tabt til Den Røde Hær (for at blive del af Polen). Konferencen blev åbenlyst opfattet som et middel til at skaffe tyskerne mulighed for at få et ord at skulle have sagt i de strategiske diskussioner, som de var blevet udelukket fra efter nederlaget i Anden Verdenskrig.

München-konferencen oplevede sin mest berømte stund i februar 2007, da Ruslands præsident Putin chokerede forsamlingen og erklærede sin modstand imod en “unipolar verden”, som “ikke kun er uacceptabel, men også umulig i verden af i dag”. Putin erklærede, at NATO's ekspansion helt op til de russiske grænser ikke havde noget at gøre med at garantere Europas sikkerhed.

Rusland, sagde han så, “vil gerne tale sammen med ansvarlige og uafhængige partnere, som vi kan arbejde sammen med om at opbygge en retfærdig og demokratisk verdensorden, som vil garantere sikkerhed og fremgang, ikke kun for de udvalgte få, men for alle”.

Denne tale blev set som en stor udfordring, der redefinerede det kapitalistiske Rusland som den nye fjende af Vesten og de vestlige “værdier”.

Hvad er “Vesten”?

Begrebet “Vesten” kan betyde mange ting. Konferencens arrangører definerer det ved “værdier”, som formodes at være overvejende vestlige: Demokrati, menneskerettigheder, en markedsbaseret økonomi og “internationalt samarbejde inden for internationale institutioner”. Det, der reelt menes, er en særlig tolkning af alle disse “værdier” – en tolkning baseret på anglo-amerikansk historie. Og set i historisk lys er dette særligt “vestlige” især arven efter og fortsættelsen af det britiske imperium, i dag med centrum i Washington, efter at London måtte abdicere efter Anden Verdenskrig. Men beholdt sin rolle som imperial tutor og tætteste partner (til USA, red.).

Det indebærer, at det engelske sprog og engelske tanker om “liberalisme” er dominerende på verdensplan og – som tilfældet altid er med imperier – er multikulturelle. Mens USA er magtens centrum, så er mange af de mest brændende tilhængere af dette imperium ikke amerikanske, men europæiske, startende med den norske generalsekretær for NATO. Dets militære magt kommer til udtryk gennem militære baser over hele verden, der tilbyder “beskyttelse” til sine undersåtter.

Hvad angår beskyttelse, så er USA i gang med at udskibe 20.000 militært personel, som skal geninvadere Tyskland på deres vej til en ikke tidligere set militærøvelse i næste måned i lande tæt op til Ruslands grænser. Cirka 40.000 tropper vil deltage i denne øvelse – under det helt indbildte påskud om “en russisk trussel” om at invadere nabolande.

Dette glæder Washingtons begejstrede vasaller i Polen og de baltiske lande, men skaber nervøsitet hos mange mennesker i Tyskland og andre af EU's kernelande, der spørger sig selv, hvad denne provokation af Rusland kan føre til? Men de tør næppe sige det højt for ikke at krænke “den vestlige solidaritet”. Den eneste tilladte klage går på, at USA måske ikke beskytter os nok – når den største fare stammer fra at være beskyttet for meget.

Debat om Europas afhængighed af USA

Præsidenten for den tyske forbundsrepublik, Frank-Walter Steinmeier, der åbnede dette års konference, gav udtryk for Tysklands strategiske frustrationer mere åbent end sædvanligt. Steinmeier anklagede Washington, Beijing og Moskva for “stormagtskonkurrence”, der førte til mere mistillid, mere oprustning, mere usikkerhed, hvilket førte til “et nyt atomart oprustningskapløb”. Han præciserede ikke, hvem der startede alt dette.

Overvældende ‘establishment’-modvilje mod Trump har skabt nye muligheder for lederne i de USA-besatte lande for at kritisere Washington eller i det mindste Det Hvide Hus. Steinmeier vovede at sige, at “vores tætteste allierede, USA, afviser under den nuværende administration tanken om det internationale samfund”. Men han “glattede ud” ved at anklage Rusland for igen at “gøre militær vold og voldelig ændring af grænser på det europæiske kontinent” til et politisk redskab – og glemte, at NATO med vold løsrev Kosovo fra Serbien og ignorerede den folkeafstemning, hvor et overvældende flertal af befolkningen på Krim stemte for at vende tilbage til Rusland – uden at et skud blev løsnet.

Også den franske præsident Emmanuel Macron gav udtryk for frustration over Europas afhængighed af Washington. Han ville gerne have EU til at udvikle sit eget militære forsvar og egen sikkerhedspolitik. “Vi skal ikke være USA’s junior-partner”, sagde han, skønt det lige præcist er, hvad Europa er. Mens han gentog den sædvanlige NATO-snak om den russiske trussel, bemærkede han, at politikken med trusler og sanktioner imod Rusland ikke havde ført til noget, og opfordrede til “tættere dialog” for at løse problemerne. Derved var han et ekko af den franske elite, som absolut ikke ser nogen interesse i den løbende USA-inspirerede strid med Moskva.

Macron stræber tydeligvis efter at opbygge et mere uafhængigt europæisk forsvar. Den største forhindring ligger i EU-traktater, som binder unionen til NATO. Med Storbritannien ude af EU er Frankrig den største militærmagt og den eneste indehaver af atomvåben. Noget tyder på, at nogle tyske ledere vil være interesseret i at opsuge Frankrigs atomvåben i en fælles europæisk styrke – hvilket givetvis ville fremkalde en “nationalistisk” opstand i Frankrig.

Playing the Game

Bortset fra at yde beskyttelse opfordrer imperiet alle til at spille spillet om international handel – så længe de er indstillet på at tabe.

Lørdag i München gik både Nancy Pelosy (forperson for Repræsentanternes Hus, red.) og forsvarsminister Mark Esper til angreb på Kina for at vove at rejse sig som handelsgigant og teknologisk centrum. “Kina søger at eksportere sit digitale autokratiske styre gennem sin telekommunikationsgigant Huawei”, advarede Pelosi.

Huawei har indhentet Ruslands naturgas som den eksport, Washington fordømmer kraftigst – som en forbryderisk indblanding i importørernes interne anliggender.

Esper holdt en lang tale, hvori han fordømte Beijings “dårlige opførsel”, “ondsindede aktivitet”, autoritære system og naturligvis Huawei. Pentagon-chefen sluttede sit udfald imod USA’s økonomiske rival nummer ét med en moraliserende prædiken om “vores værdier, ordentlighed, og chance-kultur”, som “fremkalder det bedste inden for det menneskelige intellekt, ånd og fornyelse”.

“Måske, men kun måske, kan vi få dem på rette spor”, foreslog Esper godmodigt, “Og igen, tag ikke fejl, vi søger ikke konflikt med Kina”.

“Helt generelt”, sagde Esper, “beder vi bare Kina om, hvad vi beder alle nationer om: At følge spillets regler, overholde internationale normer og respektere andres rettigheder og suverænitet”. (Han kunne have sagt: Hvad vi beder alle nationer om undtaget vores egen).

Forsvarsministeriet gør sin pligt, sagde han. “Fokuserer på at afskrække dårlig opførsel, sikre vores allierede og venner og forsvare de globale fællesskaber (commons). “Vi ønsker, at Kina skal “opføre sig som et normalt land”, men, sagde Esper, “hvis det ikke vil ændre sin stil”, så må vi foretage “større investeringer i vores fælles forsvar ved at foretage de hårde økonomiske og kommercielle valg, som er nødvendige for at prioritere vores fælles sikkerhed … Forberedt på at afskrække enhver trussel, forsvare enhver allieret og besejre enhver fjende”.

Kort sagt leverer Kinas økonomiske fremgang endnu en undskyldning for at øge Pentagons budget og presse de europæiske allierede til at øge deres militære budgetter. Det kunne naturligvis kun glæde konferencens sponsorer Raytheon og Lockheed Martin (og sandsynligvis ikke mishage Goldman Sachs og alle de andre større vestlige industrier, der støtter denne sammenkomst).

Kinas udenrigsminister Wang Yi svarede på Espers svada med nogle erfaringer med Vesten, som han selv havde gjort – vedrørende “multilateralisme”.

“Der er ikke tale om multilateralisme, hvis kun de vestlige lande gør fremskridt, og de ikke-vestlige lande sakker bagud for evigt. Det vil ikke føre til menneskehedens fælles fremskridt”, sagde han. “Kinas modernisering er historiens nødvendighed”. Kinas historie og kultur betød, at det ikke kunne kopiere det vestlige mønster eller søge hegemoni (herredømme) som fortidens stormagter.

Wang sagde, at Vesten skulle opgive sin ubevidste mentalitet om (at være) civilisatorisk overlegen, opgive sine fordomme om og frygt for Kina, acceptere og byde velkommen til udviklingen og genoplivningen af et land fra Østen med et system, der er forskelligt fra Vestens.

På konferencen i München syntes Vesten ikke særligt indstillet på at følge disse råd. Heller ikke råd fra Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov, som også fik sine få minutter til at tale for døve ører. Lavrov beklagede at: ”Den Kolde Krigs strukturer er blevet genoprettet”, mens NATO fortsætter med at avancere østpå og udfører militære øvelser af uhørt omfang tæt ved Ruslands grænser og oppuster militærbudgetterne. Lavrov opfordrede Vesten til at holde op med at skabe fantasimonstre om den russiske eller anden “trussel” og huske på, “hvad der forener os”, inden det er for sent.

Men det var ikke, hvad de selvudpegede repræsentanter for ”Vesten” var kommet for at høre. De var meget mere indstillede på at lytte respektfuldt til repræsentanter fra venlige våbenindkøbere fra regimer som Qatar og Saudi-Arabien, hvis accept af “vestlige værdier” der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved.

Westlessness (Vestløshed)

Det var åbenbart blevet besluttet, hvem der tilhører “Vesten”, og hvem der truer Vesten: Kina og Rusland. “Kinas hurtige fremgang har fremkaldt megen debat om USA’s og Vestens overlegenhed i det 21. århundrede”, bemærkede Esper. Faktisk var “München Sikkerheds Rapporten”, der blev offentliggjort op til konferencen, viet til det besynderlige tema om “Westlessness” – og beklagede en ny “Nedgang for Vesten” med henvisning til Oswald Spenglers berømte Der Undergang des Abendlandes fra for hundrede år siden. Verden er blevet mindre vestlig, og hvad værre er: Det er Vesten selv også!

Denne klage har to sider: en materiel og en ideologisk. I materiel forstand føler Vesten sig udfordret af udenlandsk økonomisk og teknologisk udvikling, især i Kina. Det er værd at lægge mærke til, at mens de vestlige magter kraftigt promoverede en international handelsbaseret økonomi, synes de ude af stand til at reagere på disse resultater (Kinas fremgang, red.), undtaget i termer om magtrivalisering og ideologisk konflikt.

Så længe den vestlige dominans var sikret, blev international handel fejret som et nødvendigt grundlag for en fredelig verden. Men i samme øjeblik en ikke-vestlig handelsnation klarer sig godt, bliver dens eksport udskreget som et farligt middel til at udøve dårlig indflydelse på dens kunder. Det bedste eksempel er Ruslands naturgas. Kinas teknologi er det næste. Begge bliver – specielt af USA’s talspersoner – udskreget som forræderiske metoder, der tjener til at gøre andre lande “afhængige”.

Naturligvis indebærer al handel gensidig afhængighed og dermed en vis grad af politisk indflydelse. Og helt sikkert udøver USA’s dominerende position inden for underholdningsindustrien (film, tv-serier populærmusik og så videre) en enorm ideologisk indflydelse i store dele af verden. USA’s indflydelse via internettet er også enorm.

Men skal man undgå denne afskyvækkende udenlandske indflydelse, må man appellere til netop den slags “indadvendt” nationalisme, som Sikkerhedskonferencen fordømte som skadelig for vestlige værdier.

De vestlige strateger ser sig truet af for meget globalisering udenlands – læs: Fra et opadstigende Kina og fra den manglende begejstring for globaliseringen derhjemme. Der er faldende begejstring for udenlandske militære ekspeditioner, der skal påtvinge “værdier” – et væsentligt aspekt ved Vestens identitet.

Rapporten beklagede den voksende “indadskuende” nationalisme i Europa, som man kunne kalde patriotisme, eftersom den ikke rummer nogen af de aggressive tendenser, der forbindes med nationalisme. Faktisk er der nogle af disse europæiske “nationalister”, som i øjeblikket foretrækker mindre intervention i Mellemøsten og ønsker fredelige relationer til Rusland.

Dengang den påståede trussel mod Vesten kom fra den “gudløse kommunisme”, var de vestlige normer relativt konservative. I dag trues det liberale Vesten af konservatisme, af mennesker som mere eller mindre ønsker at bevare deres traditionelle livsstil.

Endelig anerkender MSC, at “forsvarerne af et åbent, liberalt Vesten indtil videre … synes ude af stand til at finde et passende svar til den illiberal-nationalistiske udfordring …” En del af forklaringen “kan findes i den lange, næsten urokkelige overbevisning om, at alle forhindringer for liberalismen ikke var andet end mindre tilbageskridt, eftersom liberalismens endelige sejr blev set som uundgåelig”. Politikere har præsenteret deres politik som værende uden alternativ. Som resultat finder man en voksende “modstand imod et system angiveligt ledet af liberale eksperter og internationale institutioner, som i nogles øjne udvikler sig til en ny form for ’autoritarisme’”.

Er liberal “autoritarisme”, ikke en oxymoron (paradoks)?

Men hvad kalder man det, når Macrons politi straffrit kan skyde øjnene ud på Gule Veste-aktivister, som fredeligt demonstrerer imod en voldsomt upopulær socialpolitik, når England fortsat holder Julian Assange indespærret, trods massiv kritik af hans forfærdelige behandling fra FN’s Special Rapporteur på tortur? Når USA holder et kæmpestort antal mennesker fængslet, herunder Chelsea Manning, ganske enkelt for at tvinge hende til at vidne mod hendes vilje – og uden at kunne se nogen ende på det?

Den dag kan komme, hvor verden er rund, og “Vesten” kun er en relativ geografisk term, der afhænger af, hvor man befinder sig.

Diana Johnstone bor i Paris, Frankrig. Hendes seneste bog er ”Circle in the Darkness: Memoirs of a World Watcher (Clarity Press, 2020). Artiklen er oversat af Arbejderen fra Consortium News, hvor den blev bragt den 19. februar. Den har også været bragt (på norsk) i Steigan.no og Midt i Fleisen.