EU-domstolen slog tirsdag fast, at EU’s fiskeriaftale med Marokko bryder med international lov, da aftalen omfatter det af Marokko besatte Vestsahara.
Regeringen bør øjeblikkeligt kræve, at EU stopper alle forhandlinger med Marokko om en ny fiskeriaftale. Søren Søndergaard, Enhedslisten
I dommen fastslår EU-domstolen, at en fiskeriaftale mellem EU og Marokko kun kan være gyldig, hvis den ikke gælder det besatte Vestsahara og dets farvande.
"I betragtning af det faktum at Vestsahara-territoriet ikke er en del af Marokkos område, er vandområderne, der støder op til Vestsahara-territoriet ikke en del af den marokkanske fiskerizone", udtaler EU-domstolen, citeret af netportalen euobserver.com.
Tidligere advarsel
Generaladvokat ved EU-domstolen Melchior Wathele har tidligere påpeget, at 91,5 procent af al fiskeri på baggrund af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko er foregået i farvandene ud for Vestsahara.
EU-domstolens afgørelse får stor betydning får de igangværende forhandlinger om en ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko, vurderer iagttagere.
Et meget snævert flertal i Folketingets Europaudvalg har på foranledning af regeringen givet støtte til at indlede forhandlinger med netop Marokko om en fornyelse af fiskeriaftalen.
Dommen betyder, at en sådan aftale vil være et brud på international lov, udtaler Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard.
– Jeg mener, regeringen øjeblikkeligt bør kræve, at EU stopper alle forhandlinger med Marokko, som vedrører dommen fra EU-domstolen. Dommen i dag er klokkeklar. Vestsahara må ikke være omfattet af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko, siger han.
Han har kaldt den danske fiskeriminister Karen Ellemann i samråd om sagen for at få en redegørelse om, hvordan det har kunne gå til, at man trods flere advarsler har bedt om opbakning til fornyelse af fiskeriaftalen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278